Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Hvordan får du lyst til at lave noget?

 

Motivation stammer fra det latinske ”movere” og betyder bevæge eller flytte. Motivation er drivkraften, bevægegrunden og den indre tilskyndelseskraft, som fremkalder en vis handling eller opførsel.

 

Der ligger en motivation i at lave ting til sig selv og til andre, alene og sammen med andre. Graden af motivation, interesse og drivkraft må støttes, bl.a. med kendskab til perception hos børn og unge og med pædagogisk viden om, at det nytter noget at ændre og stimulere situationerne, De er med til at man kan udvikle muligheder, opleve og omsætte indtryk, så tilværelsen opleves mere varieret og rigere.

 

Man har brug for sanseindtryk, forestillingsevne og fantasi, når der arbejdes med former, farver, strukturer og kompositioner. For at kunne bruge forestillinger og fantasi nuanceret, må der ske noget udadtil. Det kan f.eks. ske ved at man taler, bevæger sig, bruger redskaber og laver ting. Et udvalg af farver får os til at overveje sammensætninger. Ved at udveksle meninger og høre andres forslag kommer der flere perspektiver frem. ”Jeg har ingen fantasi” kan voksne og børn sige, selv om de drømmer om natten og ønsker sig noget uopnåeligt. Andre siger: ”Jeg kan slet ikke finde på noget”. Når den bemærkning falder, kan det skyldes svigtende lyst og manglende forestillinger om det, der skal arbejdes med. Det er lærerens opgave at sikre sig, at børnenes erfaringer og oplevelser bliver redskaber for dem, når de skal forestille sig situationer Det kan være et dilemma, at man i undervisningsforløb både skal bruge forestillinger, få lyst til selvvirksomhed og samtidig tilskyndes til at fortsætte med påbegyndte aktiviteter.

 

I idéfasen, hvor vi associerer og gør os forestillinger om form og udtryk, må læreren give tid nok og gøre arbejdets rammer klare. Det er væsentligt, at man får tillid til egne ideer og færdigheder, så man senere kan bruge disse i andre sammenhænge.

 

Det afhænger af igangsætteren, om man får mulighed for at se, for at høre, for at føle, for at få associationer, bruge og tale sproget, bruge fantasien, forarbejde, sammenstille og fortolke indtryk til en meningsfuld helhed. Det er igangsætteren, der skal formulere opgaven, så fantasien stimuleres. Det vil ofte være muligt at indpasse børns ønsker i arbejdsområderne, og det er en god motivation, at eleven selv har ønsket at lave tingen. Den selvvirksomhed, man ønsker, bliver fremmet af denne metode.

 

Læreren må foruden at kunne sit fag også øve sig i at improvisere. Fingerspidsfornemmelse og menneskekundskab er forudsætninger for at kunne bearbejde en aktuelt opstået situation pædagogisk. Den balance, der opnås af en lærer i en klasse i undervisningens forløb, fornemmes af børnene som tryghed og som en ikke udtalt aftale om, at begge parter har forventninger til hinanden. I ethvert menneskeligt forhold etableres der nogle uudtalte regler – tavs viden. Er der gensidig tillid, modificeres reglerne; er der mistro, strammes reglerne af de implicerede. Man trækker sig ind i sig selv, lukker sine indtryk inde og spiller ikke udtryk ud, hvis man ikke har tillid til dem, man skal virke sammen med.

 

Hvordan bliver en opgave bevidst og konkret for eleven? Det er tilstrækkeligt, at klassen har en konkret ting at gå ud fra, f.eks. en pung, når de skal forestille sig pungens funktion. Hvor meget skal der være i den og hvad skal den holde til? Hvilke krav skal vi stille, for at pungen fungerer godt? Hvordan kan pungen dekoreres, så man nemt kan kende sin egen fra de andres? Med disse spørgsmål vurderes mulighederne, så der bliver noget at vælge imellem. Eleven bliver bevidst over for problemer i en begrænset, konkret opgave. Denne indstilling skal følges op med nye krav og muligheder, så det bliver meningsfuldt og motiverende at foreslå, udvælge og planlægge arbejder. Læreren støder på reaktioner af forskellig karakter, når problemerne indkredses.

 

Hvis læreren ikke har vist og fortalt, hvad bånd er, kan hun lade børnene foreslå, hvilke krav de vil stille til det materiale, der skal bruges til pennalhuset, eller hun kan lade børnene se et udvalg af bånd, mærke på dem, trække i dem, pille i kanterne, beskrive det med ord og begrunde, om de er egnede eller ikke til formålet.

 

Man er afhængig af arbejdsro, tillid og kontakt til hinanden, for at hver elev kan udnytte sine evner og udvikle sin skabertrang. Man skal være aktiv, når man arbejder på en ting, og man får på den måde stimuleret sin nysgerrighed, sin intellektuelle og fysiske udfoldelse. Når disse ting opfyldes, er eleven interesseret og motiveret og vil gerne præstere gode resultater.

 

 

 




  Hvordan får du gode ideer?
  Hvordan får du lyst til at lave noget?
  Hvor får du input og viden?
  Hvordan skabes mode og egnspræg?