Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Vævning

Vævning af stof

 

De ældste bevarede tekstiler fra Europas stenalder er nogle smårester af linned toskaftvævning, delvis med mønsterbrochering og begyndelsesborter til vævens opsætning. Disse borter gør det sandsynligt, at tøjet er blevet udført på en opretstående væv, der foroven skråt støttes mod en væg. Det må anses for det helt oprindelige - nemlig to kæppe, hvorover trendens tråde udspændtes. Fra arkæologiske udgravninger findes vævevægte bevaret. De har holdt trendens garnbundter stramt nedadhængende.

 

Mellemstadiet har været en lodret væveramme. Ved schweiziske pælebygningsrester er de ældste europæiske vævefragmenter fundet. Det formodes, at der også har været uldvævninger, som på grund af større lethed og manglende sugeevne er drevet bort med vandstrømmene.

 

Således har en form for mønstervævning været kendt i Mellemeuropa allerede i stenalderen. Vi kender til de asiatiske folks præstationer og der er mulighed for, at det schweiziske tøj er kommet fra østen, selv om det ikke kan udelukkes, at selve fremstillingsteknikken allerede var kommet i gang i Mellem- og Sydeuropa på denne tid. Måske er der tusinder af år imellem opstandsvæven og til de to kæppe med udspændt trend. Fremover ligger der også meget lang tid mellem det at kunne fremstille toskaft, dvs. en lærredsvævning med håndplukket mønsterbrochering og til mønstervævningens mange varianter.

 




Flemming G. Lundholm Hjerl Hede Frilandsmuseum

Ulddamask - kalemank

Kalemank og ulddamask er altid satin eller atlasksvævet, altid af ren uld, og kalemank har i England været vævet i en kraftig kvalitet til mandsklæder og i en lettere fortrinsvis til kvinder.

 

Formentlig har det været vævere fra de gamle linnedområder, der er kommet til egne med større fårehold og ringe høravl. I alle tilfælde var trækvæven en forudsætning. Den var sin indviklede teknik til trods tidligt kendt både i Frankrig, England og Tyskland, og det er rimeligvis her, at de damaskmønstrede uldstoffer er blevet til - først og fremmest i England.

 

Hvornår begyndte man at væve damask af uld? Flere gamle betegnelser på stoffer kan dække omtrent samme begreb. Derfor er kalemank inddraget under ulddamask.

 

Damask og kalemank er blevet brugt i kvindeklæder; sikkert kun af overklassen. Hjemlige portrætter fra renæssance og barok viser kun folk i fest- eller højtidsdragt. De er i svære, tunge, stormønstrede stoffer, hvortil der er føjet både fløjlspartier og metaltråd. Til mindre fester og til hverdagene har de ikke altid gået i stort skrud. De må have frosset meget!

 

De har haft dagligklæder, svarende til årstiderne, og det har ikke altid været af mønstervævede stoffer. Rimeligvis har de uldne, mønstrede dragter været anvendt fortrinsvis i den kolde årstid i de dårligt opvarmede rum og til ret så pænt brug. Stofferne fandtes i købmændenes lagre også uden for hovedstaden, og de er - i hvert tilfælde i 1700-årene - brugt af middelstanden. Nogle eksempler fra Århus, der bekræfter det: I 1731 har en købmandskone haft en kjortel af brunt ulddamask, foret med rødt multum. En hestekøbers kone har i 1733 haft et sort damaskskørt. I 1734 har en glarmesterkone både en kjole af blåt, blommet kalemank, en kjole af blakket, blommet damask, et sort skørt af damask og en trøje i damask uden farveangivelse.

 

Disse stoffer har også været kendt på landet hos bønderne. I 1700-årene er det sjældent i hele kvindekjoler. Derimod dukker der flere gange trøjer op af ulddamask og sjældent af silkedamask. På denne tid brugte bønderkvinderne de dyrere tøjer i trøjer, hvor der ikke skulle så meget stof til, og noget simplere tøj til skørterne. Mange gårdmænd ejede endog en brystdug af kalemank. En brystdug var en lang vest uden ærmer med ryg og forstykker af samme stof.

 

I 1700-årene er der gode holdepunkter i bevarede dragtdele og et tøjprøvemateriale belyser det yderligere. På museerne i Norden findes mange små stumper tøj, som er afklippet til forskellige formål. Det kunne være til fabrikantens eller købmandens prøvekollektion, som de udsendte til fjerne kunder. Prøver findes også indsat i toldvæsenets stemplingsprotokoller, i Landhusholdningsselskabets arkiv, i andre arkiver samt ligefrem i fabrikkers faste prøvesamlinger.

 

Man havde prøvesamlinger i London, bl.a. fra det store tekstilcenter i Norwich nordøst for London. Fra 1767 havde man færdige væveprøver opklæbet på en side i prøvebogen, og der var varebetegnelse samt specifikation over omkostningen i hvert led af arbejdsprocessen lige fra råvaren uld til den færdige vares pakning - en almindelig produktionsproces, hvorefter udsalgsprisen skulle fastsættes.

 

I Danmark har man formentlig kaldt den lette, ensfarvede, stormønstrede kvalitet for ”ulddamask” og den kraftige for ”kalemank”. Begge sorter - både den finere og den kraftigere vare - var umådeligt populære i England i 1700-årene. Det må skyldes den perfekte efterbehandling, hvor hensigten med kalemank var, at det skulle ligne silke. Det er blevet glittet, hvor der er blevet tilført en form for stivelse/appretering. Denne proces var en fabrikshemmelighed, men det var holdbart, også efter længere tids brug. England udførte de omtalte kalemanker i stor stil og mange andre uldne stoffer til kontinentet, selv om der ikke er så meget bevaret.

 

Midt i 1800-årene fik ulddamasken et efterspil. Betegnelsen ”kalemank” var gledet ud og ”damask” havde den rette klang for det stigende antal byboere og de efterhånden bedrestillede bønder. Nu kunne maskinvæve spy ulddamask ud på betydeligt kortere tid end under 1700-årenes håndkraft. Den silkelignende ulddamask blev i stigende grad brugt til boligtekstilerne.

 

I 1805 havde Jacquard opfundet en ny vævestol, som var væsensforskellig fra hans tidligere. Men han kom ud for skuffelser og uretfærdigheder, der dog endte med anerkendelse. I 1819 fik han æreslegionens kors. Jacquard-væven byggede på et hulkortsystem, der indtil nutiden har været grundlaget for alle senere forbedringer af væve til helmekanisk mønstring. Systemet har også kunnet overføres til andre grene inden for anden nyere tekstilfremstilling.

 

På alle store væverier i Frankrig og efterhånden også rundt omkring i Europas tekstilcentre vandt Jacquard-væven indpas og afløste trækvæven. Udenlandske indførte tekstiler fra 1800-årene er prægede af den nye teknik, som først for alvor slog igennem i Danmark et halvt århundrede senere. Den første Jacquard-vævestol på Almgreens silkevæveri i Stockholm skal være anskaffet i 1830'erne.

 

Jacquards hulkortsystem var produktionsfremmende og arbejdslettende, men ikke kunstnerisk. Den nye vævestol muliggjorde runde og buede konturer af mærkelig slaphed i modsætning til de tidligere fine aftrapninger, der gav stramning og fasthed i tegningen. Her kunne menneskets mål og selvdisciplin afspejles, hvilket gik tabt i den nye væveform.

 




Tina Ejlertsen, Hjerl Hede Frilandsmuseum

Simple folk og mønstret tøj

Bøndernes tøj var ikke så simpelt, set med datidens øjne. Bønderne var jo ”alle de andre”. De var størstedelen af befolkningen og derfor uundværlige, og alle samfundslagene havde brug for hinanden.

 

De mange luksusforordninger, som folk helt fra slutningen af middelalderen og fremover var underkastede i perioder, måtte - trods alle mulige forsøg på omgåelse - sætte sit præg på de forskellige samfundsklasser. Til de nedre hørte frem for alle landbefolkningen og dernæst håndens arbejdere i byerne samt deres koner og børn - stadig flertallet. Der har naturligvis været mange nuancer, men der har som helhed ikke været så store forskelle på by- og landbefolkningens større dragtdele, når ejerne stod på omtrent samme økonomiske niveau. Begge parter har i klædedragten stof- og snitmæssigt været tilbagestående i modsætning til de højere samfundslag. De ældre har i mindre omfang fulgt moden i modsætning til de unge. Alle har haft ambitioner, og alle har prøvet at klæde sig så pænt og anstandsmæssigt som muligt i alle andre situationer end i hverdagens grovere arbejde. Det var der unægtelig mest af.

 

Indtil omkring midten af 1700-årene har de to grupper i byen og på landet ikke haft ret meget af mønstervævede stoffer, de var ensfarvede eller stribede. Dog ser man i skifterne på calemank eller damask, der oftest er ensfarvet, selv om kontrastfarver i kalemank også omtales. Da man i silketøjerne fandt frem til lancerede og brocherede mønstre, tog de store tekstilcentre disse væveteknikker op i uldne og halvuldne lettere vævninger. Fabrikanterne ville - ligesom ved calemanken - tilfredsstille de lavere befolkningsgrupper, der nok kendte de mønstrede silkestoffer, men hverken havde råd, eller for det meste heller ikke havde lov til at bruge dem.

 

I England i Norwich, som var førende på området, vævedes ikke blot kalemank, men et væld af uldne tøjer, hvoraf mange var taboret. Man kan sige, det var ”grundnavnet”, som kendes i skifterne. Men tit vidste man ikke, hvad man skulle kalde et mønstret uldent eller halvuldent tøj, og så betegnede man det "stoffes". På fabrikkerne i England gav man taboretten forskellige maleriske og indbydende salgsnavne alt efter mønstringen. Der er en afgørende forskel på calemank og taboret med sidstnævntes store familie.

 

Taboret og dens slægtninge har altid en lærredsbund, ensfarvet eller i langstriber, hyppig med kædelancering alene, eller med brochering alene eller med begge dele. Det er klart, at priserne har varieret med den tid, der medgik til vævningen. Og brocheringen af små blomsterbuketter, som nødvendigvis altid foregår i indslaget, trods trækvævens lettelser, har gjort disse stoffer dyrere end de andre. Men det var også disse små, halvnaturalistiske rosenbuketter, som de oftest var, der nærmede sig de så stærkt eftertragtede brocherede silketøjer. Dertil kom, at tøjerne fik en appretering og glitning, nogle måske blot en presning, men i lighed med kalemanken, så de opnåede den eftertragtede silkeglans. Intet under at eksporten var stor, og at de engelske uldne, mønstrede og glinsende stoffer spredtes ud over Europa. Der er en del dragtdele i Danmark, som er syet af disse tøjer. Meget er syet om og brugt længe efter, at de modemæssigt forlængst var gået af brug. Her kan man tydeligt se en sammenhæng med silketøjerne. Begge dele var så dyre, at de ikke uden videre bare blev slidt op, men de blev gemt og de blev syet om igen og igen.

 

I virkeligheden har disse stoffer i perioder også været omfattet af importrestriktioner. Men smugleriet var en velkendt sag og meget omfattende. I en søfarende nation har det været næsten umuligt at dæmme op for det. Det kan derfor ikke opgøres, hvor meget der er kommet legalt eller illegalt til landet. Derimod er der vel ingen tvivl om, at det må have været mindre voveligt at bruge uld end silke i klædedragten.

 




Flemming G. Lundholm Hjerl Hede Frilandsmuseum

Sandsynligvis har man også i Danmark forsøgt at efterligne produkterne fra de engelske manufakturer. Det er tydeligt, at de mange mindre købstads- og landsbyvævere reagerede på deres egen facon. Skønt det i modekredse i slutningen af 1700-årene gik mod mindre voldsomme mønstringer i de dyre silketøjer, så var det på denne tid, at de mere dæmpede og ensfarvede stoffer blandt landboere og jævnere købstadsfolk afløstes af stærkere mønstervirkning. Der kom mønstrede eller kontrastrige bånd frem som pynt og kantninger på det bedre tøj. Denne bølge fortsatte mere eller mindre ind i 1800-årene. Alt afhængigt af vævernes opfindsomhed, folks midler, alder og indstilling ophørte brugen af mønstervævede, håndgjorte stoffer imellem 1830-50'erne. Dette gælder klædedragten, men der var endnu en tid nok at gøre for de små håndværkere med hørvævning, grovere uldtøj og ikke mindst med vævning af olmerdug og bolstre til sengene og børnenes udstyr.

 

De fleste halvuldne tøjer til klædedragten var af hvergarn ligesom de fleste engelske halvuldne. Det er en fællesbetegnelse for stoffer med trend af hør - i en senere tid af bomuld - og med indslag af uld. Bunden er meget ofte i lærredsbinding med en eller flere farver i lancering. Men der var også langt mere komplicerede mønstre i det som populært sagt kaldes "rudret drejl" samt mange variationer på et stort antal skafter. De fleste landsby- og købstadsvævere var dygtige, selv om man også kan se, at nogles færdigheder ikke gik videre end til at væve striber og tern. Men i betragtning af de kummerlige boligforhold, mange af de helt små vævere havde, er det ikke mærkeligt, at de ikke kunne begive sig ud på eksperimenter. Og en ting kunne de ikke, det var appretering og glitning i større udstrækning. Dermed nåede de indenlandske dragttøjer aldrig op på siden af importvarerne. Det var nok i begyndelsen en mangel i datiden, men med indgangen til 1800-årene trak konflikten med England sammen, og moden ændrede sig i de lavere stænders tøj. Silkeglans i uldvarer var af mange sammentræffende årsager ikke mere noget problem.

 

Den følgende tid var ikke helt uden mønstre. De valsetrykte bomuldstøjer blev nu meget brugt. Der findes et væld af mønstrede hel- og halvsilketørklæder samt en del lignende, afpassede forklæder fra 1800-årene. Men de er hovedsagelig fra henimod midten af århundredet og ofte indførte ting. Det var den slags, kræmmerne kunne have med sig sammen med bånd, knapper, kniplinger og blondeværk. Der var en fabrikation af tørklæder i Altona, og meget stammer sandsynligvis derfra. Men også Krefeld i Tyskland var storleverandør af silketørklæder, og der har sikkert været andre mellemeuropæiske virksomheder. Endelig eksporterede Almgreens silkevæverier i Stockholm overordentlig mange silketørklæder til Vendsyssel og Nordjylland. I den sidste epoke var de mest sorte. De kan identificeres på et lille stempel i tørklædernes ene hjørne.

 




  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer