Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Fremstille snore

 

Der findes mange måder at lave snore og bånd på f.eks.:

  • Ved hjælp af en snoregaffel
  • Ved hjælp af slyngstokke
  • Ved hjælp af et vævespæld
  • Ved hjælp af en båndvæv
  • Flette, strikke, hækle, knytte, sno osv. i hænderne

Rester af uldgarn fra strikningen kunne bl.a. bruges til hosebånd, kantebånd, bærebånd og bånd til bindesjaler. På vævespjældet vævedes bredere bånd af forskellige farver i mange smukke mønstre. Til lidt mere komplicerede mønstre kunne man væve på en særlig båndvæv. De vævede bånd blev først og fremmest brugt som hosebånd; sådan et par fik en karl af sin kæreste, de blev bundet under knæet udenpå de hvide uldstrømper. Men både mænd, kvinder og børn brugte et bånd til at binde om hosen nedenfor knæet, og hvis en pige tabte hosebåndet, blev der sagt til hende: ”din kæreste er på gale veje.”

 

De brede bånd kunne også bruges som hankebånd, når man bar mad eller mælk til gamle og syge i en krukke. Over krukken blev lagt en tallerken, et hankebånd blev bundet i krukkens ører, og så bar man i båndet.

 

Bånd til binding og snøring blev slynget med slyngstokke, og fra snoregaflen fik man en firkantet snor, der var specielt velegnet som slidkant på kvindernes skørter. De kunne også bruges til bindebånd på de små, trekantede sjaler, som småpiger fik bundet om sig ved vintertid, når de skulle i skole.

 

Med en snoregaffel var det let at lave stærke snore.

 

Båndvævning

Den mest almindelige båndvæv er udviklet efter samme princip som en skaftevæv, dvs. at den har en garnbom bagest i væven og en tøjbom forrest. Mellem disse bomme spændes kæden ud. Midt på væven sidder en midterstolpe med en skelpind øverst og en sølkæp nederst. Kæden sættes op, så hver anden kædetråd føres over skelpinden og gennem søller, der er knyttet fast omkring sølkæppen. Disse kædetråde kan ikke bevæges op og ned. Resten af kædetrådene løber i mellemrummet mellem skelpind og sølkæp og er bevægelige. De kan ved hjælp af en '"båndkniv skubbes over eller under de stationære kædetråde. På denne måde dannes der to skel. Væveren sidder normalt på siden af væven, bruger sin højre hånd til at danne skel med båndkniven og lægger skudtråden ind med venstre hånd. Båndkniven bruges også til at slå skuddet sammen med.

 

En anden type væv har to sølskafter forbundet over en trisse. De aktiveres ved hjælp af en trampe, der kan vippes med fødderne. Båndkniven bruges også her til at slå skudgarnet sammen med.

 

Spjældvævning

Man ved ikke nøjagtigt, hvorfra og hvornår spjældvævning har sin oprindelse. Den kan stamme fra Asien og derfra være blevet spredt vidt omkring. Den er bl.a. fundet i udgravninger ved Pompeji. Disse fund er dateret til begyndelsen af vor tidsregning. Det vides også, at de gamle egyptere har kendt til teknikken, og den har været kendt blandt indianere i både Nord- og Mellemamerika.

 

Der er ikke fundet noget, som tyder på, at spjældvævningsteknikken har været kendt i Danmark i tiden før vikingetiden. Den første kilde til spjældvævningens historie af interesse i en dansk sammenhæng findes et tysk håndskrift fra det 14. århundrede. I dette håndskrift er der en afbildning af et vævespjæld på en opstander med fod og bom. Den viser, at teknikken på dette tidspunkt er meget udviklet i Tyskland. I Danmark har teknikken muligvis været kendt i sin enkleste form omkring 1100-1200-tallet, men der findes ingen sikre beviser.

 

 




  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer