Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Strikning

 

 

Strikning kan udføres så tæt og elastisk, at det bliver som et stykke stof og som et mønstret og gennembrudt arbejde, der af udseende er beslægtet med kniplingen.

 

Strikkede strømper hører man første gang om i Europa, da kong Henrik den ottende af England i 1547 får et par strikkede strømper foræret fra Spanien. Senere får dronning Elizabeth den første et par af sin ”silkekvinde” i 1561. Siden brugte hun aldrig andet, mens de fleste fornemme folk i lang tid fortsatte med at bruge strømper syet af fløjl, damask eller lignende dyre stoffer. Når der lige her tales om strømper, skyldes det, at der blandt dronning Elizabeths efterladenskaber er et par med gennembrudt mønster, en strikning som langt senere skulle blive ret almindelig. Men på hendes tid synes man ellers at have foretrukket at brodere svikler på strømperne med guld- og sølvtråd.

 

De ældste strikkede genstande i Danmark stammer fra en undersøgelse af to barnekister i Roskilde Domkirke. Det er to af Christian den fjerdes børn, der blev iklædt strikkede voksenklæder og klæder for større børn og gravsat i 1627 og 1628. Den kongelige familie har bevæget sig i tidens højeste luksus, hvad påklædningen angår. De strikkede ting var af silke med indstrikket mønster af guldtråd, så de mindede om tidens vævede stoffer. Det drejer sig om henholdsvis kraprøde og sandsynligvis ufarvede strømper og indigofarvede nattrøjer. Fra nyt har det hele været af en usædvanlig skønhed og pragt og er det ældste af sin art, der er fundet her i Danmark.

 

De silkestrikkede nattrøjer var en stor mode i Europa for både kvinder og mænd - især i 1600-årene, selv om de også kendes tidligere. Leonora Christina havde en silkenattrøje med sig, da hun blev indsat i Blåtårn i 1663. De forhandledes også i Odense i 1644 og i århusianske købmandslagre nævnes de i slutningen af århundredet flere gange.

 

Mens de strikkede silketing fra Roskilde er de eneste bevarede i Danmark, så er der flere silketrøjer i Norge og Sverige og de er i god stand. Charles den første af England blev i 1649 henrettet i en sådan silkestrikket nattrøje. Det menes, at alle de omtalte trøjer enten er fremstillet i England eller Spanien, måske begge steder. Der er således tale om importeret luksus, som kun de rigeste kunne tillade sig. Det var i øvrigt disse trøjer - halvt undertøj, halvt ydertøj - der senere blev omsat i mønsterstrikket uld og brugt i rødt, blåt, grønt og ufarvet af fortrinsvis landbefolkningen helt ind i 1800-årene.

 




St. St. Blicher har skrevet en historie om strikning, den hedder ”Æ bindstouw”. Der står bl.a.

 

Det var Aftenen før Bittejuleaften - nej holdt! jeg lyver - det var sgi den Aften forinden endda, at der var Bindestue hos Skolemesterens, ham Kristen Koustrup - I kender ham vel? Der var nok, der kendte ham, for om Vinteren var han Skolemester, men om Sommeren var han Murermester; og han var lige dygtig til begge Dele. Men til at mane var han ikke saa fuldkommen som Præsten; for han havde ikke gaaet i den sorte Skole.

 

Saa var vi da samlede fra hele Byen. Naa Farlil! saa havde vi da endelig maalt af, og havde allesammen faaet vore Garnender over Krogen i Loftet over Skiven og havde ogsaa begyndt at lade de fem Pinde liste ved. Saa siger Skolemesteren: "Er der ingen af jer, der vil synge noget eller fortælle noget, saa lød det saa gævt ved dette her Arbejde." Saa tog hun Ordet - hende Kirsten Pedersdatter fra Papsø - for hun er altid saa fremtalende -"Jeg kunde gerne synge jer en bitte Vise, om I ellers gad høre den?" -"Da vil vi ogsaa det!" svarede jeg: "Klø du kun til!" Saa sang hun ogsaa en Vise.

 

Fremstilling af både strømper og uldne nattrøjer blev efterhånden en hjemmeindustri i Jylland. Formentlig begyndte det i første halvdel af 1600-årene i Slesvig-Holsten, og det vides, at man fra midten af samme århundrede eksporterede strømper fra Ribe. Omtrent fra samme tid mente den kendte museumsmand H.P. Hansen, at bønderne - mænd som kvinder - omkring Herning slog ind på at binde hoser for at tjene en nødskilling. På denne egn - bindeegnen - var det 100 år senere en hjemmeindustri af format. Hosekræmmerne travede land og rige rundt med varerne derfra på ryggen og falbød deres uldne sager. Flere nedsatte sig i København og blev rige folk. Nogle af dem beskæftigede også småkårsfolk med strikning i Københavns omegn, og stadig var der en ikke helt ringe eksport af de uldne strikkede varer. Selv da maskinerne blev taget til hjælp, gik "uldjyderne" fra dør til dør godt ind i vort århundrede. Faktisk er dette en helt anden historie, der ikke kommer den mønstrede, kniplingsagtige strikning ved. Derfor skal der afsluttes med dennes videre forløb.

 

I 1780 blev strømpestrikkemaskinen opfundet, og i 1798 blev rundstrikkemaskinen opfundet.

 

I 1783-84 blev der i Frankrig opfundet en maskine, der kunne strikke »kniplingstrikot« til forskel for den engelske maskine, som var opfundet så tidligt som 1589 af William Lee. Jævn glatstrikning havde således været kendt længe, men maskinstrikkede strømper var dyre, og nu kunne de altså også fås mønstrede og gennembrudte. De synes for alvor at have givet stødet til, at man i en overgang omkring 1800 og senere lod småpigerne lære at strikke mange forskellige slags kniplingsprøver. Selv på landet lærte man sig at strikke i gennembrudt mønster, f.eks. til handsker.

 

Uld

Det rette garn til arbejdet er en selvfølgelighed, og under disse nordlige himmelstrøg har det langt tilbage været naturligt at ty til fårets uld, når der skulle vælges strikkemateriale. Dels har man været selvforsynende, og dels besidder ulden en lang række værdifulde egenskaber i brug.

 

Tøj af uld giver en behagelig varme, hvis det er koldt, men kan omvendt virke afkølende en varm sommerdag. De mange millioner luftlommer, som de krusede fibre danner i uldtråden, giver en vældig god isoleringsevne.

 

Et stykke strikket tekstil er meget elastisk, men selve uldfibrene er også elastiske. En uldfiber kan strækkes til over 50% af den oprindelige længde og trække sig sammen igen. Denne spændstighed gør, at tøj, der er fremstillet i uld, bliver forholdsvis krølfrit. Krøller det alligevel, vil det som oftest rette sig hurtigt ud, hvis det får lov til at hænge.

 

Fårene går ude i al slags vejr. Regner det, preller vandet af pelsen. En del af råuldens naturlige fedtindhold er bevaret i strikkegarnet og gør det vandskyende. Alligevel kan ulden optage indtil 40% vand uden at føles fugtig. Den opsuger let fugtigheden fra kroppen.

 

Garnets betydning

Om garnet er tykt eller tyndt, blødt eller hårdt spundet og tvundet, er af afgørende betydning for strikningens udseende og brugsegnethed. Et vellykket, strikket arbejde skyldes for en stor del den rette sammensætning af garn og strikkemetode.

 

Der vil altid være uopdagede kombinationer af strikkemønstre og garnkvaliteter. De uendelige variationer af strikkeformer i forbindelse med garnernes strukturer giver helt forskellige stofkvaliteter, som efter type kan bruges til slidstærk eller let og luftig beklædning.

 

Valkning

Strikkede ting som vanter, strømper og underbukser, der skulle kunne tåle slid, blev valket. Under denne proces krympede og filtrede det strikkede tøj, hvorved det blev både tykkere, stærkere og varmere.

Ved valkningen dyppede man det strikkede ned i varmt sæbevand og rullede det frem og tilbage over en ujævn flade, almindeligvis et valkebræt.

 

Efter valkningen blev strikketøjet i reglen blokket, så det var lettere at tørre og fik en pæn facon. Blokningen udførtes med en udskåret træblok, når materialet var renvasket. Man brugte et kar, valkebræt og strømpeblokke.

 

At strikke

”Du maa aldrig lægge Hænderne i Skødet”, formanede Moder mig. ”Har du ikke andet, saa tag din Bindehose. Det er ikke noget Arbejde, det kan man udrette, mens man hviler sig”. Man strikkede vanter, strømper, trøjer, underbukser osv., og hver ledig stund blev benyttet hertil. Strikningen var som regel kvindearbejde, og pigerne fik meget tidligt lært at strikke. I hedeegnene, hvor der var behov for indtægter ud over selve landbruget, udgjorde strikning af uldvarer til salg en væsentlig levevej, og i disse egne strikkede både mænd og kvinder.

 

I sin »Topographie over Vium Præstekald« fra 1795 skriver præsten Niels Blicher:

 

”Smaapigerne begynde allerede i det 7de, ja ofte, i det 6te Aar - og Drengene undertiden med i samme Alder. Mænd og Koner, gamle og unge binde om Kap. Ogsaa en stor Deel af Mandkjønnet luffer (blander Uld) og karter. Om Sommeren gaae de ved Qvægpasningen i Marken, og paa Veje og i Ærender med Fingre og Bindepinde i fuld Gang. Om Vinter Aftener samle sig 10, 12 og fleere Unge i Bindestuer - det er visse dertil aftalte Steder - for at spare Lys. De ordne sig da rundt om et Bord, hvorover hænger en Tran-Lampe. Derpaa samles Alles GarnEnder - maales favneviis ud lige lange, og lægges i en Dynge midt paa Bordet. Saa kastes de samlede Ender over en Krog eller Hank, under Loftet. Hver hænger saa sin Ende paa en liden StaaltraadHank, omtrent som en Angle-Krog, der er hæftet over det venstre Armhul. Og nu gaar det paa en Kappen løs, hvorunder ligefuldt stundum læses, og stundum spøges eller tales om Dagens Begivenheder. Saaledes gaar det til Kl. 12 - undertiden I til 2 Timer længere, alt eftersom man har maalt Favne op til; thi det vides nøjagtigen, hvor mange Favne Garn i Timen hvert Sælskab kan binde:

120, 130 eller 140. En god Binder (og Binderske) kan uden at forsømme HuusArbejde - Karten, Spinderi og Binderi sammentagne - forfærdige et Par Mands Strømper i 4 Dage, og, naar de kunde blive uafbrudt derved: i 3. Saasnart som Strømperne ere vaskede, blokkede og færdige, vide Eierne, hvor de strax kunne afsætte dem imod kontant betaling. Her boe nemlig i NaboeSognene 5 HoseKræmmere, (som de kaldes) ... hvilke rejse omkring for at opkjøbe og indsamle Strømper, dem de, sorterede og indpakkede, bringe i store Læsser til Aarhuus, hvorfra de føres til Skibs lige til Kjøbenhavn.”

 

I andre dele af landet kunne man godt ønske en lignende flid blandt mænd og karle, der ”vel som oftest selv forfærdiger deres almindelige Markredskaber, Tøir til Qvæget, Skeer, o. s. v., men Vinteraftenerne tilbringe de dog meest i arbeidsløs hendøsen paa Bænkene i Kakkelovnskrogen, hvor de dog undertiden tage dem en qvasi Beskæftigelse i en Pibe Canallienkanaster til Døsighedens Formerelse; kun enkelte gjøre Træskoe og Tækkesimer om Aftenen. Drengebørnene har man i de senere Aar holdt til at strikke i Skolerne, der dog ei virker paa dem i den ældre Alder, hvor det holdes for en Skam. Sligt Qvindearbeide, mener man, kan vel anstaae en Jyde, men ingen Fyenbo.” (Odense amt, 1843).

 




  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer