Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Broderi



Stof, hvor blomsterne er indvævet i stoffet (taburet) og stof, hvor blomsterne er broderet på. Ikke alle havde mulighed for at få eller lave stoffer med de indvævede motiver.

 

Broderiets historie går langt tilbage og er sandsynligvis den tekstilkunst, der er mest afvekslende. Her tænkes især på den frie syning. Det eneste redskab der er brug er en nål.

 

Materialet er stof til at sy på. Det kunne især være silke, fløjl, lærred, bomuld eller skind. Tråden var af silke, uld, hør, bomuld, guld- eller sølvindvirket tråd. Der kunne være mange perler på broderierne. Fra middelalderen, renæssancen og barokken er der bevaret mange fornemme broderier. Især senmiddelalderens broderier er enestående både i teknik og tegning.

 

I gamle dage blev syningen udført med overordentlig iver og flid. Hvert minut, der kunne spares fra andre sysler, blev anvendt til sytøjet. Ofte gik dette endog forud for andet, hvis man kunne komme afsted med det. Forældrene og navnlig fædrene så ikke altid særligt mildt på det, eftersom det intet indbragte i penge. Da gårdens arbejde optog det meste af dagen, blev aftenen og undertiden natten taget til hjælp for at skaffe tid til den kære syning. Syningen blev derfor ofte udført i en belysning, som man nu til dags ville betakke sig for at arbejde i. Når blot det, som blev talt efter tråde, var syet forud, kunne den såkaldte stolpning og udsyning udføres ved meget ringe lys, ja i bogstavelig forstand i måneskinsbelysning. Det har været tilfældet, men når øvelsen var stor og mønstrene var kendte, kom der et veludført arbejde frem. Skulle pigerne på arbejde i marken, tog de sytøjet med, og var der et øjebliks hvil, kom det straks frem. Der var til tider stort besvær med at fjerne sten fra agrene. De mindre sten blev sat i gærderne, mens de større blev gravet ned i jorden. Man gravede et hul så dybt, at stenen kunne trilles derned og ploven kunne gå hen over den uden at røre den.

 

En gammel kone har fortalt om, hvorledes hendes afdøde mor som ung pige var sat til at grave et sådant hul. Da hun var færdig, satte hun sig på stenen for at hvile sig og fik straks sytøjet frem. Til sin store rædsel opdager hun, at hendes far kom gående hen imod hende. For at skjule sytøjet for ham, kastede hun det, der havde været flere måneders arbejde ned i hullet og dækkede lidt jord over det. Faderen havde set det, men sagde intet, derimod væltede han stenen og kastede hullet til med jord. Sytøjet blev der og kom aldrig mere frem!

 

Vi kender til mange forskellige slags bondesyninger:

 

Udsmykning på særke, skjorter og boligtekstiler fra Hedebo:

 

  • Tællesyning eller dragværk
  • Rudesyning
  • Hvidsøm
  • Baldyring
  • Udklipshedebo
  • Omvendt udklipshedebo.

 

Desuden Falstersyning, Lyø-broderi, Lolland Falster, Fyn og Sønderjylland og hulsømme. Jo længere væk fra Hedeboområdet vi kommer desto mindre udsmykning

 

Hedeboområdet ligger omkranset af tre byer: Roskilde, København og Køge. Området er fladt, frugtbart og ikke en hede men et skovløst område. Det er det sted her i Danmark, der har fostret de flotteste broderier på klædedragten og i boligtekstilerne. Området var meget frugtbart og gav derfor et højt udbytte for landmændene. Der var de bedst tænkelige afsætningsmuligheder for omvendt udklipshedebo.

 

Vi har kun få overleveringer, der fortæller os om samtidens betegnelser for broderierne. I det hele taget har kvinderne ikke efterladt sig andre kilder eller spor end selve broderierne. Der er ingen beretninger f.eks. om, hvor kvinderne har fået mønstrene og motiverne fra. Vi ved ikke, om de har tegnet af efter hinanden, eller om der var særligt tegnekyndige, der udførte arbejder for andre. Vi ved heller ikke mere om symetoderne end det, vi kan se os til. Ved analyser af bevarede broderier og dragtdele kan man finde ud af meget, men det er en lang og trang vej, og det er nemt for eftertiden at overse detaljer, som kan have haft stor betydning for kvinderne dengang.

 


Oplæring

Inden småpigerne begyndte at sy de større ting, måtte de lære stingene og lave dem på en prøve. Allerede fra 1700-tallet findes hvide hørlærredsprøver, hvorpå der er syet mange slidser, knapper og knaphuller. Det viser, at der flere steder har været en systematisk håndarbejdsundervisning. Senere blev det almindeligt i skolerne at sy alt på lange, hvide lærredsklude. De syede, hvad der hørte ind under linnedsyning, og nogle steder kunne småpigerne under en sykyndig lærerindes vejledning øve sig ved at sy navneklude. På dem lærte de forskellige teknikker til navnemærkning. Man broderede alfabetet, tallene og kranse til indramning af navn. Mange navneklude blev senere rammet ind og hængt op til pynt i stuen.

 

Navnemærkning har været almindeligt på de fleste tekstiler. Kvinderne satte navne og evt. nummer på hvert stykke tekstil så det var muligt at finde pigernes personlige tekstiler ved vask og når de skulle drage hjemmefra ved giftermål. Man lånte også duge m.m. af hinanden og derfor var det vigtigt, at alt kom tilbage til sin rette ejer. Mange tekstiler kunne holde flere generationer. Det var oftest et korsstingsbroderi.

 




  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer