Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Sting til syning af tøj

 

Alt syarbejde blev udført med hånden, men en dygtig pige kunne sy en skjorte på en dag. Så var den naturligvis ikke med smukt broderet, som det nogle steder var almindeligt på skjorter til festbrug. De fine broderier krævede øvelse, og en husmandskone, der var fingernem, kunne tjene lidt ekstra ved at sy og brodere for folk.

 

Inden småpigerne begyndte at sy de større ting, måtte de lære stingene og lave dem på en prøve. Allerede fra 1700-tallet findes hvide hørlærredsprøver, hvorpå der er syet mange slidser, knapper og knaphuller. Det viser, at der flere steder har været en systematisk håndarbejdsundervisning. Senere blev det almindeligt i skolerne at sy alt på lange, hvide lærredsklude. De syede, hvad der hørte ind under linnedsyning.

 

Syteknikkerne viser en del om tøjets alder. Forandringerne i syteknik og snit falder næsten sammen tidsmæssigt.

 

De gamle sømme bar præg af, at sypigen eller skrædderen havde et godt håndelag og lang tids træning. I dag bedømmes en håndsyet søm på, hvor lidt den kan ses på retten. I bondetøjet var en god søm først og fremmest en søm, der var syet regelmæssigt og solidt, og i nogle sømtyper måtte tråden kunne ses på retten. Nogle sømme var oven i købet syet sådan, at presning ikke har været nødvendig. Timers, dages, ja års håndsyning har givet rutine og føling med materialerne. Det vil oftest være på dette område, at man i dag har svært ved at efterligne de gamle syninger. Det er uvant at sy i de robuste materialer, og kun få har rutine i håndsyning. Ligesom tidligere er det et spørgsmål om rutine og tålmodighed, og det er ikke svært.

 

Når lige stoflængder skulle sømmes, brugte man en syskrue som blev spændt fast på bordkanten. Foroven var syskruen forsynet med en lille udstoppet pude, hvorpå den ene ende af stofbanen kunne fæstnes med knappenåle. En polstret sten kunne også bruges til dette formål.

 

Kvinderne havde ikke meget udstyr til syningen. De havde syskrue eller systen, saks, fingerbøl og et udvalg af nåle, nålepude eller nålebog. Det hele blev opbevaret i sykurven eller syskrinet, der kunne være dekoreret med udskæringer.

 

De mest anvendte stingtyper ved syningen:

 

Kastesting

Stingene bruges til at kaste over trævlekanter, inden man begynder at sy. De bruges også, når to stykker stof - enten med ægkanter eller med sømmede kanter - skal "stødes" sammen. Da syr man kun lige i stoffets yderste kant og må ikke stramme tråden for meget. Man syr fra højre mod venstre.

 

Forsting

Stingene syes på en lige linie og der er lige lange sting på for- og bagside af stoffet. De bruges til rining og til stikninger f.eks. på veste- og trøjekraver.

 

Mærkerining

Stingene bruges til afmærkning af den linie, hvor man senere skal sy, når højre og venstre side skal være ens. En kridtstreg vil ofte forsvinde. Man syer forsting gennem begge stykker stof, men der trækkes ikke til. Der skal ligge ens lange løkker på stoffet. Når riningen er afsluttet, trækkes de to stofstykker fra hinanden, og man klipper trådene over mellem stofstykkerne.

 

Zigzag-rining

Syes som lange forsting på skrå. Anvendes til sammenrining af for og yderstof.

 

Bagsting, som går helt sammen

De bruges til sammensyning af alle former for stoffer, samt til stikninger både på kraftige stoffer og på skjorter og særke. Stingene syes på en lige linie og ligner på forsiden maskinsyning. På bagsiden overlapper stingene hinanden.

 

Bagsting, som ikke går sammen

Stingene syes som bagsting, som går helt sammen, men ligger på forsiden som små fine forsting. De bruges f.eks. ved sammensyning af to stykker stof fra retten, ved påsyning af bånd og i skindsyning, hvor man anvender en skarp skindnål.

 

Sømmesting

Stingene bruges, hvor et stykke stof skal syes fast på et andet. Den ombukkede kant på det øverste stofstykke vender mod den hånd, som holder nålen. Ved opsømning af f.eks. forklæder og tørklæder tages kun lidt stof på nålen, så stingene ikke bliver så synlige på retten. Hvor f.eks. to stykker for skal sømmes over hinanden indvendigt i et klædningsstykke stikkes godt ned i det underste lag.

 

Staffering, hvor stingene næsten ikke kan ses på retten

Stingene bruges hovedsageligt til at sy for fast langs kanten på f.eks. trøjer, veste og buller. Yderstoffets ombukkede kant stikker 1- 2 mm udenfor forets ombukkede kant. Stofkanten, der skal stafferes, vender mod den hånd, som holder stoffet, og man stikker nålen gennem begge lag af yderstoffet, så man lige kan ane stinget på retsiden. Man får herved en god fast kant, som ikke kan forskubbe sig.

 

Knaphulssting

Syes fra venstre mod højre over dobbelt stof. Nålen stikkes ned bagfra gennem begge stoflag, og tråden trækkes til, så der dannes en løkke ved stofkanten. Nålen føres bagfra gennem løkken og tråden trækkes til.

 

Hvis der skal hæftes ende midt i syningen, gør man det ved at lade den gamle garnende ligge langs kanten. Den nye garnende hæftes med et par sting langs kanten, og der stikkes op i det sidste sting og syes videre over den gamle garnende.

 

Tungesting

Syes fra venstre mod højre. Der stikkes op gennem stoffet, hvor tungestingenes underkant skal være. Der syes et lodret sting oppefra og ned, idet nålen føres over tråden. Stinget trækkes til. Der fortsættes på denne måde.

 

Tungesting bruges også til trenser, hvor der syes over udspændte tråde. Ved løse trenser syes kun over de udspændte tråde, mens der ved faste trenser syes gennem stoffet.

 

Snøret søm

Snøret søm er en teknik, der ses anvendt ved sammensyning af ryg- og forstykke samt isyning af ærme. Man kan se den anvendt i lange veste, buller, snøreliv samt i mands- og kvindetrøjer.

 

Princippet i en snøret søm er, at sømmerum ordnes med rining og presning i f.eks. ryg- og forstykke hver for sig, hvorefter de to mønsterdele syes sammen gennem alle stoflag.

 

Pikérsting

Stingene syes fra vrangen med skrå sting, der ses som små vandrette sting på retten. Bruges til at fæstne to stykker stof sammen, f.eks. ved snørelivet på kvindetrøjer.

 

På mandstøj bruges det f.eks. på kraver og revers til at fæstne indlægsstof på yderstof.

 




  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer