Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Farvning

Den menneskelige forfængelighed og pyntesyge må antages at være lige så gammel som menneskets egen historie. Til alle tider har man sikkert givet sig af med at sætte kulør på tilværelsen - og ikke mindst på klædedragten.

 

Plantefarvning

Kunsten at farve garn og tøj fortaber sig lige så langt tilbage i oldtiden, som man har givet sig af med at karte, spinde og væve. De tidligste farvestoffer og -metoder var primitive, men yderst virksomme.

 

På tekstilfragmenter fra den danske oldtid har der kunnet påvises kraftig rød og blå farvning med mere effektive, fremmede plantestoffer som krap og vajd. Da disse planter ikke vokser naturligt herhjemme, må de være importeret og dyrket som kulturplanter. Frø af vajdplanten er bl.a. fundet på en jernalderboplads ved Ginderup i Thy. Også i oldtidens kulturlande bl.a. omkring Middelhavet var farvekunsten vidt udbredt. Herfra kendes beretningen om det skønne eksotiske farvestof purpur - en smuk violetrød farve - som blev udvundet af snegle og var så kostbart, at det kun var forbeholdt konger og kejsere.

 

Man benyttede ganske enkelt de forhåndenværende planter, rødder og bark fra naturens eget, rige skatkammer. Mulighederne var utallige. Kulørerne holder sig inden for naturfarveskalaen, da de kraftige og ægte farver er svære at opnå med farveplanter fra den danske natur. Der blev også importeret farvestoffer bl.a. indigo (blå), cochenille (rød), som kunne købes hos købmanden eller hos omrejsende kræmmere.

 

Om bønderne berettes i 1700-tallet følgende:

 

"De fabrikere selv deres Klæder, Uldet og Linnet, vide selv at farve dem, og kiøbe ikke gierne fremmede Varer, de sige: Landet skal føde sig selv. De Vexter og Urter, som de bruge til at farve deres uldet og tinnet Tøig med, er disse:

Til Lyseguult bruges Pors, Blomster af Skarntyder, Vier, Engelskier, og Skreppe-Blade. Til Mørkguult bruge de grønne Boghvede-Blade eller Birke-Løv. Lavendelblaat vide de at farve i Ege-Saugspaaner. Lysebrunt farve de i Steen-Mos og Ellebark. Mørkbrunt farve de i Fladskalle-Mos paa gamle Bøge. Staalgraat farve de i Ege- eller Æbeltræers Bark, og Uldgarn i Rør Toppe. Grønt uldet farve de i Rør Toppe med lidet Spanskgrøn og Allun."

 

Købefarver

Traditionen med at hjemmefarve holdt sig uændret blandt almuen helt op til det industrielle gennembrud i sidste halvdel af 1800-tallet. Husmoderen kunne godt derhjemme farve garn til striber i dynevår og til de strikkede sager samt til hverdagstøjet, mens det finere tøj helst skulle ”til farvers” for at blive rigtig pænt.

 

Fra 1600-1700-tallet blev det imidlertid også muligt, at landhusmoderen begyndte at købe mere effektive farvemidler og kemikalier, som kunne fås i enhver velassorteret krambod eller købmandsgård i købstaden. Det var specielt det dyre, importerede farvestof, indigo, som gav den smukke, eftertragtede blå farve, der var i særlig høj kurs. Mange af købefarvestofferne var særdeles kostbare, hvorfor man sparede mest muligt på dem. Meget tøj til arbejds- og hverdagsbrug undlod man derfor helt at farve. Det fik kun uldens egne naturlige farver, som hvid, grå, sort og brun. Samfundets fattige måtte tage til takke med det ufarvede tøj.

 

I midten af 1800-tallet blev det muligt ad kemisk vej at fremstille farvestofferne direkte. Man kunne købe disse nye såkaldte anilinfarver i pulverform hos købmanden til en billig penge. De syntetiske kultjære- eller anilinfarvestoffer blev opfundet i England og Frankrig omkring 1860 og meget hurtigt blev de almindeligt udbredte. De var både billige og nemme at anvende og kunne nu fås i enhver købmandshandel som pakfarver. Dermed indledtes et nyt kapitel af hjemmefarvningens historie.

 

Opskrifter

I løbet af 1700-tallet kom tillige de første trykte bøger med opskrifter og praktiske anvisninger i farvning. Den første egentlige farvebog på dansk var "Fuldstændig Fruentimmer Farvebog" fra 1768, som var et digert værk på mere end 500 sider. Samme år kom tillige en mere beskeden folkebog " En Dansk Farve-Bog". Siden fulgte i løbet af 1800-tallet en række små trykte farvebøger. Men bøger var naturligvis kostbare og forudsatte jo også, at man kunne læse. Udbredt blev det også selv at samle sig håndskrevne farveopskrifter, som det kendes fra så meget andet kvindearbejde."

 

Farvning - ingen nem kunst

Men farvekunsten var dog alt andet end let, selv med købte farvestoffer og opskrifter, som det fremgår af denne poetiske formaning i Nille Høsts håndskrevne farveopskriftsbog fra 1700-tallets Midtjylland:

 

"At farve og at farve ret"

Er tvende som ulige

Og at den Konst er meget let

Vil mangen een vel sige

Men troe mig kiære hvo som vil

Med denne Konst sig smykke

Vil der i sandhed andet til

End idel slumpelykke

Jeg vil da raade een og hver

Først Konsten ret at lære

Før de Begynder Konsten kiær

Thi lad det ellers være"

 

Omkring år 1800 havde farvemester Linde i Skanderborg et lille anlæg i sin have med farveplanter. Han dyrkede en mængde planter, som også andre fik glæde af, deriblandt væverne, farverne samt nogle præster. En del af planterne blev leveret til herregårdene i omegnen. Dette må have været et forsøg på at gøre landet selvforsynende med krap. Det var vigtigt for landet. at der ikke blev brugt penge til importvarer af hensyn til landets økonomi.

 

Af den grund var den røde og blå farve eftertragtet, da den jo var den sværeste at lave i en god kvalitet og krævede at man havde penge til indkøb af farvestoffer. I kirkerne ser man ofte brugt disse farver, hvor de her har fået en symbolsk betydning.

 

I nogle egne var kvinderne meget dygtige til farvning. Det hedder i en beskrivelse fra 1839: ”De fleste af Fruentimmerne ere og meget vel øvede i at farve, hvortil de baade anvende adskillige paa Landet selv voxende Urter og Mosser, saa og undertiden fremmede Farve-Species. Deraf forarbejde de stribet og figureret Tøj”. Uldgarnet blev farvet i hjemmene, men da hør ikke tager så godt imod farve, blev det i mange tilfælde sendt til farveren i købstaden.

 

Til hjemmefarvning brugte man først og fremmest hvad der fandtes, hvor man boede. I hedeområderne var toppen af hedelyng således meget anvendt til farvning. Det gav en smuk, gulgrøn farve, men den blegede let i solskin. Til gengæld var denne lyngfarve god til at blande med den blå indigo, hvoraf man meget let fik forskellige grønne farver.

 

Blå

Farver Linde havde nogle bede med farvevajd. Vajdplantens blade giver blåt. Planten har været kendt her i landet siden jernalderen og har været det eneste holdbare farvestof til blåfarvning indtil omkring år 1600. Efter den tid brugtes mest det indførte farvestof, indigo, der dyrkedes i lande med varmt klima. Den gav stærkere farver og var mere holdbar.

 

Indigo (Indigofera tinctoria ) giver blå farver. Der findes forskellige indigoproducerende planter, bl.a. vajd (Isatis tinctoria), som blev dyrket og benyttet i Europa. Indisk indigo indeholder langt mere farvestof end vajd, og med opdagelsen af søvejen til Indien fik vajden også en mere perifer betydning. Fælles for alle indigoproducerende planter er, at farvestoffet skal gennemgå en kemisk proces eller en gæringsproces (gæring i urin), før farvestoffet kan binde på tekstilet.

 

Den blå farve kaldtes undertiden ”lødblå” eller ”potteblå” efter fremgangsmåden. Man farvede i en lødgryde Man samlede urin i ”Den slemme gryde”. Den stod lunt ved det åbne ildsted i skorstenen, hvor den ikke generede alt for meget med sin lugt af gæret urin. Nogle mente, at det bedste urin kom fra mænd, som havde drukket stærke drikke, men mest var det vist fra kvinderne. For at udnytte indigoen som farvestof skulle der denne  gæringsproces til. Tøj, der var farvet på denne måde, havde derfor den naturlige ulempe, at det endog mange år efter kunne udsende en ualmindelig modbydelig og stram lugt.

 

I senere tider kunne det godt være svært at få kvinderne til at fortælle om lødgryden, og når mænd omtaler det, sker det altid med et lunt, meget sigende smil, fortæller H.F. Feilberg fra sine undersøgelser af dansk bondeliv i 1800-tallets sidste halvdel. Han fortsætter med følgende beretning:

 

”Lødgryden stod i skorstenen, hvor det var varmt. Heri lagdes indigoen, og når urinen begyndte at gære, blev farvestoffet frigjort. Først da kunne den egentlige farvning starte. Ja, De ved jo nok, hvordan det var med lødgryden, det vil a ikke snakke om, men nu skal a fortælle Dem hvordan vi farvede blå; og når a selv skal sige det, så har a altid haft god hånd til at farve blå. Vi tog altså 1 lod »ændelblå« (indigo) til hvert pund uldgarn, det var jo stødt, forstår sig, og det blev syet ind i en lille pose og hængt ned i luden; der bliver den så hængende måske otte dage, hver dag bliver den klemt og gnedet, at farven kan komme af den, alt imens at lødgryden stod ved varmen. Der skal så lige være så megen lød, at garnet netop kan flyde, og så sætter vi gryden over en langsom ild; er ilden for stærk, vil garnet gerne plettes.

 

Når garnet har ligget der en dags tid, tager vi det op, vrider det og piller det ud, og så putter vi det igen ned i løden og bliver således ved, indtil det er mørkt nok. Det kan somme tider tage fra fire til otte dage, efter som luden er stærk til ...”

 

Efter farvningen skulle garnet vaskes meget grundigt, men det var svært at komme af med den stramme urinlugt, der hang ved klæder farvet efter denne metode.

 

Rød

Rødfarvningen  var en besværlig proces og blev derfor ofte overladt til professionelle farvere.

Man farvede rødt med roden af krapplanten (Rubia tinctoria), der har været dyrket i Danmark i 1700-årene. Man dyrkede den i sin have eller købte den. Man benyttede kun rødderne, som skulle have været tørret i mindst et år. Krap indeholder både et rødt og et gult farvestof, og farven kan bedst beskrives som teglstensrød. Krap kan benyttes på de fleste tekstile materialer.

 

Cochenille (Coccus cacti) er ikke en plante, men en lus, der lever på kaktus hjemmehørende i Mexico og Peru. Cochenille giver kolde røde farver og kan benyttes på uld og silke, men er uegnet til plantefibre som f.eks. hør. Farvestoffet reagerer på jernholdigt vand (vandværksvand), og det kan godt betale sig at samle regnvand til farvningen.

 

De røde og blå farver varierer noget fra egn til egn, ligesom der er forskel på de ældste og yngste broderiers farver. Den blå farve var næsten sort til mærkning af ligtøj. Farvning med sort var ikke almindeligt.

 

Gul

Vau (Reseda luteola ) giver en meget ren gul med høj lysægthed. Planten er 2-årig, og man kan dyrke den i sin have. Vau kan benyttes på de fleste tekstile materialer.

 

Birk (Betula) er et velkendt farveemne i Norden. Birkeblade farver gult og kan benyttes på de fleste tekstile materialer. Blade, der skal tørres, indsamles i juli og august. Man kan også benytte friske blade, men farven bliver mindre klar.

 

Rejnfan (Tanacetum vulgare ) høstes, når blomsterne begynder at springe ud. Blomster og blade kan benyttes, men undgå stilkene. Kan benyttes både frisk og tørret. Giver fine gule farver på uld og silke.

 

Grå

Eg (Quercus robur) benyttes til grå nuancer på de fleste tekstile materialer. Egeblade kan benyttes friske eller tørre, men sidstnævnte giver den reneste grå.

 

Sort

Der findes ingen planter, der giver sort. I ældre tid benyttede man en af følgende metoder. Først blev tekstilet farvet i en meget dyb rød med cochenille, dernæst blev det farvet i indigo og til sidst blev farven korrigeret med vau. Den sorte farve var altså kostbar, fordi den krævede så meget farvestof. Krap samt overfarvning med blåtræ var en lidt billigere løsning. Jernvitriol fordunkler farverne, men store mængder vil samtidig mørne tekstilet, og det var ikke ualmindeligt, at farverne benyttede meget jernvitriol - så kunne der spares på farvestofferne.

 

På landet kendte man en mere simpel metode til sortfarvning, nemlig ellebark og slibestensaffald fra smedjen. Denne farve falmede dog efterhånden til en gulbrun tone.

 




  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer