|
Vi beskæftiger os mest med bøndernes tøj. Når vi sætter tøjet sammen skal det være fra samme tid. Bønderne har dog deres tøj meget længe og meget tøj går i arv, og derfor har det aldrig har været muligt at fastsætte nogen national- eller egnsdragt.
De færreste har skiftet alt deres tøj ud og købt nyt. Man anskaffer, hvis det er muligt, et nyt klædningsstykke og sætter det sammen med det gamle, indtil et andet stykke tøj er slidt op. Har man penge, bliver man ofte fristet til at købe hos omrejsende kræmmere, på markeder og i byerne, hvis der bliver faldbudt noget nyt og spændende.
I 1700-tallets samfund er tøjet et statussymbol. Tøjet fortæller, om man er kultiveret, og hvilken social placering man har i samfundet. Kongen underbygger dette ved at udstede love, der bl.a. bestemmer, hvordan de enkelte stænder skal gå klædt. Man må ikke klæde sig finere og mere kostbart end sin stand, og forordningerne bekendtgør f.eks., at bønder skal gå i hjemmelavet tøj af uld og hør. Importerede materialer som bomuld og silke er kun for de øverste stænder,som er adel og velhavende borgere i byerne.
Kvindernes modetøj har altid paralleller til mandstøjet.
Dengang er man farverigt påklædt, især når man har stadstøjet på. Hverdagstøjet har bestået af særk, nattrøje, snøreliv, et eller flere skørter, tørklæde, forklæde, træsko og evt. strømper. 
|
