Særk  
Strømper  
Hosebånd  
Nattrøje  
Løslomme  
Skørt  
Bul  
Ærmetrøje  
Kjoler  
Tørklæde  
Forklæde  
Hovedtøj  
Smykker  
Fodtøj  
Håndbeklædning  
Overtøj  

Nattrøje

Kvinderne har brugt de røde nattrøjer ovenpå særken og under deres snøreliv eller bul. De var for det meste røde, men kunne også være grønne, blå eller hvide.

 

Man ved ikke helt hvorfor man kalder trøjerne for ”nattrøjer”. De kongeliges trøjer er strikket af silke og bliver brugt mest som undertrøjer. Da bønderne begynder at bruge dem, bliver de mest strikket i uld. Samtidig bliver nattrøjerne synlige. Folk kan godt arbejde kun iført undertøj på overkroppen. De skifter ikke tøj så ofte, så derfor er trøjerne hverdagstøj både nat og dag. Trøjerne bruges også til festtøj. En kvinde møder ikke op uden sin nattrøje.



De ældste trøjer er lange og går ned på hoften. De er strikket i uld og med meget tynde pinde. Mønstret er stjerner og ruder. Det strikkes ved at strikke vrang, hvor der skal være mønster.

 

Ærmerne er strikket på en anden måde, end vi gør i dag. Man tager masker ud i mønstret og ikke i siderne. Det betyder at antallet af stjerner er det samme på hele ærmet, selvom ærmet bliver større.

 

Trøjerne følger moden. I empiretiden bliver de kortere på ærmerne og i længden. Mønsterstrikningen forsvinder næsten. Kun langs kanterne kan der være strikket et lille mønster.

 

Man kan for det meste købe en nattrøje på markedet eller hos kræmmeren, hvis man ikke har mulighed for at strikke den selv.


En historie

I 1663 var en silkestrikket nattrøje en kongelig beklædning i Danmark. Leonora Christina havde en silkenattrøje på, da hun blev arresteret i London. Hun blev derefter sejlet til Danmark og indsat i Blåtårn. Her blev hendes tøj taget fra hende, men hun fik senere ”tvende Nattrøjer, en silkebunden og en af hvidnupret Tøj” tilbageleveret.

 

I Agerskov i Midtjylland strikkede man med salg for øje, så der måtte alle hjælpe til.  En beretning fortæller bl.a.:

 

,,At der måtte være travlhed, og at der stadig måtte hænges i, vil man kunne forstå, thi al den uld, både forårs- og efterårsklipningen, af ca. 25 får skulle laves i arbejde. Der blev aldrig noget solgt af ulden uden i forarbejdet tilstand. Den uld, der ikke blev brugt til væv eller sjælbind (strikning til eget brug), blev brugt til salgbind. Det var den dårligste af bryst, bug, lår og lignende, som blev frasorteret ved klipningen. Heraf skulle der bindes så meget som muligt og gøres færdig til salg til købmanden til jul, helst så meget, at det kunne betale juleindkøbet og så endda give'en skilling fra.

 

Til salg bandtes mest dameuldtrøjer, der vare de vanskeligste at binde, og mor bandt dem altid selv, og det med en næsten utrolig hurtighed og færdighed"

 




Læs mere



  Original nattrøje