|
Litteratur 
Afbundet garn: Forskellige partier af garnet afdækkes ved en hård snøring eller lignende inden farvningen. Det snørede vil derfor ikke kunne optage farve og på den måde kan man få et mønster frem i det færdige arbejde.
Agraman: Besætning på tøj af snore borter og lignende.
Astrakan: Skind af lam. tre uger gamle fedthalefår. Halvpersianer.
Atlask: Glinsende tøj, vævet med få og spredte bindinger, bruges især om silketøj - silkeatlask. Evt. bomulds-islæt.
Bal (Boy, Boj): Groft, løstvævet uldstof, temmelig tykt, valket og kradset.
Baldyring: Et gammelt ord for broderi, af fransk brodure = broderi, og tillige navnet på en syning, der især blomstrede på Hedeboegnen omkring 1840-1850. I modsætning til de øvrige udtrækssyninger med fint net trækkes der her flere tråde ud og flere bliver stående, og disse stolpes med stoppesting. Der udfyldes med kniplingssyning, og grundene omkranses med tegnet bladværk i fladsyning og kontursting.
Barkan: Helulden købestof (krads).
Batist: Lærredsvævet stof af fint bomuldgarn, bl.a. voile. Gennemsigtigt åbent glat stof. Fremstilles også i kamgarn til skjolestoffer.
Biedermeiertiden: Historisk stilperiode 1820 – 1835.
Bindinger: Teknisk betegnelse for den måde trend og islæt (kæde og skudtråde) er flettet sammen for at væve et stykke stof.
Bindingstegning: Det angiver, hvorledes trend og islæt bindes sammen i et vævet stof, og giver samtidig anvisning på vævens opsætning. I hovedfeltet angiver udfyldte felter, at islættråden ligger over trendtråden. Det nederste felt angiver, hvorledes trendtrådene fordeles på skafterne og dermed disses antal. Til højre angives den rækkefølge, trædeskamlerne trædes, og nederste højre hjørne viser, hvilke skafter der bindes til respektive trædeskamler. Hvor flere farver anvendes, kan farvekode være tilføjet for islæt og trend.
Bobinet: Tyl. Bobinetmaskinen blev opfundet 1809 af strømpevæver John Heathcoat, Loughborough. I 1831 blev jacquard-mekanismen forenet med bobinetmaskinen og muliggjorde mønstring i tylsbunden ad mekanisk vej.
Boteh: Orientalsk pærelignende mønster (flammeornament), bruges i "franske sjaler".
Brochering: Mønstertrådene går kun inden for den enkelte figur og der er derfor ikke løse tråde på vrangen mellem figurerne. Stoffet får ophøjede figurer. Brocheret mønster har altid en islæteffekt.
Brokade: Silkestof med store mønstre i flere farver. Der kan også være metaltråd.
Bockskin (Buckskin): Skind af gedebukke, men også betegnelse for meget slidstærkt stof, vævet med flere skafter, undertiden mønstret og med mat overflade. Kan være en kraftig valket vare i uld.
Brystdug: Mandsklædningsstykke. Lang, figurskåren vest, ryg og forstykker er af samme stof. Ingen ærmer, metalknapper, ofte sølv, i varierende mængde. Hører til i 1700-tallet, brugtes endnu lidt ind i 1800-tallet på landet. Bliver senere kaldt en vest.
Bul eller snøreliv: Betegnelsen for et ærmeløst liv, svarende til en kvindevest. Den var obligatorisk påklædning især på landet hos bønderne over særken og/eller nattrøjen. Booptegnelserne viser, at kvinderne havde flere ærmetrøjer end buller.
Calemank: Se kalemank
Chenille: En plysagtig garn fremkommet ved at skudgarnet er skåret ud af en i forvejen vævet vare. Garnet har en lang, blød luv af silke, bomuld eller uld. Brugt til broderi og besætning af bl.a. huenakker. Chenillebroderi.
Også en betegnelse for et stykke solidt stykke overtøj til mænd i 1800-tallet med skulderslag og opretstående krave.
Damask: Silke, uld eller hørstof med en eller to farver i en tæt vævning som giver et blankt mønster på mat bund. Er betegnelsen på et mønstervævet stof i satinbinding. Mønstervirkningen fremkommer ved veksling mellem trend- og skudeffekt. Mønstret fremkommer ved, at bunden væves i kædesatin og motivet i skudsatin (kæde = trend, skud = islæt). Materialet kan være silke, uld, bomuld eller hør.
Egentlig stof fra Damaskus. Oprindelig kun af silke, senere også af uld, hør eller bomuld.
Directorietiden: Historisk stilperiode 1795-1804. Beskrives ikke i dette materiale, da perioden ikke får indflydelse på moden.
Dragværk: På Sjælland også kaldt ”uddragen syning”, på Amager ”enkeltudskårs”, er en syning, hvor lærredetstråde udtrækkes - drages ud - i begge retninger, for eksempel 2 tråde ud, 2 tråde stå, hvorved der dannes et åbent net. Nettet kastes først på den ene led, sammen med kastningen på den anden led syes mønstret med slyngesting. Dragværk er den ældste udtrukne syning på landet, og den blev især brugt fra anden halvdel af 1700-tallet til ca. 1820.
Drejl: Oprindelig en 3-skaftes kiper. Nu en vævning i kiper- eller satinbinding, hvor et geometrisk mønster opstår ved skiftende trend- og indslagsvirkning.
Engelsk broderi: Huller og tunger med knaphulssting samt fladsyning.
Empire: Historisk stilperiode 1804 - 1820. Empirestil. - ”kejserstil” - fremkom under Napoleon I, der lagde vægt på enkelhed og efterlignede antikke forbilleder. Gjorde sig fra omkring år 1800 gældende i Danmark.
Esprit: Noget der stritter op, ofte en fjer.
Faconneret silkebånd: Kompliceret mønstervævet bånd, hvor mønstertrådene ikke ligger udenfor mønstrets kanter.
Fladsyning: En fri syning, der kræver et påtegnet mønster. Udføres med sting tæt ved siden af hinanden inden for mønsterkonturen. Stingene er lige lange på ret og vrang.
Flasker: Åbne slidser i underkanten af kvindebul eller snøreliv og lang mandsvest.
Ifølge Dansk etymologisk ordbog (ordenes historie) og Gyldendals røde ordbøger:
Flaske: lavvandet vig, afreven strimmel. At blive kløvet, spaltet. Nogle flade holme i Mariager Fjord kaldes ”Flaskerne”.
Fløjl: I fløjl bruges flotteringer, der opskæres efter vævningen. Væves i bomuld og den mest berømte er fra Manchester.
Fransk broderi: Ophøjet broderi, hvor trådene primært ligger på bagsiden.
Gazeknipling: Vævet stof i drejerbinding. En åben vævning, hvor nogle tråde drejes om andre, så de holdes på plads. Brugt til kvindehovedtøj i stedet for håndkniplinger. Blev solgt af kræmmere og jøder og blev derfor kaldt ”jødeknipling”.
Glitning: Efterbehandling af uld-, hør- og bomuldsstof, som giver stoffet en blank overflade. Behandlingen består i en slags rulning, som gør varen særlig blank og glat. Maskinen, som kaldes en kalander, har en række valser over hinanden. Hver anden valse er en blank metalvalse, der kan opvarmes indvendigt. Den fugtede vare føres gennem et eller flere valsepar, der presses hårdt sammen. Hvis den opvarmede metalvalse løber hurtigere end den ru valse, som fører stoffet frem, bliver varen blank, glat og flad.
Gråværk: Pels. Kåber kunne være kantet med pels ved krave og ærmehuller.
Haspe: Redskab til at haspe tråden af fra tenen efter spinding eller tvinding.
Hedebosyning: Det er fri syning på lærred og er de fornemste syninger vi har i Danmark. Det er primært ”hvidsøm” (maskesyning), ”baldyring” og ”udklipshedebo”. Det blev også kaldt ”kniplingssyning”.
Principielt bør en syningsart eller dekorationsform ikke forbindes med et land eller en landsdel, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, men området mellem Køge, København og Roskilde var et godt landbrugsområde med gode afsætningsmuligheder. Der var ikke så meget hoveriarbejde, fordi flere af de store gårde tilhørte kongen, universitetet eller kirken. Egnens befolkning holdt fast ved de gamle traditioner og da kvinderne skulle ikke arbejde så meget ude bevarede de den lokale broderikunst. Hedebosyningen fornyede sig alligevel over tid.
Hegle: Redskab med kraftige tænder, som man kæmmer hør med, så blår og skætter falder fra.
Helskåren særk: Kropstykket er et stykke uden overskæring i taljen.
Hvergarn: Stof med islæt af uld på hør- eller bomuldstrend. Vævet hjemme eller hos landsbyvæveren. Kan være ensfarvet, men er ofte mønstret f.eks. stribet. Bruges primært til veste, bul, skørt og kjoler.
Hvidsøm: Fællesnavn for al hvid syning og tillige betegnelse for den første syning på Hedeboegnen, der er syet efter en fri tegning. Den kendetegnes ved dens åbne, udsyede grunde ofte kantede af kædesting (maskesting), kaldtes derfor også ”maskesyning”. Hvidsøm blev især syet i 1830'erne.
Ikat: Trend eller islæt af pletfarvet garn.
Jacquardvævning: Teknik, som ved hjælp af hulkort, gør det muligt at væve komplicerede mønstre. Væven blev opfundet i 1806 af Joseph Marie Jacquard, født i Lyon 1752, død 1834. Efter megen modgang blev han først egentlig anerkendt fra omkring 1814. Bindingsprincippet bygger på et hulkortsystem. Kaldes også ”mekanisk vævestol”.
Jødekniplinger: Kniplinger, hvor den klare bund er drejerbinding, og mønstret er tæt i lærredsbinding – se gazeknipling. Kendes fra anden halvdel af 1700-tallet. Solgtes ofte af omvandrende kræmmere, der kaldtes jøder, deraf navnet.
Kalmank: Kraftigt heluldent, satinvævet og stærkt glittet (blankt) tøj. Ensfarvet, stribet, flerfarvet drejls- eller damaskmønstret. Omtales ofte i 1700-tallets brystduge og veste. Primært en importvare.
Det er et kamgarnsstof, som hovedsageligt blev fremstillet i England. På Victoria and Albert Museum i London findes en prøvebog fra 1763 "Merchant's Samplebook" med over 100 prøver på kalemank, men stedet har meget få bevarede dragter i denne stoftype.
Udseendet varierer meget og der er forskellige mønstre og kvaliteter:
1. Stribede i skudsatin
2. Ensfarvede, to- og trefarvede, stormønstrede med blomstermotiver i damaskteknik. Mønstrene er hentet fra rokokotiden. Der er både kraftige og lette kvaliteter.
Det var en meget eftertragtet vare hos bønderne, men var umulig for de fleste at erhverve.
Kamgarn: Kæmmet tvunden uld. Hårdt og meget slidstærkt.
Karte: Redskab til behandling af uld før spinding. En karte er en træplade med tætsiddende, vinkelbøjede stålspidser. Under arbejdet bruges to karter, som man trækker ulden igennem for til slut at rulle den af i ”tejer”.
Kashmir: Oprindelig navnet på fint, vævet, blødt, kipret uldstof fra Indiens nordgrænse, senere overført på finere uldstoffer, fremstillet i Europa. Fra Kashmir får vi de fint mønstrede sjaler, som senere fremstilles i England (Paisley) og Frankrig og andre steder i Europa, i svingende kvaliteter.
Kartouche: Ornamental navne- og årstalsindramning.
Kattun: Bomuldsstof (cotton). Trykt kattun er en- eller flerfarvet trykt bomuldsstof.
Knipling: En mønstret strimmel stof, der fremstilles ved at kniple, dvs. krydse og sno tråde, der er vundet på kniplepinde. De krydsede og snoede tråde sættes fast med nåle på kniplebrættet. Mønstret laves efter et prikkebrev. Derved fremkommer en lang strimmel som kan anvendes til besætning på især kvindehuer, tørklæder m.v.
Kniplinger menes at være opstået i Norditalien i 1500-tallet. Derfra har det spredt sig til nordvesteuropa og fik især stor udbredelse i Belgien. I 1700-tallet udviklede kniplingen sig til en regulær hjemmeindustri i området omkring Tønder.
Kniplingssyning: Fællesnavn for al syet knipling, der fra en lærredskant udsyes med knaphulssting i skiftende tætte og åbne partier, der kan danne spidser, hulgang, trenser, hele og halve hjul m.m. Kaldes nu almindeligvis ”Hedebosyning”, idet den indgår i denne egns forfaldsperiode - fra 1850'erne og fremefter. I modsætning til de tidligere syede kniplingsblonder på særke og skjorter brugtes kniplingssyningen nu til udfyldning efter bortklipning af visse partier af lærredet. Denne art blev optaget af syersker, der solgte arbejderne videre som Hedebosyning – se dette.
Lancering: Mønstertrådene i vævningen løber som ekstra trendtråde i længden eller som islæt i hele stoffets eller båndets bredde. Lanceret mønster kan forekomme både som trendeffekt og islætseffekt. Mønstertrådene ligger løse på vrangen fra figur til figur. Lange spring undgås ved små bindepunkter, der viser sig som prikker på retsiden.
Louis Seize: Historisk stilperiode 1770-1800
Mantille: Omkring 1850 alm. anvendt dameklædningsstykke. Kan være et langt sjal, ofte af kniplinger, eller især kort, let dameoverstykke uden ærmer.
Maskesyning: Se hvidsøm.
Mol: Tyndt bomuldsstof, brugt til kvindernes tørklæder og hovedtøj.
Molskind: Kraftigt, slidstærkt bomuldsstof med opkradset vrang.
Moiré (Moret): Flammet stof. Den mønstrede reflekterende effekt opnås ved at lade varen passere to lag gennem en kalander (valserulle, der er forsynet med en særlig appretur). Den opnåede effekt er ikke permanent. Effekten ses ofte på silkebånd – ombrerede.
Multum: Uldstof, tæt vævet, som ofte kun er opkradset på den ene side ligesom groft flonelsstof.
Netteldug: Oprindelig et fintvævet stof med et blødt fald, fremstillet af fibre fra brændenælden. I dag bruges betegnelsen om meget fine lærredsvævninger af hør og bomuld.
Nyrokoko: Historisk stilperiode 1840-1870.
Ombre: Skyggemønster, farvetoner, der glider jævnt over hinanden. Ses på ombrerede silkebånd.
Petit point: Halve korssting.
Pelerine: Et faconsyet tørklæde, der går ned i spids midt for og anvendes udenpå en krinolinekjole fra nyrokokoen.
Picot: Picoter er små eller større løkker i kanten af f.eks. silkebånd.
Persinaer: Skind af ufødte lam.
Rask: Uldent, ret tarveligt tøj, der er appreteret og presset blankt. Der fandtes specielle raskmagere. I 1700-tallets luksusforordninger anvises det som brugbart for håndværkere og tjenestefolk.
Richelieubroderi: Venetiansk syning.
Repsvævning: En rillet vare, der fremkommer ved, at man enten lader to eller flere skud gå sammen, eller ved at anvende et groft skudgarn. Betegnelse for en gruppe bindinger, der er beslægtet med lærredsbinding, idet skuddet går henholdsvis over og under kædetråden. Forskellen mellem reps og lærred er antallet og/eller kvaliteten af trådene i henholdsvis kæde- og skudretning. Ses ofte i bånd . repsbånd.
Rokoko: Historisk stilperiode 1750-1770. Stilart, opstået i Frankrig. Nåede Danmark ca. 1730-1780 hos højerestanden, største blomstring midt i århundredet. Kendetegnet ved muslingemønster, lette slyngede ranker. I modsætning til tidligere stilarter udviklede rokokoen usymmetrisk ornamentik.
Rudesyning: Karakteriseres ved, at mønstrene, der er talt på lærredets tråde, står med et klart net og aftrappede konturer på den tætte bund, i modsætning til dragværk, hvor mønstrene er syet med slyngesting på netbund.
Satin: Tæt vævning som giver en glansfuld retside.
Shirting: Glittet bomuldsstof, brugt til foerstof i tøj fra sidste halvdel af 1800-tallet.
Sirts: Tyndt, lærredsvævet bomuldstøj indført fra Trankebar. Oprindelig med påmalede mønstre, senere maskintryk, som regel valsetrykt. Kommer af det tyske Zitz og det engelske Chintz. Indførtes bl.a. fra England i store mængder i 1800-tallet.
Skoning: Forstærkning, for eksempel tarveligere tøjstykke indvendig forneden ved skørte- og kjolekanten. Derved sparedes bred ombøjning af det dyrere yderstof.
Sletkappe: Tylskappe uden pynt, hverken knipling eller broderi.
Sparesyning: Fladsyning hvor mønstertrådene kun ligger på retsiden, mens de på vrangsiden ses som prikker, kaldes også ”amagersyning”.
Stampning: Valkningsproces, der oftest foregik på en stampemølle, som ved et møllehjul blev drevet af kraften fra et vandløb. Stamperne var lodrette bjælker, der bearbejdede stofferne i vand, blandet med fint ler.
Stolpning: Kastning eller stopning af tilbageværende tråde i et stof, hvor nogle af trådene er trukket ud.
Svandown: Købestof med plysstriber, brugt til mandsveste fra 1830erne.
Svikkel: Mønsterstrikket pynt på siderne af lange strømper.
Stivlærred: Appreteret rå, heglet hør, men ikke kalandreret. Anvendes til afstivning i beklædning.
Taboret: Heluldent kamgarnsstof i lærredsbinding med lanceret og /eller brocheret mønster. Stærkt glittet. I England kaldes de også "Flowr'd Taboretts" eller "Shaded Brilliants".
Taft: Lærredsvævet silke.
Tarlatan: Meget åbent bomuldsstof. Meget kraftigt stivet/appreteret.
Tamburering: Hækling på stof. Tamburering på tyndt bomuldsstof blev brugt til pynt på tørklæder, forklæder og hovedtøj.
Trendefletning: Kniplingsagtig fletning af trendtrådene. Danner afslutning på mange af de hvide, sjællandske pyntestykker.
Trøje: For kvinder var det ikke overtøj, men svarede til senere tiders kjoleliv og bluse. Udtrykket var for dette klædningsstykke enerådende indtil omkring 1850. Også kaldet ”ærmetrøje”.
Tyl: Navn efter byen Tille i departementet Correze. Oprindelig et kniplet, senere et vævet stof med fire- eller sekskantede åbninger. Det blev fremstillet af silke, hør, bomuld, sjældnere uld.
Tyll (Tøld) er en senere betegnelse for ”bobinet”. Blev først vævet i smalle strimler, som skulle danne bund for kniplingsagtig udsyning, dvs. tylstrækning og lign.
Tællesyning: Dækker egentlig al syning, talt efter tråd. På Sjælland brugtes tællesyning som betegnelse for en art fladsyning, der følger trådretningen og er talt på tråde. På Amager blev syningen kaldt ”platwerk”.
Tønderknipling: Den type kniplinger, der blev lavet i et større landområde omkring Ribe, Tønder, Rømø og længere mod øst. Var nærmest en storindustri fra ca. 1600 til henimod 1850, da maskinkniplinger allerede havde trængt håndkniplingerne i baggrunden. Forbillederne var oprindelig belgiske og franske, men Tønderkniplingerne fik efterhånden et særpræg, der afveg fra andre. Det var en hjemmeindustri, der i 1780 beskæftigede ca. 20.000 mennesker. Fabrikanter eller kræmmere leverede mønstre og materialer og solgte de færdige kniplinger vidt omkring.
Principielt bør en syningsart eller dekorationsform ikke forbindes med et land eller en landsdel, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, som for eksempel ved Tønderkniplinger. Disse kaldtes i øvrigt i forrige århundrede også ”holstenske kniplinger”, fordi flere kræmmere kom herfra. Knipling har været udøvet mange andre steder.
Udklipshedebo: Se Hedebosyning
Vadmel: Valket uldstof.
Valkning: I princippet det samme som stampning, Dog valkede man ofte selv strømper og mindre ting i hjemmene. Det skete på et valkebræt, og krympningen kom i stand ved bearbejdning med sæbe og hedt vand på det ujævne bræt.
Vindepind: Blev brugt som en slags spole til fin og regelmæssig opvinding af garn. Blev ofte fremstillet af karlene.
Voile: Tyndt bomuldsstof, brugt til kvindernes hovedtøj.
Ærmetrøje: Se trøje
<h2></h2>
Andersen, Bettina, ”Traditioner visioner” i ”Håndarbejde i skolen” 3/1998
Andersen, Ellen, ”Danske Bønders Klædedragt”, Carit Andersens Forlag, 1960
Andersen, H.C., ”Hørren”
Andersen, Karen, ”Nogle Vendsysselske tekstiler fra 1800 tallet, deres oprindelse og omsætning, Vendsyssel årbog 1963
Andersen, Pauli, ”Danske bondevævninger, hvergarnsstoffer ca. 1750-1850”, Borgen 1981
Andresen, Gudrun, ”Bondesyninger på lærred ” 1-3 , Borgen 1981-1986
Andresen, Gudrun, ”Danske Bondeskjorter”, Borgen 1974
Andresen, Gudrun, ”Særke, danske bondekvinders særke og oplod fra ca. 1770 til ca. 1870”, Borgen 1976
Andresen, Gudrun m.fl., ”Bondestrik – strømper til mænd og kvinder” Danske folkedansere 1983
Becher, Karin m.fl. ”Bukser Til Folkedragten, syvejledning”, Landforeningen Danske folkedansere 2003
Benzon, Gorm, ”Sagnenes Danmark, Jylland nord for Limfjorden”, Aarsleff & Friis, 1983
Bjørnstad, Pia m.fl., ”Design og tekstil”, Tell Forlag, 2004
Bonde og marked i 1700-tallet, Landbohistorisk tidsskrift 1997:2 ”Bol og by”
Bonniers store Håndarbejdsleksikon, Bonniers Specialmagasiner, 1996
Brinck-Seidelin, L.C. ”Hjørring Amt” beskrevet efter opfordring fra Det kgl. Landhusholdningsselskab, 1828 genoptrykt 1978, Historisk Samfund for Vendsyssel Amtsforvalter og kammerjunker
Dalgård, Hanne Frøsig ”Tenen” nr. 1 2007/2008
”Danske dragter”:
1. Andersen, Ellen, ”Moden i 1700-årene”
2. Andersen, Ellen ”Moden 1790 – 1840”
3. Bech, Viben, ”Moden 1840 – 1890”
4. Cock-Clausen, Ingeborg „Moden 1890 – 1920“
5. Bech, Viben „Kostumer og modedragter i det Kongelige Teaters herre garderobe“
Eilertsen, Mogens "Lys og stager", Branner og Korch 1976.
Firring, Carl F., "Mine første år - en arbejdsdrengs liv i Hjørring 1864 - 1883" i Hæfter fra Historisk Arkiv 09, Vendsyssel Historiske Museum.
Fischer, Birthe Karin, „Bånd og redskab“, Sesam 1978
Friis, J.J. Lønborg, „Vendsyssels Nationaldragter” 1902
Grølsted, Ester, ”Sy folkedragten selv”. Høst 1985
Gaardboe, Andreas Peter: ”Fortidsminder fra Vendsyssel, Historisk - topografisk og Kulturhistoriske brudstykker”, Jydsk Forlags-Forretning, Aarhus 1893
Hancke, Niels, "Nord for Limfjorden", 1873
Hanghøj, Sara, Agnete Bjerre, ”Det gode håndværk får sjælen til at synge!”, i ”Husflid” 5/2001
Hansen, Børje, ”Almose, kopstafolk og kultur vid slutet af 1700 tallet i Sydostra Skåne”
Hansen, H.H., ”Fra håndfæstning til grundlov”, J.Fr. Clausens Forlag, 1966
Jensen, Birthe ”Tidernes tekstile halsklædning” i Håndarbejde i skolen, 2005 nr. 1
Jensen, Birthe m.fl. i ”Sæbybogen 2007”, Sæby Museum 2007
Jespersen, Gunnar, "Klæde og kalemanke", Poul Kristensens Forlag 1979
Johansen, Katia, "Christian IV og kniplingerne", Foreningen Knipling i Danmark 2001
Jørgensen, Agnes, ”Vejledn. ved måltagning. til tilskæring af knæbukser med klap” og ”Syvejledning til lang vest”, 1981
Kjærulff, Birgit, ”Sagn i Salling”, Forlaget Krævsgaard, Skive 2001
Kraglund, Minna, ”Det gode håndværk, tråden i dansk tradition”, Hovedland 2001
Kragelund, Minna, ”Folkedragter, landboliv i fællesskabets tid”, Lademann 1978
Kristensen, Evald Tang, ”Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv”, Gyldendalske boghandel 1891
Kristensen, Johs. E. Tang ”Rasmus Henrik Krause, naturmaler og antikvar”, Lademann
Kræmmers Vareudbud: Rigsarkivet, rentekammeret, Kommissionen af 26.8.1732 v/Johannes Mølgård
Landsforeningen Danske Folkedansere, ”Danske Folkedanseres uddannelse i dragtsyningsteknikker”
Landsforeningen Danske Folkedansere ”Rapport fra: Nordisk dragtseminar 4.-8. august 2003”
Landsforeningen Danske Folkedansere, ”Østjyllandsmappen”
Lasson, Frans, ”Rørbys tegninger”, København 1992. (Martinus Rørby rejste fra Danmark til Norge iflg. Brinck Seidelin)
Lexow, Einar, ”Norske Folkedragter”, Johs. T.L. Dreiers, Kristiania 1913, udg. Af Norsk Folkemuseum.
Lind, Vibeke, ”Strik med nordisk tradition”, HØST & SØN 1995
Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog VI – Bind I – 1949
Lorenzen, Erna, ”Arvegods”, Poul Kristensens forlag, 1982
Lorenzen, Erna, ”Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850”, Universitetsforlaget i Århus 1975
Lorenzen, Erna, ”Hvem sagde nationaldragt?”, Wormianum, Højbjerg 1987
Lorenzen, Erna, ”Tråde bagud”, Skals Håndarbejdsseminarium 1985
Lorenzen, Erna og Thüring, Ulla, ”Folketøj på landet”
Madsen, Allan, ”Tekstilproduktionens historie under overgangen fra feudalisme til kapitalisme” 1600-1850, Akademisk forlag 1978
Mary Thomas Strikkebog, på dansk af Karen Wulff Pedersen, Høst og Søn 1987
Meier, vareleksikon
Mikkelsen, Morten m.fl., ”Standet i Nuet” i Kristeligt Dagblad 7.2.2003
Mortensen, Erik, Alt er en gave”, Klassisk kunst i Statens Museum for kunst 1996
Mølbjerg, Ingvard, ”Asdal gennem 600 år”
Mølgård, Johannes, ”Det mørke Jylland” artikel i ”Arv og Eje”
Mygdal, Madsen, Elna, ”Lidt om dragter fra Hjørring Amt”, Dansk turistforenings årsskrift 1932 s. 213-232 ”Nord for Limfjorden” VHM 46. Elna Mygdal blev ansat på Nationalmuseet og hendes beskrivelser er grundlaget for Ellen Andersens ”Danske Bønders klædedragt”
Nielsen, Ester ”Farvning med planter efter gamle metoder” København 1972
Nielsen, Mogens, ”Kulturhistorie – hvorfor og hvordan” i ”Håndarbejdsfagenes identitet”, Direktoratet for folkeskolen 1980
Nielsen, Mogens, ”Mennesket som håndværker – en væsentlig kulturfaktor”, i Folkeskolen nr. 35 1979
Noss, Aagot, ”Med ein fot i melleomalderen”, i Byg og Bygd, Norsk Folkemuseums årbok 1987-88.
Norges mest ejendommelige bondedragter (Bergen 1827-1830) ???
Nygård, Georg, udgivelse af Martinus Rørbys rejsedagbog 1930 (1803-1849)
Nødskov, Gitte, ”Landlige tekstiler fra Himmerland og Kjær Herred”, Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred 1992
Overmark, Karl Kr., ”Da Hjørring blev by”, Hjørringbogen 1993
Pallesen, Lis, ”Farver”, Gyldendal undervisning, 2000
Paludan, Charlotte m.fl., „98 Mønsterbøger til Broderi, Knipling og Strikning”, Det danske Kunstindustrimuseum, 1991
Plougg, Marianne, ”Nattrøjer”
”Politikkens visuelle håndarbejdsbog”, Politikkens forlag, 1995
Poulsen, Bjørn, ”Land by – marked to økonomiske landskaber”
Rostovtzeff, M., ”Grækenlands historie”, Paludans fiol-bibliotek, 1967
Rykind-Eriksen, Kirsten, ”Et vist simpelt, ærbart Udseende”, Kalundborg og Omegns Museum, 1994
Rössing, Mette Lise, ”På vej mod langsomheden” i Håndarbejde i skolen” 1/2001
Sallingboe, Britt, ”Form Farve Fantasi”, danmarks mindste forlag, 2002
Senn, Johannes, ”Bergens beskrivelse”, København 1737
Senn, Johannes, ”Danske Nationale klædedragter”, Universitetsbiblioteket
Senn, Johannes. ”Norske Nationale Klædedragter”, Heinr. Gottfr. Ludewigs forlag
Skougaard, Mette m.fl. ”Uld og hør”, Nationalmuseet 1983
Steenberg, Aksel, ”Dagligliv i Danmark”
Steffensen, Helga, ”Håndarbejdsundervisning”, Borgen 1978
Sørensen, Hanne Schaumburg, ”Alle Tiders Gevandter”, i Håndarbejde i skolen 4/2000
Thorvaldsens Museums udstillingskatalog København fra 1981
Tornehave, Bodil, ”Anne Cathrine Buddes Mønsterbog”, Notabene 1988
Undervisningsministeriet, ”Klare Mål – Håndarbejde – faghæfte 9”, UVM`s forlag, Kbh. 2002
Vedsted, Jakob, ”Farvergården i Ebeltoft. En bygning og et håndværks historie”, Ebeltoft 1993
Vesthimmerlands Plantefarvere, "Fra Tot til Tråd", Vistoft
Vælds, Søren, "Uld og redskab", Notabene 1966
Hjemmesider:
Kompendium i farvelære:
http://www.idamarie.dk/idamarie/Farvelaere/kompendium.htm
http://www.historie-online.dk/special/husflid/kvinder.htm
http://vofl3450.homeunix.net/DanishFolk/dance.html
Dragtpuljen v/Tove Engelhardt Mathiasen: www.dragt.dk
Kulturarvsstyrelsen: www.kulturarv.dk tlf. 33 74 51 00
Rosenborg museum: www.Kongedragter.dk
Ringsted museum giver børn mulighed for at se i gamle billeder og læse historier http://historienshus.ringsted.dk/side_v.asp?indholdid=133
Randers Museum ”Middelalderen i børnehøjde” børn kan komme og klæde sig ud og spille middelalderspil. Udstilling af skomagerfamilie i rekonstrueret tøj (Tenen nr. 4 2006/2007) http://www.khm.dk/index.htm
Håndarbejde og museer:
http://www.emu.dk/gsk/fag/hnd/museer/index.html
Farvning
http://www.dragt.dk/artikler/farveriet/index.html
| 
