Særk  
Strømper  
Hosebånd  
Nattrøje  
Løslomme  
Skørt  
Bul  
Ærmetrøje  
Kjoler  
Tørklæde  
Forklæde  
Hovedtøj  
Smykker  
Fodtøj  
Håndbeklædning  
Overtøj  

Kvindetøj

Kvindetøjet gennemgår ligesom mandstøjet i sit snit stilmæssige forandringer og dertil bruger vi den klassiske stilhistorie inddelt i de fire perioder:

  • Louis Seize 1770 – 1795
  • Empire 1804 – 1820
  • Biedermeier 1820-1855
  • Nyrokoko 1855 - 1870

Denne periodeinddeling gælder for modedragten og også for f.eks. møbler og sølvtøj, som blev fremstillet til de mest velhavende i samfundet. De havde råd og lyst til at ændre og udskifte tingene, men det er anderledes, når vi går til bondestanden. Det er karakteristisk for folk på landet, at de holdt fast ved visse stiltræk og ikke fulgte de velhavendes mode slavisk. I bondetøjet kan man finde stiltræk fra mere end én periode i det samme klædningsstykke.

 

Datidens skræddere og nyhedsformidlere formede modedragtens snit, så det passede bedre i den lokale opfattelse af, hvordan tøjet skulle se ud. Derfor kan det af og til være vanskeligt at sammenligne modedragtens stilhistorie med bondedragten. Vi må også regne med, at modetræk kunne være 10-20 år om at blive optaget i bondedragten - hvis de overhovedet blev det. Vi ser også eksempler på at bønderne var førende indenfor moden. Når vi kigger på det gamle tøj, går vi altid ud fra det yngste stiltræk, for at bestemme dets alder.

 

Der var store sociale forskelle i landbefolkningen. Der var flere lag: håndværkere, godsejere, bønder, insiderne (de inderste, der boede til leje).

 

Perioden fremstilles ofte, som om vi var selvforsynende med alt, men det var slet ikke tilfældet. Historien fortæller, at vi har handlet med hinanden over flere tusinde år. Vikingetidens store handelsskibe vidner flere hundrede år tidligere om stor handel med varer.

 

Den enevældige konge bestemte fra 1600-årene og gennem 1700 tallet grænserne for, hvorledes bønderne måtte gå klædt. Han udstedte en række luksusforordninger (love). Den sidste kom i 1783 og blev ophævet igen i 1799. Kongemagten ønskede besparelser, især af den dyre valuta, men forordningens bestemmelser markerede også samfundets inddeling i stænder. De bestemte, at ingen fra bondestanden på landet, hverken ung eller gammel, gift eller ugift måtte gå i andet tøj end det, der var fremstillet af ”hiemmegjort Tøi”, som kunne være vadmel (valket uldstof), hvergarn (halvt uld og hør) og andre stoffer som f.eks. fløjl. Man måtte ikke bære tøj af silke og silkebroderede klæder skulle være forarbejdet i Danmark. Tilladelsen fik man af politiet i form af et mærke: ”Til brug”. Det lykkedes ikke helt at stoppe importen, især for Danmark, der både havde gode sø- og landforbindelser. Det forbudte, blev også mere spændende og vi ser i skifterne, at nogle kvinder har haft mange fine silketørklæder, hvilket man ikke kunne fremstille i Danmark. I Jylland var det sværere at kontrollere folk og der var ikke så stort pres fra herremændene.

 

Tøjet fortalte om kvindens sociale og økonomiske forhold. Hvis hun var gift med en velhavende bonde, havde hun måske den sidste nye mode, men i bondesamfundet var man påpasselig over for nyheder. De holdt øje med naboen og genboen og forsøgte at ligne hinanden så meget som muligt. Ingen ønskede at klæde sig, så det virkede opsigtsvækkende. Hvis en kvinde gik udenfor det almindelige, blev hun kritiseret og kaldt for hoven og vigtig.

 

Selv om man skulle holde sig inden for bestemte normer, så kunne en bondekone holde afstand til en husmandskone ved kvaliteten af de stoffer eller broderier, som hun havde på sit tøj. Nogle farver var mere farveægte og dyrere end andre, og naturligvis var det disse farver, som hun helst ville have. En velbjærget bondekone kunne også understrege sin position gennem antallet af dragter. Hun kunne have forskellig kjoler på, når hun gik i kirke. Tøj blev anset for opsparing og repræsenterede en værdi, som alle kunne måle. Når en kvinde eller mand døde blev alt deres tøj skrevet ind i skifteprotokollen og værdiansat.

 

Egnsforskelle viste sig først og fremmest i kvindedragten. Selvom kvinderne ikke kom så langt omkring lod de sig inspirere forskellige steder fra. Nogle bondekoner har haft nemmere adgang end andre til f.eks. at komme til markeder eller købstaden for at forsyne sig.

 

Det er svært at forklare, hvorfor man rundt omkring i landet udviklede egnspræg. Der er ofte ingen umiddelbar forklaring, men det kan  være et sammenfald af forskellige omstændigheder. Måske var der en fingernem kone i byen, der var god til en bestemt opsætning af hovedtøjet, og som derfor kom til at skabe ny mode netop i det område. Måske var det en omvandrende kræmmer, der fik solgt sin beholdning af særprægede silkebånd inden for et lille område, hvorefter andre koner i landsbyen gerne ville have samme slags bånd. Handelsforholdene har spillet en stor rolle for tøjets udformning i forskellige egne af landet.

 

Til hovedtøjerne kunne der høre brede tønderkniplinger, som vi ser her i Vendsyssel på kapperne. Der var yderst kostbare at anskaffe, og kunne koste en piges årsløn. De gik derfor i arv.




Tilbage