Særk  
Strømper  
Hosebånd  
Nattrøje  
Løslomme  
Skørt  
Bul  
Ærmetrøje  
Kjoler  
Tørklæde  
Forklæde  
Hovedtøj  
Smykker  
Fodtøj  
Håndbeklædning  
Overtøj  

Hovedtøj

Udenfor hjemmet går kvinderne altid med noget på hovedet. Selv I kisten bærer hun hovedtøj.

Hovedbeklædning er den mest betydningsfulde del af klædedragten i forhold til egnspræg i hele landet. Tilskæringen og syningen af hovedtøjerne viser specifikke egnspræg, hvor der ikke er så meget på andre beklædningsdele. Et hovedtøj fra Vendsyssel findes ikke magen til andre steder i landet. De landlige hovedtøjer i 1800-tallet udvikler sig meget forskelligt fra egn til egn. Efterhånden har man løst opgaven forskelligt, hvorefter det har udviklet sig i forskellige retninger. 




Louis Seize

Vi har været påvirket fra mange sider – både over land og over vand. Ser man f.eks. på nogle hollandske hovedtøjer, ses ligheder med de vendsysselske. Samtidig ved vi at mange vestjyske piger tjente syd for grænsen, hvor denne type hovedtøj var almindelig hos landbobefolkningen. Vi ved også at kvinderne i modsætning til mændene er meget derhjemme på gårdene, så derfor kan et modepræg måske skyldes en enkel handelspåvirkning? Højerestandens brug af hovedtøj bliver kopieret af bondestanden og dette modepræg fastholder bønderne i en årrække som en lokal tradition og på den måde bliver kvindernes hovedtøj til et egnspræg. Hvis man iklæder sig en kjole fra f.eks. biedermeierperioden og tager en kappe af Vendsysseltypen på, da vil hun blive betragtet som at være fra Vendsyssel.




Empire model 1 og 2

Før 1750 er der formentlig ikke den store forskel på kvindernes hovedtøj i Danmark, men en voksen kvinde bruger altid en form for hovedbeklædning for at dække håret, som ikke må ses. Der er meget lidt bevaret fra den tid, men man bruger kriegede huer, som er kendetegnede ved, at de har en facon som går ind ved munden og derefter længere ned mod hagen.

 

Udviklingen i hele landet går i retning af, at kvinderne efterhånden bruger mere hvidt på hovedet. Vi kan ikke med sikkerhed fastlægge om det udelukkende har været modepåvirkninger eller om også krige og økonomiske forhold i området har været medvirkende årsager til hovedtøjets udvikling. Det ligger dog fast, at vi er i en periode, hvor der sker mange økonomiske og kulturelle forandringer i det danske samfund.

 

Vi ved ikke, hvornår det bliver skik, at den gifte kvinde skal bære en hue, der dækker hendes hår, men fra oldtiden har det på forskellig vis været almindeligt at markere ægteskabet i frisure og påklædning. Bønderne har ikke efterladt billedmateriale og desværre kan vi som regel kun følge de højere stænder. I denne periode kan man gennem nogle billeder og skifter se, at alle kvinder - høj som lav - har brugt at have noget på hovedet. I sene optegnelser hører man om forskelle på ugifte og gifte kvinders hovedtøjer på landet, men hvor hårdt linierne kan trækkes op, er et åbent spørgsmål. Den sorte konehue, som nogle kvinder skal have fået ved giftermålet, er der flere belæg for, at den var et symbol på, at hun var indtrådt i de gifte kvinders rækker. Men da samme kvinder også har huer i andre farver, ligger symbolikken i den sorte hue i forbindelse med selve brylluppet efter vielsen, og derefter ved andre mere højtidelige anledninger. Vi er ikke i stand til at  udrede rituelle handlinger og symbolik i forbindelse med landbokvindernes hovedtøjer. Hvad man bruger i én familiekreds, behøver ikke at have været den samme i en anden.




Biedermeier

En kendsgerning er det dog, at både de borgerlige og de landlige gifte kvinder går med pyntelige hovedtøjer til kirke, festlige lejligheder, og når de viser sig for omverdenen. For de trofaste bærere af de hvide kapper på landet, ender det i de meget store pibede kapper i Vendsyssel. Det er en almindelig iagttagelse, at når en mode eller tendens inden for påklædningens verden synger på sit sidste vers, ender det i minimums- eller maksimumsformer.




Nyrokoko model 1 og 2

Mens der er god tradition for landbokvinderne i at tildække håret med hue eller tørklæde, så kommer spørgsmålet, hvorfor det udartede sig, som det gjorde i 1800-tallet? Der var næppe så forfærdelig meget at slå til side med i de første årtier af århundredet. Nogle steder har man mindre end andre steder. Kvinderne har i det små kunnet gøre noget ved huerne og deres tilbehør. Det har hørt til de små glæder at kunne samle og pynte en hue. Da kriseårene er ovre mod slutningen af 1820'erne, er der råd til både silke, bånd, tyl og kniplinger. Hue- og kappekoner har i deres virke haft den væsentligste indflydelse på egnsforskellene. Nogle landbokvinder har haft deres egne ideer om, hvordan deres hovedtøj skulle se ud, og de har måske selv syet det.

 

Kvinderne på landet kommer i almindelighed ikke vidt omkring. Når de først er gift, er deres længste ture sikkert ikke gået videre end til den nærmeste købstad eller større landsby. Bliver en kone enke og sidder på en gård, så kommer den nye mand til hende og ikke omvendt. Eventuelle rokeringer sker i ugift stand, men for det meste ikke over store afstande. Mest almindeligt er det, at gårdmandsdøtre bliver hjemme og deltager i arbejdet, indtil de bliver gift. Det er husmandsfamiliernes børn, der kommer ud at tjene, og dermed også hyppigere kommer til at bosætte sig andre steder.





En historie

Niels Hancke skriver om nogle kvinder der i 1823 står ved kirken:

 

”Men alle bar det såkaldte "jyske hovedtøj", en kappe med brede, pibede, ofte med dyre kniplinger kantede, til begge sider som vinger i kvarters brede udstående strimler. Under hagen sad en mægtig båndsløjfe, ofte af guld- eller sølvvirkede bånd, mens nogle få under kappen bar en hue med pragtfuld pul, broderet med guld, sølv og silke.”

 

Endvidere bar de foruden kappen et sammenlagt næsten i form af et diadem bundet, sort eller mørkebrunt silkeklæde, der dækkede issen og det øverste af panden, så at man ikke så det allermindste af håret, af hvilket der hos de unge piger allerede kom lidt nok til syne.”





Læs mere