Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Hvordan skabes mode, stilperioder og egnspræg?

Alle former for kunst har konstant fulgt en kulturudvikling formet af tidens strømninger indenfor  moral, romantik, økonomi, religion, æstetiske idealer og først og fremmest frigørelse. Udviklingen sker inden for alle kunstarter, som er stærke nok til at give indtryk og udtryk for den periode, som den er lanceret i. Den skaber dermed et billede til eftertiden.

 

Når der brydes med tidens smag, begreber og traditioner opstår der ofte skepsis mod det nye, men netop frigørelse betyder løsning af de bånd, som binder til de anerkendte idealer. Der bliver åbnet for nye inspirationer, og blikket rettes mod hidtil uudforskede horisonter.

 

Det er dog ikke ensbetydende med at forandringer indenfor mode og stilarter er garanti for konstant forbedring, men de holder noget i bevægelse og kun eftertiden kommer til at bedømme hvilke perioder, der formede de velinspirerede ideer. Samtidig er der banebrydende kunstnere som ikke personligt opnår at blive anerkendt. Der må ofte gå årtier, førend deres tidligere kritiserede kunst bliver accepteret og skattet.

 

Den største kritik eller begejstring møder man indenfor tøjmode. Det er måske fordi det berører os alle, skifter ofte og som regel er provokerende. Mode er noget efemerisk, der kan sætte sindene i bevægelse fra yderligheder som forargelse til blændelse. Ligegyldigt om man er tilhænger af mode eller ej, koncentrerer man sig om, hvilket indtryk man ønsker at give af sig selv.

 

Gennem tiden er kvinden den suveræne inspiration, og mange kvinder har ladet sig afbillede i den bevidsthed at de ønsker at sende signaler om f.eks. selvsikkerhed, utilnærmelige minefelter, skønhed osv. Klædedragten skal give et ligeså stærkt indtryk som ansigtsudtrykket.

 

Det historiske klædeskab giver nostalgisk interesse, mulighed for iscenesættelse og brug af fantasi og lukke op for en drømmeverden.

 

Det afgørende for sammensætning af tidsmæssigt vidt forskellige strømninger er at de sammen giver vibrationer til de anerkendte tekstiler. Der opnås et fælles tredje - noget helt nyt. 

 

Modeskaberen Mademoiselle Coco Chanel udtalte i 1930erne at ”Mode er noget, man begejstres for i dag og ler af i morgen – kunst er lige det modsatte".

 

Moden kan ses som et spejl af sin egen tid, sit eget miljø og menneskets udvikling. Derfor giver moden et enestående billede af den udvikling, samfundet har været igennem. Klædedragten fortæller historien om skiftende samfundsklassers status, om mandens og kvindens ændrede rolle i samfundet, om udviklingen i produktionsformer samt om et lands økonomiske situation og dets kontakt med omverden.

 

Mode hos højerestanden

 

Vi begynder med den elegante rokoko i midten af 1700-tallet, hvor idealet blev stil og elegance udtrykt i asymmetriske former. Med oplysningstidens begyndelse i midten af 1700-tallet vendte moden sig nemlig bort fra den stive og tunge barok. Magtbalancen mellem adel og konge var blevet fastlagt, så nu skulle tiden "blot" fordrives af samfundets førende og modedannende lag. Det betød også en afgrundsdyb afstand mellem hoffet og samfundets øvrige borgere, hvor dragten tydeligt viste, hvor man befandt sig på den sociale rangstige. Og for at hæmme købelysten hos befolkningen udstedte kongen luksusbegrænsende forordninger. Med dem håbede man at begrænse de dyre importerede varer og den tiltagende udflydning af standsforskellene i samfundet. Forordningerne, der ikke altid blev overholdt, afgrænsede f.eks. helt præcis hvor meget mad, der måtte serveres til bryllupper, barnedåb og begravelser, samt hvordan de forskellige sociale lag måtte klæde sig. Således var klæder af silke og kostbare smykker forbeholdt konge og adel. Kvindernes dragt bestod inderst af et livstykke med stålstivere og fiskeben samt af en krinoline. Den skiftede i løbet af sidste halvdel af 1700-tallet udseende fra de meget brede hoftepuder i 1750'erne til tournure på bagen i 1780'erne. Man beundrede forskellige legemsdele - ikke helheden.

 

Mandens dragt bestod af en kjole - en slags frakke, en skødevest som ofte var meget fint broderet, et par stramme knæbukser, et par lyse strømper og et par høje sko. Desuden bar alle af højere stand en kårde. Det hvidpudrede hår blev også højeste mode for begge køn. Som pudder i håret - og i ansigtet - anvendte man mel. Med empirestilen i første halvdel af 1800-tallet bevægede modeidealet sig ikke alene i en helt ny retning, men det fik også en helt ny tid og en hel ny del af det europæiske kontinent som forbillede. Som følge af den franske revolution i 1789 var det nemlig ikke længere adelen i Frankrig, men landets voksende gruppe af velhavende borgere, der dikterede tidens mode.

 

Forbilledet for denne voksende samfundsgruppe blev antikken med den klassiske græske og romerske kultur. En tid som var blevet populær bl.a. på grund af de store arkæologiske udgravninger i 1730'erne og 1740'erne af oldtidsbyerne Herculanum og Pompeji i Italien. Men moden var også en reaktion mod det gamle kongedømmes luksus - nu blev symmetri, enkelthed, lethed og frigjorthed kodeordene. Idealer, der passede til oplysningstidens ideer om frihed, lighed og fornuft. Dermed var moden blevet mere afslappet og naturlig, hvilket betød, at rokokokvindedragtens fiskebensskørt forsvandt. Kjolen faldt i stedet i bløde folder. Empirekjolen havde et kort liv afskåret under brystet, og herfra hang kjolen ned til jorden. Kjolen havde korte ærmer eller skulderpuffer. De franske mønstrede silkestoffer blev afløst af lette ensfarvede materialer.

 

Fra 1820 begyndte taljen at glide ned på plads og blive mere markeret, og som en følge heraf blev korsettet igen moderne. Skørtet fik mere vidde ved hjælp af flere skørter, og længden krøb op, så man lige kunne se foden. Der kom igen flere dekorationer på kjolen.

 

I 1856 kom en epokegørende opfindelse på markedet - krinolinen af stål. Med den slap kvinderne for at skulle have mange underskørter på for at holde kjolen ude. Den gav samtidig en bevægelsesfrihed for benene, og den gjorde ligeledes kvinderne meget synlige. Idealet for kvindekroppen betød en kraftig indsnøring i et korset, der gav en fast slank overdel og en brusende rund underdel. Nederdelen blev pyntet med flæser (volanter) for at få den til at syne endnu større, og derved gav den også kvinden en overjordisk romantisk ynde.

 

Mode hos bønderne – egnspræg

 

Højerestanden tager moden til sig fra udlandet, og bønderne efterligner denne mode. Nogle af disse modetræk fastholdes af bønderne over en længere årrække og bliver til en lokal tradition eller et egnspræg. Bønderne udvikler disse, og mode har det med at stiltræk enten bliver ekstremt lille eller stor og her er kvindernes hovedbeklædning i Vendsyssel meget typisk. Hvis en person iklæder sig en kjole fra f.eks. biedermeierperioden, som kan bruges over hele landet og tager en kappe af Vendsysseltypen på, da vil hun blive betragtet som en kvinde fra Vendsyssel.

 

Kvindernes hovedbeklædning er den mest betydningsfulde del af klædedragten i forhold til egnspræg i hele landet, og det er i tilskæringen og syningen af hovedtøjerne, at vi finder specifikke egnspræg og i mindre grad på andre beklædningsdele. De landlige hovedtøjer i 1800-årene udvikler sig meget forskelligt fra egn til egn. Efterhånden har man løst opgaven forskelligt, hvorefter den har udviklet sig i forskellige retninger. Bønderne har også været påvirket fra mange sider – både over land og over vand. Ser man f.eks. på nogle Hollandske hovedtøjer, ses ligheder med de vendsysselske. Samtidig ved vi at mange vestjyske piger tjente syd for grænsen, hvor denne type hovedtøj var almindelig hos landbobefolkningen. Vi ved også, at kvinderne i modsætning til mændene forblev meget derhjemme på gårdene, så derfor kan et modepræg måske skyldes en enkel handelspåvirkning eller den enkeltes kreative evner og mod til at ændre på traditionen?

 

 

 

 




  Hvordan får du gode ideer?
  Hvordan får du lyst til at lave noget?
  Hvor får du input og viden?
  Hvordan skabes mode og egnspræg?