Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Spinding

 En gåde om rokken: ”Hugget i skoven, smedet i smedjen, født i fårehuset, og nu står jeg på gulvet og danser som en lille jomfru” ?

 

Omtrent samtidig med kartningen tog konen og de ældste piger fat på at spinde.

 

Rokken blev købt hos en rokkedrejer. Han fik ofte varer for sine rokke, og som regel kunne man regne med, at en tønde byg gik lige op med en rok. Men drejeren kunne også få andre naturalier i bytte, f.eks. træsko, hø, tørv og klæder.

 

Spinderokkens konstruktion og udseende har skiftet fra landsdel til landsdel gennem årene. To hovedtyper var langt de almindeligste: Den skråbrystede rok, hvor ben og opstander var samlet i et bræt, det såkaldte bryst, som lå mere eller mindre skråt, og skamlerokken, som havde et vandret bryst og en firsidet afstivning af hjulet. Man formoder, at de skråbrystede rokke tidligere var udbredt i hele landet, og at de holdt sig længst i brug på Fyn, mens man bl.a. på Sjælland og Falster

gik over til at benytte skamlerokken. Derudover fandtes en tredje, mindre

udbredt type, den opretstående rok, som blev regnet for at være fornemmere. Den var ofte lavet af finere træsorter og smukkere udstyret end de andre.

 

Spinderokkene, som vi kender dem i dag, blev indført i 1500-tallet. Tidligere spandt man på den såkaldte skotrok, som holdt sig i brug på Færøerne til vor tid. Skotrokken har det specielle træk, at den ikke drives med foden men med hånden, og den kan ikke vinde garnet op samtidig med spindingen.

 

”Der skulle jo aarlig spindes til flere lange Længder Tøj”, fortæller Karoline Graves fra sit barndomshjem på Sjælland i 1800-tallets midte, ”saa det gjaldt at hænge i med Rok og Karter. Tidligt om Morgenen snurrede Rokken allerede; de havde en forbausende Øvelse, disse gamle Spindersker, i at haandtere den. Uldspindingen skulde gerne tilendebringes før Jul, for at Vadmelsgarnet kunde blive bragt til Væveren. Ligeledes skulde der være spundet en Del Uldgarn til at strikke af i Julen” - der var ingen tid at spilde.

 

Spinderokken stod fremme i stuen, så man let kunne gå til og fra. Den stadige flid betød meget, og de gamle sagde da også, at man skulle sætte sig til rokken og spinde, om der så kun var tid til at spinde en tråd så lang som ens næse.

 

Det var vigtigt, at garnet blev spundet så jævnt og tyndt som muligt. Det krævede stor øvelse, især når garnet skulle bruges til vævning.

 

En gammel spindekone i Vestjylland kunne spinde et pund trendgarn om dagen, og til islæt, der var mere løst, kunne hun spinde to pund om dagen. I spindeløn fik hun i 1870 fire skilling om dagen samt kosten. Men hvor meget en kone spandt var helt afhængig af, hvor dygtig hun var, om hun kunne sidde uforstyrret ved arbejdet, hvor let ulden var at spinde, og hvad garnet skulle bruges til.

 

Var ulden ikke kartet godt nok, kom der små klumper i. De blev i nogle egne kaldt for ”en præst”. Nybegyndere var tilbøjelige til at sno garnet for hårdt hist og her, så kom der ”en kurre” på tråden. Men først og fremmest skulle pigerne lære at undgå ”kokkelår og lusetarme” (tykke og tynde steder på garnet).

 

Når tenen var fuld, blev garnet haspet af i faste bundter, fed, med en ombinding, der holdt trådene i orden ved den senere vask og eventuelle farvning. Strikkegarnet kunne godt vindes direkte fra tenen, men skulle det vaskes eller farves, blev det haspet af i fed og først senere anbragt på garnvinden.

 

Mange garnhasper var udført således, at hjulet kunne løftes af og i stedet sættes i vandret stilling og benyttes som garnvinde. Ofte har man lavet hasper og garnvinder på en meget simpel måde af en trebenet gren forsynet med en jerntap, hvorom hjulet kunne dreje.

 

Vindepinde

Når man vandt garn, kunne en vindepind benyttes. Herved fik man et garnnøgle, som kunne trækkes op samtidig både ude- og indefra. Derfor var et vindepindsnøgle velegnet, hvor man arbejdede med to ender og skulle have en dobbelt tråd.

 

Hvis man ikke ville afbryde spindingen, kunne man sætte en ny ten på rokken og anbringe den fyldte ten på en ”tenstol”, som var en tung træklods med et par opstandere og en ståltråd. Så kunne

andre - også karle og drenge - vinde af tenen, mens pigerne fortsatte spindingen.

 

Når tenen var fuld, blev den anbragt i en tenholder, hvorfra garnet kunne haspes af i fed på garnhaspen.

 

Christian Raunkjær, der voksede op på en vestjysk hedegård i tiden ca. 1865-75, blev ofte sat til dette arbejde:

 

”Naar Mor havde spundet en Ten fuld og sat en ny Ten i Rokken, skulde Garnet paa den fyldte Ten enten vindes af i Garnnøgler eller haspes af i Klauser (fed), det første, hvis Garnet ikke skulde farves, det sidste, hvis det skulde farves. Jeg har ofte vundet eller haspet Mors Ten tom; man skulde her passe paa at holde en jævn Bevægelse, at Tenen ikke pludselig løb for hurtigt rundt, hvorved Garnet løb tilbage om den i modsat Retning. Naar Afhaspningen var færdig, blev der paa et Sted bundet et Baand om ”æ Klaus” for at holde Traadene i Stilling og blev tillige ved en Traad inddelt i ”Fed”, for at det ikke under Farvningen skulde komme i urede. Før Vævningen (eller Strikningen) skulde det farvede Garn vindes i Nøgler ved Hjælp af Garnvinden, ”æ Vind”; en Klaus blev ved fire Træpinde spændt ud paa den firarmede Garnvinde, Klausens Baand blev løst op, og man fik fat paa Garnenden; saa begyndte man at vinde, først enten om et Stykke Tøj eller Papir eller oftest om en Vindepind af Træ (æ Vindpind), senere, naar man paa denne Maade havde faaet et passende stort, ringformet Parti Garn, blev dette taget af Pinden, og Vindingen fortsattes saa frit i Haanden. Her gjaldt det om efterhaanden at dreje Nøglet saaledes under Vindingen, at dets endelige Form blev smukt og regelmæssigt kugleformet med en lille Fordybning efter venstre Haands Tommelfinger, der under Arbejdet stedse holdt på samme Sted paa Nøglet. Naar alt det Garn, der skulde bruges til et Stykke Vadmel, var spundet og vundet, blev hele Beholdningen af Garnnøgler hængt op i en Pose ved Bjælken ved Hovedenden af Mors Seng.”

 




  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer