Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Filtning med uld

Uldens egenskaber

Uld som tekstilmateriale har unikke egenskaber. Den er lige egnet til det blødeste babytøj som til praktiske produkter i industrien. En ren uldvare kan opsuge fugt op til ca. 40% af sin egen vægt uden at føles fugtig. Er man iført tøj af ren uld og bliver våd, føler man sig ikke kold.

 

En anden af uldens vigtige egenskaber er dens varmegivende evne, og dens høje varmeisolerende formåen. Den isolerende evne skyldes de mange krusninger i uldfibrene. Der opstår et lag af stillestående luft, som bevares selv efter forarbejdning: vævning, strikning eller filtning.

 

At ulden også er ideel beklædning i stærk varme, er ikke så kendt i vore nordiske lande. Men i sydlige meget varme lande bruges uld også til beklædning, her som beskyttelse mod den meget varme sol.

 

Filtningens (tovningens) historiske baggrund

 

Ordet tove, som anvendes i Norden, er et gammelt ord for at filte. Teknikken er meget enkel og har bare noget at gøre med at bringe ulden i forbindelse med 40 grader varmt sæbevand. Sæbevandet får uldfibrene til at vandre og skellene til at  rejse sig så uldfibrene hægter sig sammen.

 

Tovningens historie går langt tilbage i tiden. Man anser den for ældre end de vævede tekstilers historie. Der er gjort fund af hestesadler, tæpper, hovedbeklædning o.a., som kan dateres tilbage til ca. 600 ar f.Kr.

 

I Asien findes endnu en stærk filtetradition. I Tyrkiet, Pakistan, Iran, Irak og andre lande i dette område fremstilles tæpper, telte, tasker, samt filtet uld til beklædning. Der fremstilles bl.a. kapper og slag, som beskytter mod vind, regn og kulde i de kolde bjergegne. Tæpper og tøj forsynes ofte med farverige broderier, eller der bruges farvet uld, der lægges i mønstre på den ensfarvede uld inden filtningen.

 

Historien beretter, at steppefolk i Asien opfandt filtmetoden. Teknikken bredte sig til Kina, Grækenland og videre til Romerriget, hvor filten bl.a. blev brugt til soldaterbeklædning. Senere nåede håndværket til Tyskland og de nordiske lande.

 

Filtningsprocessen af store tæpper foregår i Asien på den måde, at ulden piskes med tynde kæppe for at få den let og porøs og for samtidig at få fjernet de værste urenheder. Derefter bliver ulden bredt ud på et sivtæppe. Den fugtes med vand, eventuelt tilsat olie eller urin, for at fremme valkningen.

 

Tæppet med ulden rulles sammen, og mænd, kvinder eller børn, eventuelt to og to, ruller nu sivtæppet frem og tilbage, samtidig med kraftige tryk. Efter en tid er ulden filtet sammen, den tages ud af sivtæppet og bearbejdes videre med hænderne. Vasken foregår i floden eller søen.

 

Teknikken var ved at blive glemt her i Norden. Men i midten af 1960erne blev man i Sverige opmærksom på det gamle håndværk tovning, som havde spillet så stor en rolle i ældre tider, bl.a. som husflid i hjemmene. Tovning/filtning var ikke så tidkrævende som strikning. I en familie med en stor børneflok kunne der på kortere tid fremstilles varme sko, støvler, huer, vanter, veste og mange andre ting.

 

Filtning anvendes især til hatte til mænd. Den rundpuldede og bredskyggede hat var almindelig i perioden 1770 – 1830. De strikkede ting som f.eks. strømper blev også filtet, for at være mere slidstærke. Udstoffet vadmel er et stykket vævet uld, der filtes.

 




  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer