Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Hækling


Uddrag af Petrea Petersens hæklebog 1853


Hækling er en simpel maskedannende teknik, der kun kræver et ganske enkelt redskab - en pind med en krog i den ene ende og garn.

 

Historisk er der teori om, at hækling var kendt i Italien under navnet ”nonnearbejde” eller ”nonnekniplinger” allerede i 1500-tallet og derfra skulle det have bredt sig til resten af Europa, men teorien har vist sig ikke at kunne holde. De ældste hæklearbejder, man fandt i italienske kirketekstiler var fra sidste halvdel af 1800-tallet.

 




Hækleprøver ca. 1870

En anden teori er, at hækling skulle stamme fra Den Arabiske Halvø og herfra have bredt sig østover til Tibet, vestover til Spanien og være viderebragt til de andre Middelhavslande af araberne, der var store handelsfolk. Andre hævder, at de ældste vidnesbyrd om hækling findes i Sydamerika, hvor en lille primitiv stamme skulle have brugt hæklede prydelser i deres pubertetsritualer, eller at der i Kina findes tidlige eksempler på hæklede, tredimensionale dukker.

 

De sikre vidnesbyrd, man har om hækling, tyder imidlertid på, at man skal søge dens oprindelse to forskellige steder: Dels i fattige, kolde bjergegne i Nord- og Sydøsteuropa og dels i velstående miljøer i Vesteuropa.

 

En helt enkel form for hækling kendes i det nordlige Skandinavien, Estland, Skotland og visse bjergegne i Sydøsteuropa. Teknikken går under mange navne, f.eks. ”påtving” i Sverige, ”pjoning” i Norge. I alle tilfælde drejer det sig om hækling i dens helt enkle form, nemlig hækling med kædemasker. Der er enten hæklet gennem forreste eller bageste maskeled i rundhækling. Hertil er brugt hjemmelavede redskaber fremstillet af ben, horn, træ, gamle skeskafter, fiskeben eller andet forhåndenværende materiale. Karakteristisk for redskaberne er, at de er smalle ved krogen, hvorfra de skråner kraftigt udad til et bredt, fladt skaft. Da hæklingen skal udføres løst, er formen hensigtsmæssig, idet den hjælper til med at udvide maskerne.

 




Hækleprøver ca. 1870

Den tidligst kendte beskrivelse af denne teknik stammer fra Skotland i 1812. Her laver man huer, underbukser, kapper, storveste m.m. til vinterbrug til gamle mænd i en teknik, som man kalder ”shepherd's knitting”. Arbejdet blev udført i hjemmespundet uldgarn med et lille redskab med en krog.

 

De bevarede arbejder, man kender til - som dog stammer fra et noget senere tidspunkt i 1800-tallet - er overvejende af praktisk art: vanter, huer, strømper, veste og lignende til brug i et barsk klima. De er ligeledes udført med hjemmelavede redskaber og med få undtagelser af hjemmespundet uldgarn.

 

Det andet sted, man skal søge efter hæklingens oprindelse, er i velstående miljøer i Vesteuropa. Her er hækling efter manges mening opstået som en videreudvikling af tamburering i Frankrig i slutningen af 1700-tallet, og meget tyder på, at denne teori er rigtig.

 

På museerne findes mange hæklearbejder, f.eks. pengekatte og andre små arbejder primært til pynt. De første hækleopskrifter ser vi i midten af 1800-tallet.

 







  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer