Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Uld


Bondestue hvor kvinden sidder og vinder garn. Zinkætsning 1887


 

I 1800-tallets bondesamfund fremstillede man selv de fleste af de ting, der skulle bruges i husholdningen. Det gjaldt også tøj og boligtekstiler, hvortil man hovedsagelig brugte uld. Nogle steder var produktion af tekstiler forbeholdt gårdens folk. Man satte en ære i at have kisterne fulde af hjemmegjorte tøjer og benyttede desuden uld og lærred til aflønning af tjenestefolk. Det blev anset for at være en stor skam, hvis man solgte de hjemmeforarbejdede tøjer. Til gengæld kunne husmands- og daglejerfamilierne ofte skaffe sig en ekstra indtægt ved at forfærdige tøj til salg.

 

I andre egne kunne bønderne i ældre tid slet ikke eksistere ved agerdyrkningen alene. Her var uldproduktionen en helt nødvendig indtægtskilde for langt de fleste. Men helt generelt har fremstillingen af tekstiler spillet en stor rolle for landbefolkningen overalt i Danmark.

 

Forarbejdningen af uld og hør påhvilede først og fremmest konerne og pigerne i husholdet og tog en stor del af deres tid. I en beskrivelse fra 1843 hedder det:

 

”...enhver Bondekone ved hendes Tjenestetyende tilvirker aarligt saa meget Tøj, at hun kan forsyne Huset, og endda lægge noget hen til sine Børn for Fremtiden. Ulden forarbejdes i Vinteraftenerne af Fruentimmerne til Tøi, medens Mandfolkene desværre ofte sidder tomhændede, eller slaae et Slag Kort og drikke et Glas Brændeviin hertil.”

 

Fåret

Det store fårehold i 1800-tallet fortæller, hvor vigtigt fåret var i den selvforsynende husholdning. Fåret kunne udnytte græsning, som var for ringe for andre husdyr, og kunne trives også i de mest barske og karrige jyske egne. Selv en lille lod var nok til at holde et par får, og småkårsfolk uden jord kunne have et får på græs hos en gårdmand mod at afgive noget af fårets uld eller eventuelt et lam.

 

Der var intet ved fåret, som fik lov at gå til spilde. Mælken var god, især til fremstilling af ost, og kødet udgjorde en væsentlig del af slagtemaden. Tællen havde stor betydning som en af de få kilder til belysning i tiden før petroleumslampen, og fårenes skind kunne anvendes til bl.a. skjorter, forklæder, bukser, veste og trøjer. Hertil kommer endelig ulden, som helt op i slutningen af 1800-årene var bondestandens vigtigste kilde til beklædningen. Betydningen af ulden kan ses af, at en stor del af både karles og pigers løn bestod af uld eller uldne stoffer. Omkring 1830 kunne pigelønnen for et helt års arbejde være: 5 rigsbankdaler, 8 alen hvidt vadmel, 2 pund uld, 2 særke samt 1/4 skæppe hørsæd. (1 alen = 62,5 cm, vadmel = stof af uld).

 

Gennemgående var husdyrene i ældre tid meget mindre end dem, man holder i dag. Det skyldes ikke blot, at det var andre racer, men også den dårlige ernæring husdyrene - og ikke mindst fårene - fik. Det fortælles således om fårene i 1800-tallets Vestjylland, at de var så usle og små, at en kvinde mageligt kunne bære to dyr under hver arm, og at siderne på de slagtede får af og til var så tynde, at man kunne ”se lyset igennem dem”.

 

Det mest almindelige får i Danmark i 1800-tallet var landfåret, en krydsning mellem en ældre fåretype (hedefåret) og engelske fåretyper. Landfåret, der vejede op til 30 kg, er nu forsvundet. De var meget nøjsomme.

 

 

Fåret vaskes og klippes

I maj og oktober skulle fårene vaskes og klippes - afhængigt af, hvilken type får det drejede sig om. Vasken kunne foregå i en dam eller en bæk, eller i et stort kar hjemme på gårdspladsen, hvor man så kunne benytte fårevandet til vask af uldne lagner, skjorter og andet uldtøj. Fårevandet indeholdt lanolin, fedtstoffet fra pelsen, som gjorde uldtøjet blødt og smidigt, og urinen, fårene gav fra sig i baljen, virkede også fremmende på vaskeprocessen.

 

Ane Bjerg, som var pige på en jysk gård omkring 1850, kunne egenhændigt vaske 70 får på en enkelt dag, men hun var også helt usædvanlig dygtig. De fleste steder med et stort fårehold måtte alle hjælpe til; til sidst blev hyrdedrengen vasket, hvis man ellers kunne få fat på ham! Det gik gerne for sig under spøg og latter. Efter vasken ventede man nogle dage, til fårene var blevet tørre, og det naturlige fedtstof var kommet igen i pelsen. Herefter kunne klipningen begynde.

 

Det var ofte kvindearbejde at klippe får. Klipningen foregik et passende sted i læ for sol og vind. Fårenes ben blev bundet sammen, og de blev lagt på et bord eller et dækken, så ulden ikke blev snavset til. Til klipningen brugte man den specielle uldsaks, som har været kendt siden oldtiden.

 

Ulden i et fårs pels er ikke ensartet; der er stor forskel på, hvor på fåret den har siddet. Som regel sidder den bedste uld på bov og side. Det kræver stor erfaring at sortere og vurdere ulden. Under klipningen blev ulden sorteret efter kvalitet. Den korte og filtrede blev skilt fra den lange, gode uld. Der var desuden stor forskel på forårsuld og efterårsuld. Efterårsulden var mere glansfuld og ren end forårsulden, som ofte var snavset af halm og møg, når fårene havde tilbragt en del af vinteren i en snæver fåresti. Lammeulden, der blev klippet om efteråret, var den allerfineste, blød og ensartet.

 

Ulden på fåreracerne er meget forskellig. På nogle er hårene fine og stærkt krusede og på andre er de glatte og grove. Man skelner mellem helårsuld og halvårsuld. Det gotlandske udegangsfår, hører til de fåreracer, der klippes en gang om året. Ved helårsklipning falder hele fårepelsen af i et sammenhængende stykke på grund af fedtindholdet og krusningen i uldhårene.

 

Den grove uld blev brugt til hoser, sokker og tæpper. Den bedste og fineste uld til uldtrøjer, pænere kvindestrømper, vanter, huer og til vævning.

 

Hvis en gård havde mange får, fik man ofte en daglejerkone til at hjælpe med klipningen. Hun fik ikke penge, men en portion uld som løn. På denne måde kunne småkårsfolk skaffe sig uld uden at holde får. Men der var også mange, som var henvist til at tigge om uld eller samle den uld op, som lå tilbage, hvor fårene var blevet vasket. De, der til gengæld havde mere uld end de havde brug for, kunne sælge den til omrejsende uldopkøbere, men det var som regel kun den ringeste uld, man ville undvære.

 

Kartning af uld

Efter Mikkelsdag den 29. september begyndte ”aftensædet”, hvor pigerne var forpligtede til at arbejde for madmoderen med at karte, spinde og sy mindst fem af ugens aftener. Det hed sig, at ulden skulle være kartet og spundet inden jul.

 

Karterne bestod af to firkantede træplader, forsynet med fine, tætsiddende ståltænder. En håndfuld uld blev lagt på den ene karte, og ulden redtes igennem ved at karterne blev trukket hen over hinanden.

 

Før man gik i gang med kartningen, var det ofte nødvendigt at »tese« ulden, dvs. at pille totterne fra hinanden, så ulden var nemmere at gå til. Det var et arbejde, de mindre børn kunne udføre, men allerede fra 5-6 års alderen lærte de at karte. Børnene skulle gerne karte en bestemt portion uld, før de fik lov at have fri.

 

Man regnede med, at en voksen pige på gården foruden at ”gå med huset” (udføre det daglige forefaldende arbejde) kunne karte et pund uld om dagen. Havde man så en bedstemor eller en aftægtskone på gården, som hjalp til, kunne man nok selv overkomme arbejdet. Men flere steder fik husmoderen to-tre husmandskoner til at komme og karte i et par dage. Hun kunne også invitere til kartegilde. Så kom nogle piger for at karte på gården en hel dag. Det var almindeligt, at kartegilderne gik på omgang i de gårde, hvor man havde megen uld. Pigerne fik ingen betaling for det, men et godt aftensmåltid. Et sådant kartegilde satte skub i kartningen, så spindingen kunne komme i gang, og det var en stor hjælp for den husmoder, der var bagud.

 

Kartningen var hårdt arbejde, som man blev både fedtet og snavset af, men kartegilderne var også en munter begivenhed. Pigerne var der sjældent ret længe, før snakken gik livligt med historier og oplevelser. Om aftenen dukkede karlene op, og så var der liv og glade dage.

 

En beretning:

”Ud paa Aftenen plejede Karlene at indfinde sig og skyde ved Vinduerne til Ære for Kartepigerne. Siden fandt de paa alle Slags Narrestreger. Særlig prøvede de at stjæle Nadvergryden. Kunde de ikke paa anden Maade faa den fat, saa hændte det, at de hejsede den op gennem Skorstenen. Hvad end den værste Tossing kunde hitte paa, maatte Moderen i Huset nødig vise sig noderlig (gnaven). Ungdommen skulde jo roe sig, og det var kun Kartegilde en Gang om Aaret.”

 

Det gjaldt dog for mandfolkene om ikke at vove sig for langt med snak en sådan aften, for der var flere af konerne, som kunne give svar på tiltale, for de var ikke snerpede.

 

Når ulden var kartet, blev den trillet af karterne i en pølseformet ”tøje”. En tøje skulle kunne svinges nogle omgange uden at skille ad, - så var den, som den skulle være. Tøjerne blev opbevaret i uldhækken eller tøjekurven, som den også blev kaldt, parat til at blive spundet.

 

Spindeprincipperne

Ulden kan spindes efter to forskellige principper: Kamgarnsspinding og kartegarnsspinding.

 

Kamgarn spindes af særlig lange uldfibre, der strækkes og kæmmes, eventuelle korte fibre bliver kæmmet bort. De lange fibre bliver lagt parallelt, så tråden ved spindingen er fast og jævn. Kamgarn regnes for det mest slidstærke garn. I strikning med kamgarn ses trådene tydeligt, og mønstre vil træde klart frem.

 

Strikker man med det ”lodne” kartegarn, bliver mønstertegningen mere diffus og udflydende. Ved senere opkradsning eller valkning får man en svær og tæt vare, og den grundliggende strikning bliver skjult. Til kartegarn bruges de korte, krusede uldfibre, der ved kartningen blandes, så svage og stærke fibre kommer mellem hinanden. Karteuld strækkes ikke, fibrene ligger ikke parallelt. Resultatet er et loddent, luftigt garn, der er varmt, men ikke særlig stærkt. Mellem karternes fine, tætsiddende ståltænder blandes den korte karteuld.

 

Hvis man ønsker et stærkere og mere jævnt garn, kan man sno eller tvinde to eller flere tråde sammen til et garn. Små ujævnheder, der kan forekomme i spundet garn, forsvinder ved tvinding.

 

 

Uldkæmning til kamgarn

Til kæmningen brugtes to uldkamme med lange jerntænder på træskafter. Den ene uldkam blev sat fast på et bord eller lignende og fyldtes med uld. Med den anden kam, der gerne skulle være varmet op, blev ulden kæmmet igennem, til den var smuk, klar og blank. Når man var færdig, trak man med begge hænder ulden af den faste kam i et langt fiberbånd, der kunne være op til et par meter langt. Det blev lagt sammen til en firkant, kaldet en ”trymel” eller en ”ham”. Der blev slået et bånd om, og så kunne den gemmes til senere brug.

 

Ved kæmningen kommer fibrene til at ligge helt parallelt. Når den kæmmede uld spindes, bliver garnet, det såkaldte kamgarn, derfor meget stærkere og finere end kartet uld, og det krymper ikke.

 

Ulden kunne spindes meget fint, men det krævede meget tid. Det kunne tage en hel aften at vinde en tenfuld garn af, som konen havde spundet. Kæmmet garn kunne blive så fint som silke. De fleste kæmmede kun til eget brug, men der var nogle, som drog rundt og arbejdede for folk.

 

Valkning

Man valkede (filtede) ofte de strikkede ting som vanter, strømper og underbukser, fordi de skulle kunne tåle slid. Under denne proces krympede og filtrede det strikkede tøj, hvorved det blev både tykkere, stærkere og varmere. Ved valkningen dyppede man det strikkede ned i varmt sæbevand og rullede det frem og tilbage over en ujævn flade, almindeligvis et valkebræt.

 

Efter valkningen blev strikketøjet i reglen blokket, så det var lettere at tørre og fik en facon som f.eks. en strømpe. Blokningen udførtes med en udskåret træblok, når materialet var vasket. Man brugte et kar, et valkebræt og evt. strømpeblokke.

 

Uld til vævning – vadmel og hvergarn

Uld udgjorde både trend og islæt i vadmelsstofferne. Vadmel var et traditionelt beklædningsstof, som udnyttede uldens varmeisolerende egenskaber maksimalt. Det havde en vævestruktur og det fik en behandling, som gjorde stoffet vandafvisende og næsten vindtæt.

 

Hørgarn blev anvendt som trend og uld som islæt i hvergarnsstofferne samt i de uldne overdyner og puder.

 

Inden vævningen blev påbegyndt til det flerfarvede hvergarn, lavede man vikleprøver med forskellige mønstre. Kvinderne talte sammen, inden det blev afgjort, hvordan det skulle være, dvs. at her blev det afgjort, hvordan "moden" skulle være dette år.

 

Hjemmetilvirkning af uld og hør ophørte i takt med industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet. Dette kan bl.a. aflæses i en stor nedgang i fårenes antal. I 1837 var fåreholdet i hele landet 1.645.000, omkring århundredskiftet 900.000, 10 år senere var det faldet til 727.000, og bortset fra et opsving under sidste verdenskrig har fåreavlen været på stadig retur.

 




Herretrøje af kalemanke. Findes på Vendsyssel Historiske Museum VHM 1954 172

En meget berømt uldvare er kalmanken. Det er et kraftigt heluldent, satinvævet og stærkt glittet (blankt) tøj. Det kan være ensfarvet, stribet, flerfarvet drejls- eller damaskmønstret og det omtales ofte i 1700-tallets brystduge og veste.  

 

Det er et kamgarnsstof, som hovedsageligt blev fremstillet i England. På Victoria and Albert Museum i London findes en prøvebog fra 1763 "Merchant's Samplebook" med over 100 prøver på kalemank, men stedet har meget få bevarede dragter i denne stoftype.

 

Udseendet varierer meget og der er forskellige mønstre og kvaliteter:

  1. Stribede i skudsatin
  2. Ensfarvede, to- og trefarvede, stormønstrede med blomstermotiver i damaskteknik. Der er både kraftige og lette kvaliteter.

 

Det var en meget eftertragtet vare  hos bønderne, men var umulig for de fleste at erhverve.  Det var oftest en importvare og meget dyr i anskaffelse.

 

Ved Kongenshus nordvest for Karup på heden står en sten til minde om de pionerer, der opdyrkede heden, med påskriften:

 

"Klæde og kalemanke

kommer aldrig i min tanke.

Vadmel og læder

det er i mine klæder"

 

 




  Uld
  Hør
  Bomuld
  Silke
  Skind
  Tråd