Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Hør


Hørblomsten

 

Hørplanten ”Linum usitatissium” har været kendt i årtusinder og er beundret for sin glans og renhed. Den regnes for en af verdens ældste kulturplanter og tilmed en af de nyttigste. Frøene kan bruges til bagning og olieproduktion, bl.a linolie. Taverne i stråene kan anvendes som tekstilfibre.

 




Dyrkning og forarbejdning af hørplanten

Enhver bondekone skulle hvert år lave så meget tøj, at hun kunne forsyne huset og også lægge noget hen til børnene i fremtiden. Hvert år efter jul begyndte hun at spinde hørren til garn. Hun skulle være færdig til maj, så tjenestefolkene kunne få deres løn i form af linned. Manden såede hørren og behandlede den i marken. Det skulle være en god og ren jord, og planterne skulle stå tæt for at blive til en fin hør. Det hed sig: ”Man skulle løbe, når man såede boghvede, og krybe, når man såede hør”.

 

Spindehørren blomstrede midt om sommeren med lyseblå blomster, hvilket var et særdeles flot syn. Det var spændende, om årets hørhøst ville lykkes, og om den ville blive godt lang. Kvinder fulgte dens vækst med en største opmærksomhed.

 

Høsten foregik ved at den blev ”ruske”, dvs. den blev trukket op med rod, hvorefter den blev bundet sammen i neg og tørret.

 




Herefter blev den ”knevlet”, dvs. at man rev frøkapslerne af ved hjælp af en hørknævle, en grov rive med jernpigge eller trætænder, der ofte blev sat op i loen. Frøene blev samlet op for at blive brugt til næste års høst og kunne også bruges til andre formål som at indgå i mange husråd både til mennesker og dyr. Ingrediens mod tarmslyng, kolik, forgiftning, forstoppelse, nyresmerter, hoste og koldbrand. Den blev endog brugt  som beskyttende kraft mod trolddom.

 

Efter ”knævlingen” skulle hørren ”rødnes”. Hørren blev bredt ud på en mark eller bundtet sammen og sænket i et vandhul eller vandløb. Herved sattes en forrådnelsesproces i gang, som gjorde at taven, den spindbare fiber inde i planten, kunne frigøres fra barken og stænglen. Man måtte passe på, at hele planten ikke rådnede.

 

Efter ”rødningen” skulle hørren tørres rigtig godt. Det kunne foregå i ovnen, hvilket ikke var lovligt, men hurtigt. Efter brødbagningen var det let at lægge hørren derind. Man sov dog ikke den nat – tænk hvis det hele brændte! Det kunne også foregå i specielle ovne.

 

Den varme hør blev herefter bearbejdet i en hørbryde. En slags bænk af træ med en overligger fastgjort i den ene ende. Hørren blev lagt på den underste del af bryden, og ved at smække overliggeren ned brækkede og knuste man hørrens stængel, så de fine taver blev frilagte.

 

Arbejdet med hørren var et stort arbejde og krævede mange menneskers arbejdskraft. Nogle gårde slog sig sammen om arbejdet, hvilket ofte endte med store og festlige hørgilder.

 

Efter brydningen skulle hørren skættes. Man havde en speciel skættefod og en skættehånd. Hørlokken blev sat fast i skættefoden, hvorefter man kunne slå med skættehånden så de træagtige dele af stænglen fløj af. Det var ofte skættekoner iført passende tøj til lejligheden, der i loen foretog dette arbejde. Først blev hørren ”skidtskættet” og dernæst ”renskættet”. Skættekonerne kunne være daglejere, som fik lønnen udbetalt i naturalier.

 




Hørkarans

Den sidste behandling, inden hørren var færdig til at blive spundet, var hegling. Husmoderen, der oftest foretog dette, blev ved at trække hørren igennem heglens jernpigge, til der kun var de lange taver tilbage. Affaldet blev brugt til at spinde af; der blev ca. 2/3 til blår, 1/3 til hør. Man forstår derfor de gamles omhu for det færdige hørlærred.

 

Blårlærred blev brugt til hverdagstingene, og mange fattige måtte nøjes med dette grove uensartede stof.

 

Det heglede hør blev samlet i lokker, ca. 12 stk., og flettedes i en halvkrans. På den måde opbevaredes hørren, indtil man havde tid til at spinde den. Når hørren var spundet og haspet i lige store fed, vasket og bleget, blev den vundet i nøgler; disse indeholdt omtrent samme antal meter.

 




Hørlagen med to initialer. Formentlig et brugelagen. Lagenet er syet sammen på midten


Fremstilling af hørlærred

Det fortælles, at kæden (trenden til væven) skulle ”slettes”. Det foregik altid på en sommerdag. Kæden blev spændt ud på marken og blev løftet op på pæle og pinde flere steder. Derefter blev kæden børstet over med ”klister”, som var kogt vand og hvedemel. Når stivelsen var tør, blev kæden sat på væven.

 

Når hørlærredet var taget af væven, skulle det helst bleges så meget som muligt. Det var en æressag at iføre sig hvidt tøj, og ingen ønskede at iføre sig grumset og grågulligt tøj. For nogle blev det nødvendigt, da blegeprocessen var en meget tidskrævende opgave. Blegningen begyndte i bryggerset. Her blev der brygget en skrap lud af bøgeaske, som blev overhældt med kogende vand og derefter siet ned i et kar. Garn og stof blev lagt deri, og gennem en hel dag kogte man luden op igen og igen og blev til sidst vasket og banket igennem. Herefter blev det lagt ud på en lokal blegemark, eller på en blegeplads ved haverne. Det kunne også være et stykke jord, som altid lå hen med græs, hvorpå man bredte lærredet ud. Ordet ”Bleg-” kendes over hele landet som betegnelser for tidligere blegepladser. Det mest kendte er nok ”Blegdamsvej”, men både i Fjerritslev og Ålborg er der genkendelige navne.

 

I siden på stoffet syede man små stropper, så det kunne holdes fast til jorden, når der blev sat pinde igennem. Var det tørt vejr slappedes stramningen, så vinden kunne få fat i lærredet og rive pindene løse. Det kunne da være børnenes opgave at holde dette i orden, og de skulle også vende lærredet, når det behøvedes for blegningens skyld. I middagsstunden måtte pigerne for at fremme blegningen "vande lærred", dvs. stænke lærredet med vand, og om aftenen var det deres arbejde at hente lærredet ind for at det kostbare lærred ikke forsvandt i nattens mulm og mørke. Pigerne lå på knæ og trak stoffet til sig i store lag og læg og var der meget, blev det båret ind på en speciel bærebør.

 

Der blev brugt entrådet hør til vævning. Stoffet var næsten aldrig ligetrådet, dvs. lige mange tråde i trend og islæt på en cm2. Udfra undersøgelser ser det ud til, at det fineste hør også er det ældste. Det sønderjyske stof fra 1700-årene er med 32 x 32 tråde pr. cm2 og er måske købt i Holland eller Belgien. Et stykke stof fra Hedeboegnen fra 1779 er med 18 x 19 tråde pr. cm2 derimod nok af hjemlig fabrikat.

 

Ved mange godser blev der i sidste halvdel af 1700-årene oprettet spinde- og væveskoler, især på Fyn. Der blev i disse år gjort meget for at udkonkurrere det udenlandske lærred. Alle blev stærkt opfordret til at købe danske varer. Man skulle være selvforsynende og dermed ikke sende penge ud af landet. Vi ved fra historien, at der var nedgangstider i landet. Derfor findes der måske ikke så fine stoffer fra den periode.

 

Midt i 1800-tallet finder man hørlærred med en ret ensartet tæthed, dog er lærredet fra Sønderjylland tættest. Man kan gætte på, at stoffet nu i højere grad er blevet vævet i hjemmene eller hos landsbyvæveren.

 

Omvandrende sypiger syede kvindernes ydertøj, ellers syede kvinderne selv, når de omkring fastelavn var færdige med at spinde hørren. Ved syningen måtte tjenestepigerne hjælpe konerne og deres døtre. Derfor havde pigerne de fleste steder kun tid noget af søndagen til at sy til sig selv.

 

Når hørren var færdigbearbejdet til tråd og garn, skulle den væves til diverse tekstiler. Den dårligste del af hørren (skættefald) blev vævet til bl.a. lagner til karlenes senge eller bukser til fattiggårdens børn. Blår (affald fra skætning af hør) blev ligeledes vævet til groft undertøj sække og lagner. Den mellemfine hør blev brugt til pænere lagner, skjorter, særke, håndklæder samt underdyner, de såkaldte bolstre, der som regel havde blå striber på langs. Det fineste hørlærred blev vævet til brudelagner, til finere skjorter og særke og til de smukt broderede stykker, som husmoderen hængte på sengegavlene ved højtiderne.

Blicher skriver om at man på Viborgegnen havde en hørindustri, hvor man primært avlede hør til hjemmebrug, men også til salg. Det var dog et problem at skaffe nok arbejdskraft til forarbejningen af hørren, som var meget omstændig. Den sidste del af processen var kun kvindearbejde, og man hentede tjenestepiger, gamle på aftægt m.fl. til at deltage. Kvinderne stod for at forarbejde og fabrikere hele husets behov for klæder og mere til. Hun skaffede det sidste, så gården blev rentabel. Kvinderne var arbejdsomme, og det var derfor vel anset, at hun fik lidt luksus som en silkesløjfe m.m. Kvinderne var agtet for deres arbejde. Blicher skriver i 1839:

 

"Hun gjør kosteligt linklæde. Hun frygter ikke for sit Huus for Snee, thi alt hendes Huusfolk er klædt i dobbelte klæder. Hun gjør kosteligt linklæde og sælger det, og overanvorder Kjøbmanden Belte. Hun æder ikke Brød med Ladhed. Hun smiler ad den tilkommende Tid."

 

De grove stoffer også fra midten af perioden er ofte en blanding af hør og blår. Denne lærred blev brugt til daglig tøj og til sengelinned.

 

Vævebredden af stofferne er nogenlunde ens i hele perioden. De smalleste stykker findes i den grove gruppe. Den almindeligste bredde ligger mellem 70 og 80 cm. Enkelte gange findes stoffer der måler godt 90 cm, ca. 11/2 alen (1 alen = 62 cm), og dertil må man have anvendt specielle væve.

 

”Tydelig og Grundig Anvitsning til Syning og Brodering”, udgivet i 1797 var den første danske bog om syning og broderi. Ifølge forordet betegnes de forskellige måder at sy på som: ”Syning på lærred - syning på hollandsk lærred osv”.

 

Der lægges altså vægt på hvilke stoffer, der egner sig til de forskellige syninger. Det er et godt grundlag at betragte broderi på. Stof, broderiteknik og mønstre må harmonere. Først i slutningen af 1800-årene, hvor udbudet af stoffer, garner og broderimønstre bliver meget stort, svigter fornemmelsen for harmonien eller balancen mellem stof, garn og mønster.

 




En markedsplads, hvor der bl.a. handles med hørlærred. Billede af H.J. Hammer 1871

Handel

Hos de velhavende i renæssancen var hørlærred det altdominerende materiale til sengelinned, duge, pyntestykker, skjorter og særke. Mange af stofferne blev købt i udlandet og måske også den færdige tråd til at væve af.

 

I 1659 berettes der om Kolding-skibe, som kom tilbage fra Riga med hør og hamp, og fra Holsten med hjemmegjort lærred. Fra mange andre havnebyer kan der sikkert berettes om lignende transporter.

 

Det er vanskeligt at sige noget om, hvornår bønderne er begyndt at fremstille hørlærred her i landet, men man ved, at i 1700-årene blev der vævet en del både til bøndernes eget brug og til salg. Der var før år 1800 mange væve i hjemmene, men efter 1820èrne nedsætter flere vævere sig i landsbyerne. De var blevet uddannet som vævere. I enkelte egne af landet blev man dog ved med at væve i hjemmene, f.eks. i Vendsyssel, på Samsø, Bornholm, Nordfyn. Fra Salling solgte man i lang tid sit lærred til Aalborg.

 

Rundt om i de forskellige landsdele blev fremstilling af lærred organiseret af lærredshandlere f.eks. i Ribe (Ribe-lærred). Nogle dyrkede hørren, andre spandt, og atter andre vævede lærreder. F.eks. blev meget vævet på Manø. Det var fattige folk, som på denne måde tjente en ekstra skilling. På fattigskoler rundt i byerne spandt børn hør og fik undervisning, mad og klæder for arbejdet.

 

I Vendsyssel var hør og hamp de eneste handelsplanter, der blev sået. Hampen, der mest blev brugt til at fremstille tøjer (reb) til dyrene og i fiskeriet, blev kun sået i enkelte sogne og kun i en lille mængde. Hør blev dyrket i næsten alle sogne men blev primært brugt som løn til tjenestepigerne – løntøj. Bønderne i Vendsyssel var ikke så gode til at avle hør. Det var rødt og det var svært at blege. Det kunne have gavnet, hvis bønder fra området blev oplært i høravl. De ville på den måde være et forbillede for andre bønder. Det ville også have været formålstjenligt at indrette en hørberedningsanstalt, hvor landmanden kunne få sin hør behandlet, men det skete ikke. Loven af 14.8.1741 sagde, at en fjerdel af købstadsjorden skulle sås med hør, hamp og/eller tobaksplanter. Tobak såede man slet ikke og langs havet ødelagde den rå og saltholdige tåge befrugtningen og vipperne blev svage. Jo nærmere jorden lå ved Vesterhavet, desto større skade gjorde havgusen.

 

I begyndelsen af 1800-årene gjorde man andre steder meget for at fremstille bedre lærred. Der blev oprettet lærredshaller, hvor bønderne kunne sende deres lærred til bedømmelse og få mere for varen, hvis den kom i første klasse.

 

En bekendtgørelse fra kongen af 28. januar 1829 om kontrol og prøve af hørren (at halle):

 

”Bekjendtgørelse

 

Ifølge Hans Majæstæts allernaadigste Resolution af 7de Mai forrige Aar er her i Veile oprettet en Lærreds-halle for Veile Amt, hvis Medlemmer ere Hr. Brandinspekteur Farver Dalgas og Vævemester  Höegh den ældre. Hver Løverdag Formiddag klokken 9 Slet skeer Hallingen paa  Veile Byes Raastue. Om hvorledes de Lærreder, som kunde ventes stemplede og for hvilke Halle-Præmie kan faaes, skal være beskafne m.v. ere trykte Forklaringer til uddeling henlagte hos enhver Herredsfoged, hos hvem de Vedkommende ville kunne erholde Eksemplarer  udleverede, naar de derom melde sig. Dette bekjendtgøres herved til Efterretning for alle Landboere i Veile Amt som matte ønske at faae hjemmegjorte Lærreder hallede.”

 

Fra statens side satte man meget ind på at landet kunne blive selvforsynende med lærred i en god kvalitet, så ingen blev fristet til at købe f.eks. belgisk og russisk lærred. Når man i dag står med et gammelt stykke lærred, ved man ikke om det er vævet i hjemmet, hos landsbyvæveren eller i de væverier, der efterhånden blev oprettet.

 




  Uld
  Hør
  Bomuld
  Silke
  Skind
  Tråd