Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Bomuld og netteldug

Rå bomuld består af ca. 87% cellulose, og efter forædling (kogning og blegning) af ca. 98-99% ren cellulose. Bomuld er derfor et materiale med stor sugeevne; efter vask og centrifugering kan den indeholde vand svarende til 35-75% af dens egenvægt. Før forædling krøller og krymper bomuld derfor meget. Bomuld er yderst følsom over for syrer, men tåler baser.

 

På grund af sugeevnen, den høje vådstyrke og den derfor gode vaskebestandighed (tåler kogevask - dog afhængig af farvningen) bruges bomuld først og fremmest til sytråd, undertøj, sengelinned, dækketøj, håndklæder og viskestykker.

 

Bomuldens anvendelighed hænger også sammen med de forskellige forædlingsprocesser, den kan gennemgå som blegning, mercerisering, farvning, tryk, og imprægnering, der alle giver den forskellige nye egenskaber. Som intet andet tekstilmateriale er bomulden i stand til at ændre udseende og brugsegenskaber ved fysiske og kemiske påvirkninger.

 

Oprindelse og brug

Bomuldsdyrkningens oprindelse skal søges i det østlige Indien og i Syd- og Mellemamerika. Den ældste kendte bomuldsvævning er fundet i Pakistan, og den stammer antagelig fra omkring år 3000 f.Kr. Fra Peru har man bevaret fragmenter af bomuldsvævning, der dateres til ca. 2000 f.Kr.

 

De ældste beskrivelser af bomuld findes i skrifter på sanskrit fra tiden omkring 1500-1400 f.Kr. I Europa nævnes bomuld første gang af Herodot i år 445 f.Kr. Han beskriver den som en indisk plante: ”Der findes træer, som gror vildt der, hvis frugter er en uld, som overgår fåreuld i skønhed og kvalitet. Inderne fremstiller deres klæder af denne træuld.” Endnu i middelalderen nærede man i Europa de mest eventyrlige forestillinger om bomuldens oprindelse.

 

I 1200-tallet begyndte italienerne og spanierne at indføre rå bomuld til videreforarbejdning fra Indien. Fra Sydeuropa nåede bomulden omkring midten af 1300-tallet til Tyskland og blev forarbejdet i det Fuggerske Olmerdugsvæveri i Augsburg samt i Ulm, Basel og Brügge.

 

I Amerika gjorde man omkring 1607 de første dyrkningsforsøg i Virginia. I løbet af det næste århundrede bredte bomuldsdyrkningen sig herfra til de såkaldte bomuldsstater Carolina, Louisiana, Florida og Georgia. I 1753 kom der for første gang bomuld fra Carolina til London. Bomulden blev håndplukket af slaver. Men også de andre arbejdsprocesser, der er forbundet med dyrkning af bomuld, som f.eks. fjernelse af urenheder og adskillelse af fibrene fra plantedelene (egrenering), måtte indtil slutningen af 1700-tallet udføres manuelt. Trods den billige arbejdskraft gjorde dette bomulden så dyr, at det forhindrede en større udbredelse, og bomulden blev længe betragtet som en luksusvare. Først da Eli Whitney i 1793 opfandt en maskine (saw gin), der mekaniserede renseprocessen, blev der skabt økonomisk grundlag for bomuldens store popularitet og udbredelse.

 

Bomuld fra Indien

Der var mange sammentræffende årsager til, at tøjtrykket fik et vældigt comeback i 1700-årene. Man opdagede søvejen til Indien! Det varede dog længe før virkningen blev påfaldende. Blodige slag skulle gennem lange perioder udkæmpes mellem de rivaliserende handels- og krigsflåder om de for moderlandene så attraktive kolonier og deres råstoffer. For Indiens vedkommende stod magtkampen specielt mellem Holland, Frankrig og England. Og for dem alle gjaldt det om at få så fast fodfæste, at de kunne erhverve områder og bygge faktorier, dvs. handelshuse, i det fremmede, hvorfra deres skibe kunne hjemføre de eftertragtede varer. Det var varer, som de dels dyrkede på deres erhvervede landområder, dels købte op af befolkningen endog i fjernere egne af Indien.

 

Alt dette skete i 1600- og i 1700-årene. Der oprettedes i de omtalte hjemlande ostindiske kompagnier, selv Danmark havde fodfæste i det fremmede, nemlig i Serampore og Tranquebar. Skønt det engelske ostindiske kompagni blev grundlagt år 1660 - det danske 1620 - var det først i midten af 1700-årene, at det for alvor lykkedes englænderne gennem kampene med franskmændene at befæste og udvide deres herredømme i Indien, hvor Frankrig havde været på nippet til at grundlægge et stort fransk kolonirige direkte under det fransk-ostindiske kompagni.

 

Merkantilistiske ideer i datidens Europa dominerede i politik og samfundssyn, men det var både vekslende i tid og sted, at de blev bragt ud i livet, og da også på forskellig måde. Men for alle måtte det blive af afgørende betydning selv at kunne hjemføre de fremmede varer og afsætte hjemlandets produkter i det fremmede - undertiden til det tidobbelte af deres værd.

 

En gruppe af de hjembragte varer var tekstilvarer i mere eller mindre færdigforarbejdet stand, der satte både regerings- og handelsfolks fantasi i sving i de europæiske lande, som tingene kom til.

 

Varer fra østen blev statussymboler og tegn på en kræsen smag. De trykte kattuner og chintz åbnede en hidtil ukendt stil- og mønsterverden for de undrende europæere.

 

Bomuld havde været kendt i Europa længe før kolonitiden. Den brugtes i vævede tøjer sammen med silke og metaltråd. Men nu kom så både den uspundne bomuld og den vævede - ubleget, bleget og trykt - i mange kvaliteter til Europa. Mest almindelig var en ret løs, grov bomuld og en finere mere fastspundet vare. Som bekendt hedder bomuld på engelsk cotton, på dansk blev det til kattun (catun, cartun etc.). Oprindelig dækkede ordet kattun al vævet bomuld af den lidt løsere kvalitet. Senere gled det over til kun at omfatte trykt bomuldstøj. Det indiske ord chite, chint blev til det engelske chintz, der dækker den tættere, finere bomuld, som blev trykt eller malet, undertiden begge dele, samt glittet. Det endte i 1800-årene med at blive en tynd og tæt, farvet, valsetrykt og uglittet vare i et billigt prislag og overordentlig meget anvendt til sommer- og børnetøj. På svensk hedder tøjet ”sits”, på dansk ”sirts”. Både udtrykkene kattun og sirts forekommer i skiftemateriale fra 1700- og 1800-årene i Danmark. Men før den egentlige omtale heraf må vi vende tilbage til den første tid, da de indiske trykte færdige kattuner og chintzer kom til Europa, hvor tøjtrykningen en lang tid havde levet en tilbagetrukket tilværelse.

 

Både de trykte indiske bomuldstøjer og mange andre af de indførte varer blev en inspirationskilde for Vesten. Hvorfor indføre færdige varer, hvis man selv var i stand til at fremstille dem? Det var man nu ikke straks, men de farverige tøjer satte en hel masse i gang i de europæiske stater. Sidste halvdel af 1600-årene er forstadiet, hvor idespirerne myldrede frem, og foretagsomme og dygtige folk  hægede om dem som drivhusplanter. I 1700-tallet foldede de  sig for alvor ud i rigt flor med kattun (bomuld) som grobund. En klang fra det fjerne Østen fulgte nu de europæisk fremstillede trykte bomuldstøjer - "indienner" kaldtes de.

 

Omkring 1780 bestod 78% af stofferne i den europæiske klædedragt af uld, 18% af hør og kun 4% af bomuld. Omkring år 1900 var bomuldens andel steget til 74% over for uldens 20% og hørrens 6%.

 

I Danmark blev bomulden også betragtet som en luksusvare, da den skulle importeres og dermed kostede udenlandsk valuta. Kun de rige bønder havde mulighed for at anskaffe bomuldstøj. Bomuld bliver dog mere og mere almindelig i klædedragten ligesom det øvrige Europa. Bomuld er bl.a. brugt i tørklæder, forklæder, hovedtøjer og som et materiale, man blandede med andre.

 


Netteldug

 

Oprindelig et fintvævet stof med et blødt fald, fremstillet af fibre fra brændenælden. I dag bruges betegnelsen om meget fine lærredsvævninger af hør og bomuld. Stoffet er ofte brugt i kvindernes hovedtøjer.

 

En meget gammel europæisk tekstilplante ”brændenælde” (Urtica dioeca) blev udnyttet allerede i forhistorisk tid. I Leipzig fandtes der helt op til 1723 et manufaktur, der fremstillede nældegarner og fintvævede nældestoffer med et blødere fald end stoffer af hør.

 

Det er brændenældens stængel, der indeholder de 3-5% (ved forædling 8-10%) spindbare bastfibre, der udnyttes til tekstilfremstilling. Udvindingen kan ikke længere betale sig, men den er dog først blevet helt indstillet efter 1945. Under begge verdenskrige forsøgte man bl.a. i Tyskland at genoplive nældedyrkningen. Men da den stiller store krav til jordbunden, blev den hurtigt opgivet igen.

 

Udvindingen af fibrene, der ikke som i hør og hamp ligger i større bundter, men mere eller mindre enkeltvis mellem barkcellerne, kan ske enten ved rødning, skætning og hegling som ved de andre stængelbastfibre (f.eks. hør), eller ved en alkalisk kogning af stængelen med en efterfølgende afrivning af bastlaget. Ved opdeling i enkeltceller (cottonisering), får man fibre på maximalt 50-60 mm i længden, som kan spindes, når de blandes med bomuld. En ulempe ved denne metode er dog det forholdsvis store antal af kortstaplede fibre (under 10 mm).

 

 




  Uld
  Hør
  Bomuld
  Silke
  Skind
  Tråd