Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Silke




Silkelarver, der spiser morbærblade, konkon og silkesommerfugle - spindere. Kilde: Tenen 1/2002


 

Silke er fibre udvundet af kokoner fra forskellige sommerfuglearter de såkaldte spindere. Før forpupningen danner nogle sommerfuglelarver en kokon opbygget af fibre som beskyttelse mod vejrlig og fjender. Fibrene dannes af et kirtelsekret og kan være flere kilometer lange. De vigtigste silketyper er morbærsilke fra morbærspinderen og tussahsilke fra forskellige tussahspindere.

 

Morbærspinderen (Bombyx mori Linne) lever ikke vildt. Larven ernærer sig udelukkende af morbærblade og -kviste. Den er den vigtigste af silkespinderne, og de udvundne fibre er det, man i almindelighed forstår ved silke.

 

Tussahsilke kaldes også for vild silke, fordi tussahspinderne også findes vildtlevende.

 

Kendskabet til udvinding af silke stammer fra Kina. Det danske ord silke er sandsynligvis via slavisk afledt af det gamle kinesiske ord ”sir” for silke.

 

Et kinesisk sagn fortæller om den kinesiske kejserinde Si Ling Shi, som ca. år 2700 før vor tidsregning betragtede en silkesommerfuglelarve, der var ved at spinde en kokon. Hun kom da på den tanke at afhaspe den fine tråd fra kokonen og bruge den til tekstiler. Kejserinden blev tilbedt helt til vor tid i skikkelse af Yuan Fei, skytsgudinden for silkeavlen.

 

Det fremgår af Kungfutses skrifter, at silkeavlen med sikkerhed var kendt i Kina år 2357 før vor tidsregning. Kina holdt denne viden om silkeavl hemmelig gennem ca. 2000 år, bl.a. ved trusler om dødsstraf. I forbindelse med en betydelig eksport af silkeprodukter til Den Nære Orient og Sydeuropa gav dette anledning til mange myter omkring silkens oprindelse.

 

Silke var en efterspurgt luksusvare i den klassiske oldtid; den blev transporteret fra Kina til Middelhavsområdet ad den såkaldte Silkevej, som strakte sig mere end 10.000 km gennem Centralasien til Byzans.

 




Silkedamaskkjole på Vendsyssel Historiske Museum nr. VHM 10412a

Omkring år 200 før vor tidsregning bragte politiske flygtninge kendskabet til silkeavl til Korea, hvorfra den igen blev ført videre til Japan med udvandrere omkring år 200 efter vor tidsregning. På næsten samme tidspunkt skal en kinesisk prinsesse have smuglet sommerfugleæg med sig i sin frisure, da hun blev bortgiftet til Khotan i Centralasien. Sommerfugleæg og kendskabet til silkeavlen blev herfra bragt til Europa i 552 af to munke fra Byzans, som var udsendt af kejser Justinian for at søge oplysninger. Det dannede grundlaget for en blomstrende silkekultur i Byzans, hvor der blev vævet enestående silkebrokader, hvoraf mange kan ses på europæiske museer.

 

Efter Det Byzantinske Riges sammenbrud omkring hundrede år senere fortsatte araberne udbredelsen af silkekulturen. De bragte silkeavlen til Nordafrika, Sydspanien og Sicilien. Den italienske silkeavl begyndte i 1200-tallet, fortrinsvis omkring Po-sletten, og herfra blev den i 1300-tallet indført i Sydfrankrig.

 

Den franske silkeindustri blev hurtigt den vigtigste i Europa. Religiøse flygtninge bragte igen silkeavlen med sig herfra til Tyskland, England og Schweiz i 1600-tallet.

 

I Danmark har der også været silkeavl, dog i et beskedent omfang. Chr. IV grundlagde silkeavl i 1600-årene. 




Herrevest af halvsilke. Vendsyssel Historiske Museum VHM 1953 4.

Silke har også været en eftertragtet luksusvare i Danmark, men den har ligesom bomulden været vanskelig at få fat i både af handelsmæssige og økonomiske grunde. Højerestanden har haft bedre muligheder, hvilket også ses af deres klædedragter, hvorimod bønderne har måttet finde andre veje. Man glittede (en slags voksbehandling) stofferne, så de kom til at se blanke ud ligesom silken. Kamgarn kunne væves, så det blev blankt som silke. Efterhånden blev det muligt på markeder og blandt kræmmere at købe de fine silketørklæder, og silke har været brugt til at væve sammen med andre materialer. Vi ser silke brugt i fine kåber, kjoler og andre beklædningsgenstande.

 

I dag er de største silkeproducenter Kina, Japan, Korea og Indien, men også i mange europæiske lande forarbejdes der endnu silke, selvom silkeavlen er gået stærkt tilbage siden 1700-tallet. Silke dækker i dag 0,1-0,2% af verdens samlede fiberforbrug, hvilket svarer til 45.000 ton om året, og må som sådan stadig betragtes som et luksusmateriale, selv om det prismæssigt kan konkurrere med både uld og bomuld. Silkeavl kan i princippet gennemføres overalt, hvor morbærtræet kan trives. Det kan også vokse i Danmark, og vi har i perioder haft silkeavl, men i mindre målestok.

 

 

 




Morbærblade er meget rige på fedt og andre næringstoffer og indeholder mindre vand end som andre blade. Kilde: Tenen 1/2002

Morbærtræer til silkeavl i Danmark

De første morbærtræer i Danmark blev muligvis plantet af lybækkerne, der havde Bornholm i forlening fra 1536 til 1575. I det øvrige Danmark var det kong Frederik den Anden, som i 1569 lod plante det første morbærtræ i haven ved Skanderborg slot.

 

Et sort morbærtræ på østgavlen af Proviantgården i København blev plantet under kong Christian den Fjerde i begyndelsen af 1600-tallet, og er utvivlsomt det ældste nulevende morbærtræ i Danmark. Træet blev særlig kendt, fordi kongens datter, Leonora Christina, fik blade fra det, da hun dyrkede silkelarver under sit fangenskab i Blåtårn. Træet var dengang et af mange i København, da kongen forsøgte at indføre silkeavl i større stil Der blev startet produktion af silkeklæde i 14 små virksomheder i den gade, som i dag hedder Silkegade. Denne silkeavl ophørte sandsynligvis af økonomiske grunde i 1800-tallet, da englandskrigen hindrede handel med sunde æg og med kokoner til afhaspning i Frankrig eller Italien

 

Siden hen er det flere gange blevet forsøgt at avle silke i større omfang i Danmark. Forsøg viste at den hvide morbær og andre sorter var mere velegnede til det danske klima med frost om vinteren. Den hvide morbær giver også den bedste silke.

 

I 1841 blev ”Det danske Silkeselskab” stiftet, som et par hundrede mennesker tegnede aktier i. Man plantede morbærtræer forskellige steder i Københavnsområdet, og nogle begyndte at dyrke silkelarver i lejligheder på Strandstræde og Østerbro. Den kendte industrimand, landmand og politiker J.C. Drewsen udgav anvisninger til plantning af morbærtræer og silkeavl, dog uden større virkning, da både larveopdræt og aktieselskab ophørte allerede i 1847.

 

Andre ildsjæle var pastor emeritus Sommerfeldt fra Roskilde og fængselsinspektør Frederik Ammitzbøl, som i 1905 fik et nyt ”Selskabet for Silkeavl” til at bygge en pavillon på Vridsløselille fængselets jord, hvor man dyrkede silkelarver og underviste husmandsdøtre i silkeavl. Det blev heller ikke nogen stor succes.





Silkeforklæde Vendsyssel Historiske Museum VHM 18311




  Uld
  Hør
  Bomuld
  Silke
  Skind
  Tråd