Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Skind

 

Før mennesket kunne fremstille tekstiler, anvendte man skind. Menneskene har fundet frem til at udnytte pelsdyrenes skind - både til læ og ly mod vind og væde samt til beskyttelse af kroppen. Skind har været anvendt af næsten alle folkeslag og kulturer fra stenalderen til i dag. Det ved man bl.a. fra fund af dyreknogler og redskaber til skindforarbejdning på bopladser. Skindtrøjerne har været syet sammen, hvilket betyder, at man har brugt grove nåle af ben. Man har kunnet sy - føre en nål.

 

Selv om hverken skind eller tekstiler er bevaret her i Norden fra denne fjerne periode, fortæller langt senere arkæologisk materiale om tidligere brug af dyreskindet, som det kan ses i Danmarks meget berømte egekistefund fra bronzealderen. Man har påvist nogle særlige træk ved de ældste dragttekstiler. Det er nogle snit eller øgninger i Egtved- og Skrydstrupkvindernes trøjer, der temmelig tydeligt viser tilbage til, at det må være en tradition, fra dengang man brugte dyreskind til lignende trøjer, der ligger til grund for netop den udformning, som de vævede har.

Mændenes vævede kapper går også tilbage til et dyreskind. De meget fint forarbejdede mandshuer eller kalotter i en syet flosteknik, der er fundet i de samtidige mandsbegravelser, leder tanken hen på tilsvarende pelshuer. Men der er et umådeligt åremål mellem den tid, da mennesket udelukkende formåede at tilrette skind til beskyttelse, og til det fandt ud af at samle fårenes uldtotter og senere afskære ulden og lade fåret leve videre.

 

Skind har været brugt til fodbeklædning af alle klasser. Man har brugt det til remme, bælter, våbenskeder, tasker eller poser, punge, handsker og pynt på klædedragten, f.eks. pelsværk ved halsen og meget andet.

 

For de fattige folk har fåreskindet været helt uundværligt. Det blev især brugt til mændenes knæbukser, men ses også i trøjer og snøreliv m.m. Fra 1770 - 1840 findes skindbukser i de fleste skifter (optegnelse af en afdøds tøj), men i de sidste år ofte kun hos ældre mænd og ofte sammen med den nye modes lange bukser. Det var ikke helt ualmindeligt, at en mand havde et par beredte skind liggende parat til et par nye bukser. De var både stærke og varme og var ofte forede enten med kraftigt lærred eller med vadmel.

 

De har været brugt både på landet og i byerne. Man har kendt til en teknik til at give skindet en anden farve, end den naturlige, fordi der i nogle skifter, nævnes sorte skindbukser. Man lod dem farve – tit sorte - eller man sværtede dem selv.

 

Vi har ikke mange oplysninger om hvilke slags skind, bukserne er lavet af. I de fleste skifter står der "skindbukser", i nogle "dyrebukser ", i andre "gule skindbukser" og i ganske få "hjorteskind". Nogle enkelte har haft hjorteskindsbukser, men når man kender den store udbredelse, skindbukser havde dengang, må det absolut have været få, der har ejet et sådant par. Det var herremanden, der ejede jorden og dermed også jagtretten. Til gengæld nævnes der ”får” i mange skifter over gårdenes besætninger. Herfra har bønderne kunnet få deres skind.

 

Forarbejdning af skind

Skind er ofte betegnelse for huder fra mindre dyr som får, ged og kalv, mens huder refererer til større dyr som okse, hest og bøffel.

 

Hud består af tre lag: Overhud, læderhud og underhud. Læder er den del af huden, der er tilbage, når over- og underhud er fjernet. Det sker før den egentlige garvning. På de fleste europæiske sprog bruges ét ord for det danske ”læder” for al afhåret, garvet dyrehud. I Norden bruger man betegnelserne ”skind og læder” lidt i flæng, men forskellen ligger i garvning, efterbehandling og anvendelse. For både skind og læder gælder, at det er den del af huden, der hedder læderhuden. Læder/skind med hår på, kaldes pels.

 

Formålet med garvning er at binde skindets proteinstoffer, så det ikke rådner samt at blødgøre det. Først fjernes snavs, hår og kødrester ved udblødning i vand, hvorefter følger den egentlige garvning. Der er flere metoder:

 

  • Barkgarvning, som er en vegetabilsk garvning. Skindene anbringes lagvis med findelt bark og træ i gruber, hvor de ligger i måneder. Denne metode giver lysebrune skind.

 

  • Semsgarvning, hvor fedt og tran gnides ind i skindene. I dag bruges olier, der hærdes ved luftpåvirkning. Den hærdede olie kan ikke vaskes ud af skindet. Denne metode giver gullige skind.

 

  • Alungarvning, som er en mineralsk garvning med anvendelse af lerjordssilikat og salt. Denne metode giver hvidlige og ofte hårde skind.

 

  • Kromgarvning er en anden mineralsk garvning, som kom frem i slutningen af 1800-tallet. Kromsaltene binder sig til proteinstofferne i skindet og kan ikke vaskes ud. Kromgarvningen vandt indpas, fordi den er væsentlig hurtigere end de tidligere kendte. De kromsalte, der i dag anvendes til garvning er 3-valente og ikke giftige i modsætning til de 6-valente salte, kromaterne. Kromgarvede skind giver sølvgrå skind.

 

Skind er biprodukter fra landbrugets animalske produktion. Til blødere læderarbejde som skindsyning anvendes oftest skind fra svin, ged og får.

 

Narvsiden er den side, hvorpå dyrets hår har siddet. Heri kan hårsækkene ses, nok lettest genkendelige på svineskind, hvor de sidder i små grupper a 3 prikker. På narvsiden vil de skader, som skindet har fået, mens det har siddet på dyret, også kunne ses, f.eks. ar efter insektstik eller sår.

 

Spaltsiden er læderhudens ru underside. Spalt er også betegnelsen for et lag skåret af skindet under garvningen.

 

Læderhuden er opbygget af et tæt netværk af elastinfibre, der giver huden elasticitet og stivhed. I vævet findes også sved- og fedtkirtler. Antallet af disse afgør, om et skind er løst eller fast i vævet. Gedeskind er f.eks. mere fast end fåreskind. Elasticiteten afgør sammen med kirtlerne, hvor meget stræk, der er i skindet. Noget skind er der så meget stræk i, at det kan trækkes helt ud af facon.

 

Skind opmåles i kvadratfod, som er et engelsk mål. En fod er lig med 30 cm, og en kvadratfod er lig med 900 cm.

 

Ved køb af skind til bukser er det en god ide at tegne hele mønsteret op og tage mønsteret med til forhandleren. Man prøver at lægge mønstret på skindene, så man er sikker på, de er store nok. Der skal regnes med 4, måske 5 skind til et par bukser. Skind er et naturmateriale, der skal kunne ånde og opbevares derfor bedst i en stofpose eller lignende.

 

 




  Uld
  Hør
  Bomuld
  Silke
  Skind
  Tråd