Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Skabets og kistens indhold

Det hjemmegjorte 

Når vi i dag hører eller bruger udtrykket "han har noget på kistebunden", så tænker vi først og fremmest på penge. Men i det traditionelle bondesamfund var det andre ting, der blev hentydet til; det var kvindernes udstyr og hele husstandens samling af tekstiler, som opbevaredes i store lågkister. Den repræsenterede en betydelig kapital og var en vigtig faktor, når giftermål skulle overvejes. Et rigeligt og rigt udstyr i form af vævede stoffer og broderede dragtdele kunne godt gøre en mand moden til den endelige beslutning.

 

Når man kom sammen til gilder - og dem var der i årets løb mange af - var det et fast ritual, at kvinderne samledes i storstuen for at se på indholdet i lågkisterne, der stod langs væggene. Husmoderen ville gerne vise frem, og der blev udvekslet mønstre og ideer. Vigtigt var det også, at de andre kvinder fik at se, hvor meget der gemte sig på kistebunden.

 

Et giftermål var dengang en økonomisk transaktion mellem to familier og blev fortrinsvis sat i scene af forældrene. Hvis de unge kom til at holde af hinanden, var det godt, men kærlighed var ikke den vigtigste forudsætning for giftermål. En familie var dengang helt og holdent overladt til at klare sig selv økonomisk, arbejdsmæssigt og socialt. Skete der ulykker enten med husdyrene, afgrøderne på marken eller bygningerne, så havde man kun sin slægt at vende sig imod for at få hjælp. Staten kunne tilbyde fattiggården, og det var alles skræk og meget fornedrende at ende der. Derfor var det uhyre vigtigt, at en datter blev sat godt i vej, og det kunne et fyldigt udstyr hjælpe med til.

 

Tekstilerne i et hjem udgjorde en anseelig del af bohavets værdi. F.eks. kunne en dyne med fyld blive takseret lige så højt som en okse, og en bred knipling til kvindernes hovedtøj kunne stå en tjenestepige i en hel årsløn.

 

Arbejdsgangen i hjemmet var tilrettelagt, så der blev skaffet mad, tøj og varme til hele årets forbrug. Mange generationers erfaring dannede baggrund for de strenge regler for, hvornår de forskellige arbejdsopgaver skulle være færdige. Hvert år skulle der f.eks. forarbejdes garn til tøj og til boligens tekstiler. Kneb det et år med at nå kartningen af uld eller hør, kunne der indbydes til kartegilde. Både karle og piger samledes da en aften, og efter at alle havde kartet en bestemt mængde, blev der budt på mad og en dans.

 

Udstyrskisten skulle gerne rumme nok til en nygift kones behov på en gård. Der skulle kunne redes op til 5-10 mennesker i de brede alkover. Dynetøjerne var olmerdug af uld til overdyner og bolster af hør og evt. bomuld til underdyner. Dertil skulle der være betræk til et antal hovedpuder samt hørlærred til to lagner til hver seng. Opredningen var dengang som i engelsktalende eller sydeuropæiske lande, hvor den sovende ligger mellem to lagner med dynen eller et tæppe oven på overlagnet. Til en seng skulle der bruges mindst 20-30 meter stof, men så lå der også flere personer i hver seng!

 

Stofferne blev vævet hjemme eller hos landsbyvæveren, men kunne også købes på marked, hvis man havde rede penge. Værre var det med fyldet til dyner og puder. Helst skulle det være dun og fjer, men i mangel heraf kunne man bruge humleaffald fra ølbrygning eller frøuld fra planten kæruld. Tang fra stranden eller halm kunne også bruges, men det gav meget tunge dyner. Alle disse materialer til fyld blev samlet over en årrække og skulle opbevares uden for smådyrs rækkevidde.

 

Til klædedragten skulle der væves dels heluldne ensfarvede stoffer, f.eks. vadmel, dels uldne hvergarnsstoffer, der bestod af hørgarn i trenden og uld i islætten. Mønstrene var enten stribede eller småmønstrede med blomster eller tern. Desuden hørte der forskelligt tilbehør til kvindedragten i form af kramvarer, dvs. varer der var købt enten på marked, i byen eller af den omvandrende kræmmer. Det kunne være silkebånd til at kante trøjer og veste med eller til at binde huens snipper fast under hagen; det kunne også være de højt påskønnede kniplinger fra Tønderegnen eller silketørklæder til at lægge om skuldrene.

 

 

 




  Skabets og kistens indhold
  Merkantilismen i Danmark
  Kongelige forbud