Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Merkantilismen i Danmark


Handel på Brønderslev Marked. Bemærk kvindernes fine hovedtøj. Tegning af Vilhelm Rosenstand i Illustreret Tidende


Handel

Vi har handlet meget over grænserne og med hinanden. På trods af naturaliehusholdningen, hvor vi stort set har været selvforsynende, har vi været i kontakt med handlende i større omfang end som først antaget. Selvom kongen mange gange indførte importrestriktioner, lykkedes det ikke at afholde alle fra at handle over grænserne og på den måde bruge af den kostbare valuta. Man har handlet både over land og over vand. Man rejste langt ned gennem Jylland med kvæg til Tyskland og tog tøjruller m.m. med hjem.

 

Helt tilbage i 1300-tallet har ummelandsfarten, som oprettedes af de Nederlandske Købmænd og de Hanseatiske købmænd, været nødt til at sejle rundt om Skagens Odde. Når det har været dårligt vejr har de sikkert lagt til land for at få proviant og ikke mindst ferskvand. De har sikkert handlet med de varer, de havde med ombord.

 

Højerestanden har i højere grad kunnet handle med varer og har haft mulighed for at se, hvad der rørte sig i andre lande. Denne importerede mode smittede af på bønderne, der efterhånden tog dele af højerestandens modedragter til sig. I 1800-årene, hvor bønderne bliver rigere, har de derfor også større mulighed for at købe. Industrialiseringen er slået igennem i Europa, og det smitter i høj grad af på Danmark.

 

Gennem hele Enevælden prøver man at dirigere al handel, som først bliver til fordel for hovedstaden og dernæst for købstæderne. Landbobefolkningen bliver ikke tilgodeset. Og dog viser skifter og andre beretninger, at nogle bønder kunne have værdifulde ting i hjemmene, og ved lejlighed kunne de forsyne sig med ret kostbart købestof. Det skete også under stavnsbåndet.

 




Scene fra Torvepladsen i Thisted den 2. juli 1830. Martinus Rørbye

Det vævede

En kone ville meget nødig sælge noget af sit hjemmevævede stof, for det viste, at man sad yderst hårdt i det økonomisk. Her i Vendsyssel møder vi gang på gang eksempler på, at bondekoner kom til marked med en rulle lærred for at sælge den.

 

Forklaringerne kunne være, at landbruget ikke var givtigt her. Hvor landbruget var godt og afsætningsforholdene var gunstige, solgte man ikke ud af det, man betragtede som husets forråd. På nogle gårde havde man en eller flere væve og når tøjet var færdigt, var det vigtigt at få det afsat, gerne til faste leveringssteder. Var det ikke tilstrækkeligt, tog man til markeder for at sælge.

 

De udenlandske vævede stoffer, som calemank og ulddamask har i perioder været omfattet af importrestriktioner. Men smugleriet var en velkendt sag og meget omfattende. I en søfarende nation har det været næsten umuligt at dæmme op for det. Det kan derfor ikke opgøres, hvor meget der er kommet legalt eller illegalt til landet. Derimod er der vel ingen tvivl om, at det må have været mindre voveligt at bruge uld end silke i klædedragten.

 

Det strikkede

Strømper og uldne nattrøjer blev en hjemmeindustri i Jylland. Formentlig begyndte det i første halvdel af 1600-årene i Slesvig-Holsten, og det vides, at man fra midten af samme århundrede eksporterede strømper fra Ribe. Omtrent fra samme tid mente den kendte museumsmand H.P. Hansen, at bønderne - mænd som kvinder - omkring Herning slog ind på at binde hoser for at tjene en nødskilling. På denne egn - bindeegnen - var det 100 år senere en hjemmeindustri af format.  

 

 




Handel på Brønderslev Marked. Tegning af Vilhelm Rosenstand i Illustreret Tidende


Markeder

Mange varer blev omsat på markedspladser. Det var en stor begivenhed at komme med på markedet. Nogle måtte jo blive hjemme og passe dyr og arne. Inden markedsgæsterne drog hjem fra markedet, var det derfor vigtigt at få en gave med til alle, der var blevet på gården, både store og små.

 

Det kunne være et silkebånd til hovedtøjet, silketørklæde, honningkagehjerte, et kistebillede, træskokramper eller et stykke legetøj til nogle få skilling. Nogle sagde dog dengang, at kvinderne hellere ville sidde ved deres væve end rejse til marked eller luge i hørren. ”Ved væven kunne de få sig en lille blund”. Fakta var, at det var hårdt arbejde at væve og at det medførte mange sygdomme.

 

Kræmmere

Omrejsende kræmmere solgte næsten alt.

 

Hørkræmmeren rejste rundt og solgte hør. Senere handlede han også med spegesild, klipfisk, lertøj m.m.

 

Nogle solgte uld til købmanden og til gengæld fik de f.eks. skind, salt og søm, men alt gik ikke helt redeligt til:

 

,,Da min far foruden gården også havde købmandshandel, fik vi meget uld af kunderne. Penge var der ikke mange af, så det blev mest byttehandel med huder, skind, uld, smør og æg. En mand i Grærup havde mange får og leverede ulden til min far. En dag far var kørende til Grærup, gik han ind til manden for at tage ulden med hjem. Der var ikke andre hjemme end en lille skolepige, og da far sagde, at han kom efter ulden, svarede pigen, det kan du ikke få, for han har ikke fået "sandet" ulden.

 

Da manden så en dag kom med ulden, tog far ulden af sækkene, og bredte den ud på butiksgulvet og gav sig til at gennemryste den, og da han far færdig med det, lå der en stor bunke sand på gulvet. Så blev ulden vejet, og manden fik ikke noget for sit sand".

 

Uldkræmmere og hosekærmmere travede land og rige rundt med varerne på ryggen. De falbød (solgte) deres uldne strikkede trøjer og strømper. Flere nedsatte sig i København og blev rige folk. Nogle af dem beskæftigede også småkårsfolk med strikning i Københavns omegn, og stadig var der en ikke helt ringe eksport af de uldne strikkede varer. Selv da strikkemaskinerne blev taget til hjælp, gik "uldjyderne" fra dør til dør.

 

En kræmmer beretter i 1838, at uldhandlen var blevet stor og han købte over 100.000 pund uld. Hans strømpehandel gik godt og i Nordamerika var strømperne populære. Man lover ham varig handel!

 

I 1839 købte han meget uld, men det ser nu ikke lyst ud for uld og uldent bindetøj. De strømper, der er sendt  til New York og Philadelphia er ikke blevet solgt. I Jylland har man forsøgt med at gøre varerne så lette som muligt. Næste år vil det muligvis blive lige så vanskeligt at få dem solgt.

 

Andre havde de eftertragtede varer bl.a. mønstrede hel- og halvsilketørklæder og afpassede forklæder fra 1800-årene. Det var ofte indførte ting. De solgte også bånd, knapper, kniplinger og blondeværk. Der var en fabrikation af tørklæder i Altona, og meget stammer sikkert derfra. Krefeld i Tyskland var storleverandør af silketørklæder, og der har sandsynligvis været andre mellemeuropæiske virksomheder. Endelig eksporterede Almgreens silkevæverier i Stockholm rigtig mange silketørklæder til Vendsyssel og Nordjylland. I den sidste epoke var de mest sorte. De kan identificeres på et lille stempel i tørklædernes ene hjørne. Der findes mange af disse tørklæder på museerne.

 

Kniplingskræmmere

Ved midten af 1600-tallet var kniplingsproduktionen og handelen med kniplinger organiseret i et tredelt hierarki, som bestod gennem hele kniplingsproduktionens storhedstid, der varede i godt 200 år, indtil handel og monopoler endeligt smuldrede ved Preussens annektering af hele Slesvig i 1864.

 

Øverst i hierarkiet var kniplingshandleren, der udviklede eller købte kniplingsmønstrene (prikkebrevene). Han havde midler og råd til at købe den meget fine hørtråd fra Flandern, hvis pris i 1700-årene var på ca. 90 rd. for 1 pund hørtråd. Prikbrev og tråd i afvejede mængder blev herefter overdraget til kniplersken. Hun sad derefter i sit eget hjem ved sit knipleskrin og med egne kniplepinde og fremstillede det pågældende mønster til en færdig knipling.

 

Med jævne mellemrum fik hun kniplingen skåret af og modtog en fastsat betaling pr. alen, afhængig af mønstrets sværhedsgrad. Kniplersken var nederst i det tredelte hierarki indenfor knipleindustrien.

 

Mellem de to parter befandt kniplingskræmmeren sig. Han var egentlig kniplingshandlerens handelsrejsende, der bragte dennes varer til mellemhandlerne i andre købstæder, eller som forsøgte sig med selvstændig kniplingshandel på de årlige markeder, hvor det var tilladt at handle med kramvarer uden at være borger i nogen købstad. Kniplingskræmmerne havde formodentlig altid det ønske at blive handlere, fordi de rigeste af disse kunne sidde hjemme og organisere produktion og handel og tjene store penge.

 

Kniplingshandelens historie er et stykke meget spændende handelspolitisk erhvervshistorie i Danmark, idet det er muligt gennem toldregnskaber, skattelister, love og forordninger at kaste et ret klart lys over forholdene.

 

Producenterne altså kniplerskerne, som producerede de fine spindelvævstynde kniplinger, optræder sjældent i kilderne. Man ser dem som tabende parter i domssager, hvor et prikkebrev er blevet kopieret og solgt videre udenom kniplingshandlerens monopol. Ligeledes ses de i kirkebøger over døde, men kun hvis de ved deres død var ugifte eller enker. I modsat fald blev en kvinde altid karakteriseret gennem sin ægtefælle.

 




  Skabets og kistens indhold
  Merkantilismen i Danmark
  Kongelige forbud