Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Kongelige forbud

De kongelige forordninger

Christian den Fjerde købte en gård ved Købmagergade i 1619, og lader der opføre en gade, den såkaldte Silkegade, som på hver side blev kantet af 14 værksteder. Fra Nederlandene indkaldte han silke- og damaskvævere og farvere. Allerede i maj 1620 begyndte man at levere varer.

 

Fremstillingen blev beskyttet gennem forskellige indførselsforbud, men man undtog umønstrede fløjls-, atlask- og taftvævninger, blandede stoffer og hørdamask. Det kan skyldes, at Silkeværket specialiserede sig i mønstrede stoffer.

 

Kongen havde oprettet institutionen, der kaldtes Tugt- og Børnehuset. Det var hans mening, at Børnehuset skulle gøres til en storstilet håndværkerskole, hvor forældreløse børn eller børn, der blot løb om og tiggede, kunne opholde sig i syv år og efter endt læretid gå ud som håndværkere. De skulle blandt mange ting lære at spinde, væve, strikke og kniple, og produkterne skulle have afsætningsmuligheder med det samme. Der var mange gode intentioner ved det kongelige initiativ, men de hygiejniske forhold var forfærdelige, og når epidemier rasede i København, spredte smitten sig som en steppebrand, hvor tugthusfanger og børn boede tæt sammen bag låste porte.

 

Børnene ventede man sig meget af. De var åbenbart en god arbejdskraft, men silkeværket blev dog ikke den store succes. Varerne var hverken i kvalitet eller pris så gode som de udenlandske. Vi havde ingen kvalificerede hjemlige håndværkere, og silken var en kostbar råvare, der skulle hentes langvejs fra. Lagrene voksede dog stadig med de hjemlige varer, og Silkeværket var ved at drukne i silkestoffer. Silkekræmmerne stod ikke Christian den Fjerde bi, men indførte fremmede stoffer bag hans ryg.

 

Et forbud mod, at borgerlige måtte gå med silkedragter, blev ophævet i 1621 for at udvide markedet for Silkeværkets produkter. I 1623 blev der et totalforbud mod indførsel af de former for silke- og bomuldsstoffer, der blev produceret på Silkeværket, og købstædernes øvrighed skulle kontrollere kramboderne, at der ikke blev solgt udenlandsk silke.

 

I 1660-erne blev Frankrig det førende land, når det drejede sig om silkestoffer. Det skyldtes den enevældige konge Ludvig den Fjortendes minister Colbert. Han ville gøre Frankrig til et stort handels- og industriland. Hidtil havde Frankrig fået de fineste og dyreste varer fra Italien, men nu kaldte Colbert italienske arbejdere til landet. De skulle røbe hemmelighederne ved de forskellige produktioner, og med dem grundede han franske fabrikker, hvor regeringen passede nøje på, at varerne blev gode. Samtidig satte han streng straf for at indføre samme slags varer fra udlandet. De franske varer blev snart berømte og indførtes eller smugledes ind i mængde i fremmede lande.

 

Systemet, hvor staten leder og støtter erhvervslivet, kaldes merkantilismen. I Danmark blev Frankrig også forbilledet, og vi søgte efter bedste evne at leve op til en hjemlig merkantilisme.

 




26. november1687
Forbud paa Fremmede Silke Stoffer og Tafter af handle med/eller i klæder bære.


Silkevæveriet fik en ny chance under Christian den Femte, som 1680 begyndte med at udfærdige strenge importforbud. Christian den Femte udsender en forordning 1687, hvor han i tidens snørklede sprog gør alle vitterligt, at han har erfaret, at der endnu indsniges mange fremmede silkestoffer, som både ved hans eget hof i residensstaden i København og andre steder, bæres offentlig. Fortsat gør kongen vitterligt, at alle, både civile og militære personer forbydes at bære silkestoffer eller tafter, der ikke er fabrikerede her i landet.

 

Der er en frist på fjorten dage til at få sagerne bragt i orden. Kræmmere og de, som holder offentlige butikker, kommer under politimesterens observation, og hvis han finder silkestoffer og tafter, der ikke bærer det rigtige stempel, bliver de konfiskerede til Silke-Manufaktur-Verket, og der vanker bøder.

 

Direktørerne over Silkemanufakturerne må udsende en eller flere personer, der kan holde øje med byerne både i Danmark og Norge. Det er en lang og drøj forordning, Christian den Femte udsender. Den fortæller om Enevældens måde at have hånd i hanke med tingene på.

 

Men allerede 1688 tvinger Holland, ad storpolitisk vej, den danske regering til at ophæve forbudet mod indførsel af samtlige udenlandske varer, manufakturer og handelsartikler.

 

I 1704 oprettedes Kommercekollegiet, et handels- og industrivæsen, der interesserer sig for nye fabrikker, især inden for klædebranchen. En silkemanufaktur kom atter i stand og synes at have en ret livlig virksomhed. Forudsætningen var imidlertid absolut indførelsesforbud, hvilket blev strengt opretholdt.

 

Købmændene klagede over de dyre hjemmegjorte silketøjer, som de kaldte »Kræmmerulykke«, og de fandt tusinde veje for at importere udenlandske silkestoffer. De handlende havde ret til at bestille i udlandet, hvad der ikke kunne udføres i landet selv. Og det udnyttede de i høj grad!

 

De kongelige forordninger kan fortælle om, hvilke stoffer der blev brugt til de forskellige tider. Den 17. november 1739 kommer en forordning fra Christian den Sjette, hvor der nævnes en lang række stoffer og tekstile genstande, der fabrikeres i kongens riger og lande, så der er forbud mod at indføre dem.

 

Varer må dog komme i land og sælges, hvis de er ført hertil med Asiatisk Kompagnis egne skibe direkte fra Kina og Ostindien. Den lange opremsning af varer, vi selv kunne fremstille og derfor ikke måtte indføre, er interessant, fordi vi stadig kan møde de nævnte stoffer i museumssamlingernes dragter eller i de privatejede ting. Også i gamle bondeskifter findes mange af benævnelserne.

 

De mest kendte ting fra denne forordning er barkan, et stof, der var kendt i hvert fald i hele Vesteuropa. Desuden nævnes figurerede stoffer, der er mønstrede stoffer. Kalemank, der er det samme som ulddamask, olmerdug, knyttede og vævede strømper, uldne huer, senge- og hestedækkener, mands- og fruentimmersilkestrømper, silketørklæder, blomstrede silkebånd og taftbånd, knæbånd og mands- og fruentimmerhandsker.

 




19. februar 1753
Forordning Angaaende Fremmede Silke- og Uldene Stoffers og Vahres Indførsel og Brug, samt andre at bære


Frederik den Femte fulgte efter sin far, Christian den Sjette, også med hensyn til forordninger. I 1753 er sagen i store træk den samme. Ingen fremmede varer, hvor vi selv kan klare produktionen. Nu nævnes, at man ikke må bære ægte og uægte stene, og klæder med indvirket eller påsyet guld eller sølv må straks aflægges.

 

På grund af højkongelig mildhed og nåde kan man dog få lov til at slide et forbudt klædningsstykke færdigt, hvis forarbejdede udenlandske stoffer skulle have indsneget sig på markedet.

 




18. april 1760
Patent, Angaaende Ulden Garn på Landet at Spinde, samt Klæde deraf sammesteds at væve, og hvad PRÆMIUM derfor udloves, med videre.


Ostindisk Kompagni importerede silketøjer, som blev svære konkurrenter til den hjemlige produktion.

 

Christian den Syvende føler sig foranlediget til at løfte pegefingeren over for bønderne og udsteder en forordning 1775, hvorved al ”Omløben med Handelskram og Galanterie samt Haandværks Vare i Kiøbstæderne og på Landet, i Kongeriget Danmark forbydes.”

 

Kongen ser med mishag på ”den tiltagende Misbrug ved Bissekram og Omløben med Handelskram og Galanterievarer til de Handlendes og Borgernes Fornærmelse i Kiøbstæder, hvorved også Bondestanden og andre ukyndige folk forleedes til unyttige og skadelige Udgifter, alt imod Lovens og de ergangne Forordningers Bydende desangående.”

 




11. april 1769
Forordning Angaaende Gølv og Guld i Broderie, Galloner, Kniplinger, Balletter og Knapper på Indenlands Fabriquerede Vahre at maae bæres.


Der skulle ifølge skriftet særlig tilladelse til at sælge på markederne, og enhver handlende skulle være forsynet med ”Øvrigheds Pas og Attest”. Med særlig stor skrift er fremhævet, at den pågældende tydeligt skulle understrege, hvilke varer han førte med sig, hvordan de skulle afhændes, samt hvilken vej det var ham tilladt at gå, ”som stedse skal være den nærmeste lige Landevey, som mueligt er at tage.”

 

Man fristes til at tro, at det var umuligt at leve som kræmmer, hvis man skulle følge loven. Der var grumme toldsteder og toldbetjente. Straf for ulovlig handel ramte ikke kun omløberen, men kunne også ramme værter eller ”husbonder”, som havde huset ham.

 

Hvis omløberen eller bissekræmmeren ikke var formuende og i stand til at betale processens omkostninger, hvis han blev taget i noget ulovligt, ”skal han derfor lide proportionerlig Straf på Kroppen i Følge Forordning af 6te December 1743, og skal Værten, som haver huset ham, end videre betale Omkostningerne til Retten, saaledes at Angiveren i alle Maader ubeskaaren oppebær Varernes fulde Værdie og Værtens Strafbøder.”

 

Herredsfoged, birkedommer, magistrat, stiftsamtmand og selveste Kommerce-Kollegiet, hvis myndighed strakte til alle erhvervslivets forhold, kunne blive indblandet i disse kræmmersager. Og godsejere og herskaber skal være øvrigheden behjælpelige med at finde de arme syndere. Forordningen bliver opslået i byerne ved markedstid, på rådstuen og ”andet bekvemt sted”. Desuden skal den forefindes i alle gæstgivergårde, værts- eller krohuse, ligesom den hvert år første søndag efter påske skal læses fra prædikestolene overalt i købstæderne og på landet - uden for København!

 

Hvordan har sognets beboere forholdt sig til denne lange redegørelse fra det fjerne København og hvor handlede folk? Det var ikke alt sammen hjemmegjort tøj, folk gik i. Gennem den merkantile historie ses, at folk ikke overholdt alle de mange handelsforbud, de blev belemret med. Det var også en kendt sag, at mange varer blev smuglet over grænsen uden om tolderens nåleøje. Det kan hænde, at nogle kvinder har siddet med bånd og tørklæder til søndagspynten, der er handlet uden om kræmmeren, der fulgte lovens lige landevej.

 

Også i 1800-tallet kommer der forordninger og forbud, der blandt mange varer også vedrører tidens tekstiler. Frederik den Sjette udsender: ”Forordning for Kongerigerne Danmark og Norge angående Skjærpede Forholdsregler mod forbuden Handel. Kjøbenhavn d. 23. Maj 1812.” Der bliver skærpet kontrol med ”vareførsel til lands og vands. Der må ikke indføres varer af fjendtlig oprindelse, kun rå eller i det grove tilberedte naturprodukter, når de indkommer ved en domsfældelse og en konfiskation.” Forordningen fylder 23 sider i A5 størrelse og er ualmindelig omfattende med et utal af forskellige kombinationer.

 

Ligeledes er manufaktur, fabriks- og håndværksvarer forbudt, undtagen silke, rå, spunden og tvunden, glatte silketøjer, glatte silkebånd og silkestrømper. Der må indføres lærreder, drejler, hårdug (forstof) og voksdug, samt bændler, tråd, trådstrømper og dynevår af hør. Desuden må der indføres kamelgarn. Samtidig må der ikke fra Danmark og Norge til fremmed sted udføres råmaterialer til forarbejdning og forædling af hør, hamp, uld, huder og skind, såvel rå som garvede og beredte. Der bliver i købstæderne og på de privilegerede handelspladser en speciel kontrol, der hører under General-toldkammeret. En lang række varer skal forsynes med påtrykt stempel, plombe eller segl. På den måde kunne man komme forbudte varer til livs.

 




27. decenber 1799
Forordning hvorved den for Yppighed ved Bryllupper, givne Straflov, i Plakaten af 9de August 1781 og Forordningen af 12. Marts 1793, ophæves; hvorimod Land-Almuen formanes til anstændig Tarvelighed, uden Tvang.


De forbudte varer er manufaktur-alenvarer, sjaler, tørklæder, kniplinger, tyller, bomuldsstrømper og huer, samt tøjer indrettede til klæder.

 

”Fra stemplingen skal alene være undtagen indenlandske såkaldte hjemmegjorte tøjer eller frembringelser af husflid, samt alle slags stuver (ruller, stykker) under 10 alen og tillige under 100 rigsdalers værdi, når sådant gods ikke er i handlendes værge. Foruden det almindelige tilsyn, kontrolkommissionerne skulle føre i købstæderne og de tilgrænsede landdistrikter, skulle de tillige have et særdeles nøjagtigt opsyn med alle varelagre, offentlige udsalgssteder og butikker, med mands- og dameskræddere samt dem, der forfærdiger pynt og modevarer og med alle auktioner.”

 

Tiden var meget vanskelig. Vi havde for nylig ført krig mod England. Napoleon var endnu det store navn i Europa. Han prøvede at ødelægge England økonomisk ved hjælp af Fastlandsspærringen, og Frankrig skulle blive det førende industriland. I 1812 gik Napoleon ind i Rusland, og som allierede med Frankrig kom vi slemt i klemme på snart sagt alle fronter.

 

Varer af fjendtlig oprindelse, som nævnes i forordningen, var utvivlsomt engelske. Det skadede dansk handel meget, at man skar hele dette marked fra. Efter forordningen blev der næsten ingen lovlig handel tilbage. Det var forbudt at drive nogen som helst handel med statens fjender. Intet skib, ligegyldigt hvilket land det tilhørte, blot det havde anløbet en britisk havn, måtte modtages i den danske stat.

 

Kun en tid var man i stand til fuldt ud at gennemføre disse bestemmelser. Ved en særlig tilladelse fik snart, den ene, snart den anden købmand lov til at ind- og udføre ladninger med forbudte varer. Det blev til tider sat i system, så det næsten genoprettede fredstilstandenes omsætningsfrihed. Vi havde mistet Norge og handlen med England i 1814, men allerede i 1826 begynder vi at eksportere korn m.m. til Norge fra Løkken i Vendsyssel.

 

Bevarede dragter og andet efterladt tekstilmateriale kan da også bevidne, at de forbudte varer fandtes. Vi ser megen tylspynt, sjaler og tørklæder fra denne tid. Det hjemmegjorte tøj og frembringelser af husflid blev begunstiget i denne periode og en del år fremefter. Man uddelte præmier til godt hjemmelavet tøj. I årene 1781-1801 har der være udskrevet en prisopgave ”for ulden Tøj til Bønderklæder farvet af Naturen selv”

 

 




  Skabets og kistens indhold
  Merkantilismen i Danmark
  Kongelige forbud