Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Broderitegneren

 

Senmiddelalderens broderier er enestående både i teknik og tegning. I beretninger fra den tid fortælles om, at en broderitegners uddannelse godt kunne vare en 5-6 år, derefter var de kunstnere. Deres kunder var især konger, biskopper og adelsmænd, som var krævende og bevidste folk.

 

Til at udføre broderier havde man ”perle-stikkere”. De måtte også igennem en lang uddannelse. Det er forståeligt, fordi det var meget kostbare materialer, de arbejdede med. Det var udsmykning til pragtsenge og til vægbeklædninger. Især dragterne var oversyet med silke, guld og ædelstene.

 

I klostre og på herregårde har man også haft en slags broderiværksteder eller snarere uddannelsessteder, hvor unge adelsfrøkner blev oplært i broderikunst og tegning.

 

Helt op mod slutningen af 1700-tallet har bedre folks døtre skullet lære at tegne. Bevarede tegnehæfter fortæller om dette. Tegningerne er blomster, slyngede ranker og lignende. Det er så udpræget tegninger til broderi.

 

Efter bogtrykkerkunstens opfindelse ca. år 1400 trykkes mange mønsterbøger med broderitegninger. Bøgerne bliver flittigt brugt og optrykt mange gange.

 

Først i slutningen af 1700-tallet udgives der nye bøger med den tids lette tegninger til broderi. På et titelblad fra 1797 står bl.a. »især for unge Fruentimmer af Stande. Disse bøger kom sandsynligvis ikke ud til bønderne.

 

I midten af 1800-tallet bliver udgivet en del håndarbejdsbøger. I disse er der foruden tegninger også syanvisninger.

 

Broderitegning hos bønderne

 

I 1800-tallet kommer bondepiger og -koner ind i billedet. Med flere århundreders broderikunst har det ene slægtled efter det andet mødt tekstilkunst på herregårde og i borgerhjem. I disse hjem har mange af bøndernes kvinder haft deres arbejde; måske har de dygtigste broderet for deres frue.

 

Enkelte bondebroderier er direkte kopier af adelens broderier, men omsat til det grove lærred får det ofte et ubehjælpsomt udseende. Altså må vi tro, at tegningerne til den fine hvidsøm og baldyring er selvstændige tegninger og ikke direkte kopier af adelens broderier.

 

I samfundets lavere lag, deriblandt bondebefolkningen, tegnede man ikke så ofte mønsteret af, men syede det af. En bondepige, der havde tjent på en herregård eller måske hos en præstefamilie, kunne der have lært at udføre selve syningen. Når hun senere i sit eget miljø sad og broderede, eftersyede hun gerne med kun lidt variation de ting, hun tidligere havde syet, eller andres arbejder af lignende art, som hun havde adgang til. Hendes døtre gjorde det samme. Hvis et mønster først var nået ned til bondebefolkningen, havde det her lang levetid, længere end i de øvrige samfundslag, hvor begrebet mode spillede en større rolle.

 

Nogle motiver blev aftegnet, andre udførte man efter en bog. Med bogtrykkerkunsten kunne motiverne spredes over hele Europa, og omvandrende kræmmere kunne bringe mønstrene ud til landbobefolkningen.

Landbokvinderne har derfor ikke efterladt sig ret mange andre kilder eller spor end selve broderierne. Der er ingen beretninger f.eks. om, hvor kvinderne præcist har fået mønstrene og motiverne fra. De har sikkert tegnet af efter hinanden, eller der har været særligt tegnekyndige, der udførte arbejder for andre.

 

De enkelte kvinder har måske selv tegnet deres mønstre, selv om tegningerne i mange tilfælde virker som om professionelle har udført dem. Vi ved fra beretninger, at familiens ugifte kvinder tit var beskæftiget med broderi. De kunne måske også tegne, eller måske har degnen tegnet for dem. I mange landsbyer var det ham, man gik til, når der skulle tegnes mindeblade. Landsbymaleren kan muligvis også have tegnet broderimønstret. På Hedeboegnen findes en del dekorerede møbler og paneler med sirlige motiver. Maleren må have haft en fortegning til sine dekorationer. Her har kun omrids af figurer, linier og blade været markeret, og på en broderitegning undgår man også de små detaljer. Det overlades til den enkelte syerske at gøre brug af sting på forskellig vis, så resultatet bliver varieret og samtidig giver en helhed.

 




  Råvaren
  Selvforsyning
  Væveren
  Skrædderen og sypigen
  Tekstiltrykkeren
  Farveren
  Broderitegneren
  Kniplersken
  Possementmageren
  Nålemageren
  Kappekone
  Vask og vedligeholdelse
  Belysning