Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Vævespjæld

På dette enkle redskab, som har været meget udbredt i Norden, kan man væve almindelig toskafts-vævning, mønstrede bånd og opplukkede mønstre.

 

Et gammelt og enkelt redskab er vævespjældet, der består af en træramme, som holder sammen på en række lodrette pinde med et hul i hver pind. Hver anden kædetråd trækkes gennem ”rillen”, som er mellemrummet mellem pindene, og de øvrige tråde trækkes gennem hullerne. Herefter fastgøres den ene ende af kæden til et punkt foran væveren, medens den anden ende fastgøres til væveren selv, f.eks. i et bælte, således at kæden kan holdes udspændt eller slækkes mellem disse to punkter. Dette væveprincip kaldes ”body tension” (kropsspænding). Når væveren bevæger kroppen fremover, slækkes kæden, således at vævespjældet kan sænkes og danne det ene skel eller hæves og danne det andet. En flad båndskytte med skudgarn føres gennem skellet, hvorefter væveren atter strammer kæden og slår skuddet til enten med skytten eller med en båndkniv.

 

Til mønstrede bånd sættes kæden i reglen op med hveranden tråd hvid og hver anden kulørt. Hvis der f.eks. ønskes et rødt mønster på hvid bund, trækkes de røde tråde igennem rillerne og de hvide gennem hullerne. Skuddet føres gennem skellet, når de røde tråde er hævet. Når de er sænket, plukkes nogle af de røde tråde op ved hjælp af skytten for at danne mønsteret, og skuddet går således også under disse tråde. På denne måde kommer de røde kædetråde til at dække de hvide kædetråde, hvorved mønsteret fremkommer.

 

Væv fra 1684

Den ældste daterede danske spjældvæv er fra 1684. Man ved ikke med sikkerhed, hvilken væv, der er den ældste, da nogle af de bevarede væve kan være ældre end deres årstal antyder. Vævene gik ofte i arv, og nogle er uden årstal.

 

På danske museer findes utroligt mange spjældvæve, og langt de fleste er dateret i tidsrummet 1700 - til midten af 1800-tallet. Perioden kan da også regnes som spjældvævningens glansperiode i Danmark. De spjældvævede bånd blev brugt til at holde strømperne oppe med og til seler.

 

Spjældvævene forsvinder, formentlig fordi mændene langsomt går over til lange bukser og har derfor ikke det store behov for strømpebånd mere. Skikken med at væve bånd på spjældvæven gik langsomt ud. Det yngste vævespjæld er dateret 1868. Mange vævespjæld stammer fra perioden 1854-1858.

 

Mange af de gamle vævespjæld er dekorerede og forsynet med initialer eller årstal. Dekorationerne er enten udskåret eller malet på vævene. Motiver, som har været brugt, er: Hjerter, blomster og blade, træer, firkløver, menneskehoveder i profil, kors, pile og mønsterborter i karvsnit. Dekorationerne bærer præg af at være udført med kniv. Hullet til ophængning af vævespjældet er ofte formet som et hjerte, og på flere væve optræder mere end et hjerte.

 

Kærestegaver

Omfanget af dekorationer varierer meget, og på nogle kan man se, at de er forbedret eller fornyet senere. Specielt på grund af dette kan man ikke datere alle vævene med sikkerhed, da de kan have været udstyret med et andet årstal tidligere eller ikke have haft årstal før.

 

Antallet af riller og huller i spjældvæven varierer meget, men de danske væve har alle plads til mellem 15 og 51 tråde, og således kunne man kun væve forholdsvis smalle bånd. Dekorationerne, initialer og årstal tyder på, at vævespjældet har været brugt som kærestegave eller fæstegave. Væven var et meget brugt redskab af kvinden, og en forholdsvis overkommelig ting for en mand at give som gave, uanset om han selv lavede den eller købte den på markedet.

 

 




  Vævespjæld