Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Tamburering


Engelske damer syr på tambureringsramme 1780


Tamburering er kendt før hæklingen, som vi kender i dag. Det er en broderiteknik, der er udviklet på baggrund af enkelte fortløbende kædesting, som teknisk set er det samme som en hæklet luftmaske. Det har derfor været nærliggende at tamburere luftmasker på et bundstof ved hjælp af en nål med en krog i den ene ende. Det er en teknik, som går hurtigere end at brodere kædesting.

 

Historie

Tamburering er en orientalsk broderiform af meget gammel oprindelse, kendt i Tyrkiet, Iran og Indien. Den vandt først indpas i Europa i 1700-tallet. Tamburering er en meget gammel teknik, som har sin oprindelse i Asien, hvor man kender til meget smukke tamburerede tæpper, navnlig i silke. Man mener teknikken kom til Europa fra Asien ad søvejen til sydeuropa, og derfra har den bredt sig op gennem kontinentet, hvor det blev en meget yndet teknik til udsmykning af tekstiler i alle samfundslag. I England blev det til en produktion af tamburerede tekstiler til brug i klædedragten og i boligen.

 

I Danmark kender vi tambureringsarbejder i bondedragten. Teknikken er anvendt til kvindernes hvide gazeagtige forklæder, tørklæder/skulderklæder, og tilbehør til hovedtøj, der angiveligt har hørt til deres fine tøj. I Jylland har man fundet mange skulderklæder, hvor teknikken har været anvendt og færre på Sjælland og øerne.

 

Ordet tamburering kommer fra fransk (tambour = tromme) og refererer til rammen stoffet er spændt ud på, mens man arbejder.

 




Tambureret tørklæde Vendsyssel Historiske Museum VHM 1989 102

Teknik

Teknikken består af luftmasker hæklet gennem stof med en hæklenål, hvorved mønsteret dannes ovenpå stoffet som små kædesting. Hele kæden kan trevles op i modsætning til syede kædesting, fordi nedstikshul = opstikshul. Teknikken blev meget populær, fordi den er langt hurtigere, end at sy kædesting med en nål.

 

Mønsterbevidsheden hos teknikkens udøvere har været meget stor. Blomster og blade er yndede motiver. Motivet er ofte med en central blomst. Sammentrækssyning i midten får den til at stå meget klart. Ofte er hele kompositionen indrammet af slyngninger og bugtninger, der passer til beklædningens art.

 

Tamburering var en af de første broderiteknikker, der blev maskinelt fremstillet, fordi de første symaskiner syede kædesting.

 

Redskaberne er kun en hæklenål og en rund syramme, som kan være af træ, metal og/eller plastik og består af to ringe. Man spænder stoffet meget stramt ud på den inderste ring, så det står som et trommeskind. Dernæst spænder den yderste ring omkring stoffet.

 

Hæklenålen skal passe til det stof man har valgt. Til fint stof bruger man en tynd nål, og til grovere stoffer bruger man en tykkere nål. Stof og nål skal passe den tråd man vælger.

 

Materialerne er løst vævede stoffer, som er de mest velegnede. Det stof, man har fundet i de gamle tekstiler, er fint stof, som kan være voile, mol, silke, fint bomuldsstof eller lærred.

 

Tråden skal være fast tvundet for ikke at blive spaltet af hæklenålen Den kan være af bomuld, silke eller uld. Den tråd der minder mest om den kvalitet, vi finder i det gamle tøj, er bomuld nr. 20/ 2 og nr. 24/00.

 

Tambureringsmønstre overføres ved påtegning, og det følger ikke stoffets tråde.

 





Tambureret tørklæde Vendsyssel Historiske Museum VHM 2969 4



  Spinding
  Farvning
  Filtning
  Vævning
  Strikning
  Tamburering
  Hækling
  Knipling
  Fremstille snore og bånd
  Mønsteroverføring
  Broderi
  Sting til syning af tøj
  Efterbehandling af stoffer